Er alting muligt?

Jeg kan godt lide at lave tankeeksperimenter, og tænker ofte, om alting virkelig er muligt? Sådan rent hypotetisk er det vel? Hvem sætter Er alting muligt
begrænsningerne? Det tror jeg, at vi selv gør i langt de fleste tilfælde. “Det kan jo ikke lade sig gøre!” … “Men hvad nu hvis?” … “jamen det er umuligt, og hvad med økonomi osv.?” Vi sætter de begrænsninger også i forhold til normerne i vores samfund. Og vi ved jo godt, at når der er nogen der lige stikker en lille smule ud fra det sædvanlige, så bliver der ofte peget fingre, og folk synes, det er vildt underligt.  F.eks. den familie på Fyn, som Søren Ryge har portrætteret i nogle udsendelser. De lever, som vi gjorde for 150 år siden … næsten … og de har om nogen måtte høre for deres livsstil. Samtidig er rigtig mange også blevet facineret af deres mod til at træde ud af vores materielle og stressede verden. Jeg bliver også facineret og en lille smule misundelig, når jeg ser/hører om nogen, der sælger alle deres ejendele for at leve drømmen ud om at cykle tværs gennem Europa eller USA. Eller de der rykker teltpælene helt op og udlever drømmen om at blive farmer i Australien. Så tænker jeg, at her sidder jeg … har aldrig været på ferie … har aldrig været i udlandet, hvis man lige trækker to shoppingture til Malmø fra samt besøg hos bedsteforældre i Nordnorge i 1975 Det er ikke fordi mit liv er tomt på nogen måde, jeg har bare ikke oplevet andre dele af verden

Nogle gange tænker jeg på, hvor befriende det må være, hvis man kunne pakke en lille rygsæk og så drage ud i verden. Slå sig ned lige der hvor man hEr alting muligt
avde lyst til at være, eller blive nomade, hvis dét føltes tiltrækkende. Gå fra sted til sted. Leve af det man kunne finde i naturen. Eller arbejde sig frem på sin færd. Tjene lidt til dagen og vejen ligesom mange gjorde i gamle dage. Ikke være begrænset af faste tider, bopæl, materielle ting osv. Ville det kunne lade sig gøre i 2017? Ville man kunne leve sådan uden at skulle have et sikkerhedsnet i form af en stor opsparing i banken eller sponsorer? Nogle vil mene ja, andre at det slet ikke kan lade sig gøre. Jeg er selv i tvivl! Men jeg tror, at det i bund og grund handler om økonomi fremfor noget andet. Hvis man vandt mange millioner i Lotto, mon ikke man så muligheder fremfor begrænsninger så?

Indimellem leger jeg med tanken om bare at “gi’ fanden i det hele”, gå ud i verden og se hvad der sker. Men jeg er også en tryghedsnarkoman og ville aldrig turde at gøre noget så vovehals-agtigt, selvom det kunne være spændende! Jeg ville gerne, men jeg tør ikke … men dermed ikke være sagt, at det ikke er muligt

Hilsen Connie_1

Re-union – gensyn med gamle klassekammerater

I lørdags afholdt vi re-union – et gensyn med gamle klassekammerater fra folkeskolen Vi var to piger fra klassen, der mødtes den 28. august sidste år og gik i gang med at lede efter vores klassekammerater. I oktober blev invitationerne sendt afsted, og der gik ikke andet end få dage, så havde alle meldt tilbage – de fleste ville rigtig gerne deltage. Vi inviterede også vores matematiklærer og de to klasselærere, vi havde haft gennem vores skolegang. Matematiklæreren var desværre forhindret, men de to klasselærere var heldigvis med

Pigerne i klassen

Vi tænkte ikke på det, mens vi gik i skole. At vores klasse var noget særligt. Det var selvfølgelig en heldig kombination af elever – 95% boede i samme nybyggede parcelhuskvarter – men helt sikkert også vores klasselærers fortjeneste. På et tidspunkt i 4.-5. klasse startede halvdelen af pigerne til håndbold og fortsatte med det til efter vi gik ud. Jeg begyndte også selv til håndbold, men interessen for heste var væsentlig større, så jeg valgte ridning i stedet for. På det tidspunkt blev pigerne delt op i to grupper, og det kunne indimellem godt føles lidt svært at komme ind i “håndboldgruppen”. Det var dog ikke værre end at vi stadig gik i ungdomsklubben og til fester sammen

Jeg kan ikke helt huske, hvornår vi begyndte at ses jævnligt igen, men det har nok været, da vi var sidst i 20’erne. Vi mødtes – altså pigerne – cirka en gang om året. De første mange år faldt vi hver især ind i vores gamle roller fra folkeskolen. For 3-4 år siden mødtes vi så igen, hjemme hos en privat en søndag eftermiddag, og jeg ved ikke lige, hvad der udløste det, men denne eftermiddag fik vi talt rigtigt sammen. Åbnet op. Var sårbare overfor hinanden. Det føltes rigtigt og godt. Det var jo mennesker, som vi havde tilbragt rigtig meget tid med i mange år, men for de flestes vedkommende ikke nogen, man havde betroet meget private ting til. Det gjorde vi den søndag eftermiddag. Vi sad i mange timer, og der faldt rigtig mange brikker på plads, i forhold til hvorfor vi hver især var, som vi var. Der var barske historier fra opvæksten, og lige pludselig kunne vi se hinanden i et helt andet lys og med en helt anden forståelse. Det var noget af en wauw-oplevelse!

Klassefesten

Snakken gik hen over bordet – på kryds og tværs. Støj niveauet var højt, trods det at der ikke var musik, men vi havde SÅ meget at tale om. Der var gået otte år, siden vi var samlet allesammen sidst – denne gang var vi tretten elever og to lærere. Vi mødtes kl. 14.30, drak kaffe et par timer og der var ikke tavshed et eneste sekund – tværtimod Det var mega hyggeligt! Vi havde bestilt mad på en restaurant i byen, og klokken 17 var vi to, der kørte afsted for at hente det. Imens ryddede de andre af og dækkede bord. Vi fik buffet med kylling og steg, flødekartofler (som cupcakes) og salat. Til dessert havde jeg lavet Gelato al Bacio og den faldt i god jord Efter maden var der masser af slik og chips, og folk havde så selv drikkevarer med

Så kom vi til “rundt-om-bordet”-snakken. En ting vi indførte dengang for otte år siden, da vi mødtes sidst. Hver især fortalte vi, så alle hørte det, hvad der var sket i vores liv siden sidst. Hvem der var blevet gift, hvem der var blevet skilt, om arbejde, hvor mange børn vi hver især har osv. Pudsigt nok så var halvdelen af klassen stadig sammen med samme partner og flere kan fejre sølvbryllup – nogle har kendt deres mand/kone /kæreste i nogle og tredive år “Rundt-om-bordet”-snakken var til tider barsk og til tider rørende, men også munter og sjov. Jeg var ikke den eneste, der sad og tænkte på, hvor psykisk robuste mine gamle klassekammerater er, og som en af “drengene” sagde til mig på et tidspunkt: “Hold kæft hvor er jeg stolt af jer allesammen. Tænk at have gået i en klasse med så ressourcestærke mennesker. Det er helt vildt!” … og jeg kan kun give ham ret. Der var ingen piv eller klynk. Folk havde rejst sig og kæmpet, og mange havde taget livet op til revision – det var helt tydeligt. Jeg sad også flere gange selv med en klump i halsen undervejs og gåsehud på armene. Det var en ubeskrivelig følelse, at sidde der med de mennesker, som man havde tilbragt så meget tid med.

Fremtiden

Vi aftalte, at der ikke skal gå mere end to-tre år, før vi mødes igen. Vi har allerede mistet en … og vi bliver ikke yngre, så der skal ihvertfald ikke gå så lang tid igen. Et par år er passende. Vi er spredt for alle vinde – én bor i Holland, men har været med hver gang vi har afholdt noget, så det viser bare, at interessen og lysten til at ses er der Jeg vil gerne stå for arrangementet næste gang også, hvis det er dét, der skal til. Hele søndagen gik jeg bare med en wauw-følelse og glæde indeni. Glæde over at det trods alt er gået allesammen så godt, som det har. Jo, jeg ser frem til næste re-union

Hvad med dig? Ses du med gamle skolekammerater?

Hilsen Connie_1