Re-union – klassefest


 

En skoleveninde fra min gamle folkeskole og jeg er gået i gang med at forberede re-union – klassefest, for os der gik i skole sammen fra 1. til 9. klasse. Det er 8 år siden sidst, og tiden er bare fløjet afsted. Dengang blev vi ellers enige om, at vi skulle ses efter max 5 år …. og min skoleveninde og jeg ventede på, at nogen tog initiativ, fordi vi også arrangerede sidste gang … men forgæves. Det er nok altid sådan, at det er de samme der, gang på gang, står for den slags.

Vi var 20 elever i klassen, og sidst vi var samlet, var der kun 3-4 stykker der ikke kunne komme, det er meget flot fremmøde. Vi havde også inviteret tre af vores lærere, og de mødte op alle tre. Mødetiden var klokken 14.00 og det var i vores gamle skolegård ud for drengenes gymnastiksal. Pigerne i klassen ses jævnligt – vi er gode til at samles og hygge en søndag eftermiddag – men de fleste af drengene havde vi ikke set i mange mange år, og der var heller ikke rigtig nogen af dem, der sås indbyrdes. Det var en meget speciel følelse, at stå der og se den ene efter den anden ankomme og for fleres vedkommende tænke: “Hold da op! Han/hun har ikke forandret sig særlig meget!” Vi fik en lille rundtur på skolen … bl.a. i de gamle gymnastiksale, som forøvrigt lugtede som vi huskede det … og så endte vi i vores klasseværelse fra 9. klasse. Det var super sjovt! Bagefter lagde min skoleveninde – som jeg altså arrangerer med igen – hus til, og maden fik vi leveret fra et cateringfirma. Ingen skulle stå i køkkenet, mens alle andre hyggede sig i stuen. Snakken gik lystigt og tiden fløj afsted. Vi nåede faktisk at hygge og snakke i lidt over 12 timer!!! Ingen havde lyst til at skilles og tage hjem.

Vi havde faktisk en rigtig god – og på mange måder homogen –  klasse, ingen tvivl om det … vi havde selvfølgelig teenage-pige-fnidder … men ikke noget alvorligt. Efter vi er blevet voksne, har vi talt rigtig meget om, hvordan vi voksede op, og hvordan det var i vores familier. Vi tilbragte jo mange timer sammen hver eneste dag, så på mange måder blev det også lidt en slags “familie” på godt og ondt. Da vi begyndte i 1. a, boede 97% af os i et nybygget parcelhuskvarter, så derfor legede vi også indbyrdes efter skoletid. Der var fire klasser på vores alderstrin, og jeg kan forstå, at de tre andre klasser slet ikke har det sammenhold, som vi har – og havde dengang. Vores lærere har også en stor del af æren for, at det blev. som det gjorde.

I februar 2017 mødes vi så igen – denne gang uden at besøge skolen. Vi har mistet én klassekammerat i 2013, og det er meget tragisk. Indtil videre har der været meget positiv tilkendegivelse til arrangementet, og vi GLÆDER os til at se dem allesammen igen. Jeg er sikker på, at ligesom sidst, så vil vi sidde og snakke og grine og mindes til langt ud på natten

Mønsterbryder


Venligst lånt fra “Fra Narkoman til Ironman”

Forleden mødtes jeg med en vaskeægte mønsterbryder! Foran mig stod en fyr med overkroppen fyldt med tatoveringer, og havde jeg ikke vidst bedre, så havde jeg desværre nok dømt ham på forhånd. Mange af os har en stereotyp forestilling om, hvordan en “bad guy” ser ud! I dette tilfælde blev den forestilling manet fuldstændig i jorden – han var glad, smilende og meget afdæmpet i sin fremtoning, hvilket ledte tankerne i den stik modsatte retning.

Jeg har længe tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at interviewe ham om hans helt utrolige liv. Jeg har fulgt ham på Facebook halvandet års tid, men det var først for nylig, at jeg skrev og spurgte. Hans historie er virkelig barsk … den kan dårligt blive værre … men han har formået at kæmpe sig op helt fra samfundets bund. Narkomaner er næsten det mest usle og sørgelige, man kan forestille sig ikk’? Men han kæmpede sig op og fri af sit misbrug, fordi han satte sig et mål. Flere mål faktisk … for det allervigtigste for ham var at blive en god og ordentlig far, for de to børn han havde sat i verden. To børn, hvoraf det ene var født med abstinenser … to børn som havde set og oplevet alt for meget i deres korte liv. Da de var hhv. elleve og otte år, fik han tilkæmpet sig forældremyndigheden, og er i dag den far, som han gerne ville have været helt fra begyndelsen af. Det andet mål var at gennemføre en Ironman … hvilket også lykkedes i 2013.

Jeg synes egentlig, at jeg møder mange mennesker på min vej, som har en interessant/utrolig historie at fortælle, og jeg vil rigtig gerne bringe nogle af de historier her på bloggen. Jeg har en fornemmelse af, at det er noget andre gerne vil læse om. Historier fra “Virkelighedens verden”. Om hvordan man formår at vende kaos og ulykke til et godt liv. Hvordan man kan kæmpe sig op og væk, fra det man kom fra. Hvordan man gennemfører de mål, man har sat sig. Alle har vi en historie … og nogle af dem vil jeg som sagt bringe her!

Interviewet … nej, jeg vil hellere kalde det en samtale … varede et par timer … og du kan læse det her.