Der skal handling og forandring til

Når man ikke føler sig 100% på toppen, og man ikke får hjælp fra sin praktiserende læge, så må man selv kridte skoene og forsøge at gøre en forskel! Hvis jeg havde været mere syg, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde haft overskud, men jeg ser sådan på det, at der skal handling og forandring til, for netop at få det overskud. Jeg har det sådan, at jeg vil have det bedre … jeg vil ikke finde mig i, at mit liv er sat på stand by, når der kan gøres noget ved det. Mit liv er for dyrebart til at spilde tiden på at være så vanvittig træt og ligge på sofaen al den tid, jeg ikke er på arbejde. Jeg tror ikke, at jeg selv kan ændre mit stofskifte, men jeg er sikker på, at jeg kan gøre noget selv, og det er jeg så gået i gang med.

Jeg har en plan

Først og fremmest, så er jeg nødt til at kigge på, hvad jeg fylder på “motoren”. Hælder du dieselolie på en benzinmotor, så går det galt, og du kommer ingen vegne. Selvom jeg ikke har spist mega usundt, så har jeg ihvertfald heller ikke spist optimalt. Min “motor” har ikke fået de bedste betingelser at køre på, så det er helt sikkert ét af de punkter, som jeg selv kan gøre noget ved Når man er så kræsen, som jeg er, så er det virkelig svært, men jeg ser det som en udfordring, som jeg er nødt til at kaste mig ud i, og så se om ikke min kræsenhed kan vende  og smagsløgene ændre sig. Der er røget 10 kg på vægten siden april måned, og det er alt alt for meget i forhold til min højde. Jeg kan heller ikke være i noget af mit tøj, så det er virkelig et dagligt nederlag at åbne klædeskabet fyldt med tøj, og så ikke kunne hive noget ned fra bøjlen og hoppe i. Dét skal der også ændres på

 

Madlog

Lige efter jul meldte mig på madlog, og mange vil sige, at “uuuha det der med at tælle kalorier! Det får jeg simpelthen ikke gjort!” Til det vil jeg sige! Hvis du rigtig gerne vil tabe dig og samtidig holde øje med, at du får den energi du skal have hver dag, så får du det gjort. Og helt ærligt! Det tager maks 5 minutter om dagen Herunder ser du  en tilfældig dag, hvor jeg har logget min mad og min motion. Under “Næringsindhold” kan jeg følge med i fordelingen af protein, kulhydrater og fedt. Det er vigtigt, at blodsukkeret er stabilt hele dagen, så man ikke går sukkerkold, og derfor sørger jeg også for at få pænt meget protein. I kalorieregnskabet kan jeg holde øje med, at jeg ikke overskrider dagens kaloriebehov. Jeg ville rigtig gerne smide et kilo om ugen, men det er ikke realistisk! Jeg har selv sat mig til at få 1300 kcal om dagen, for skal jeg under det, så ved jeg, at jeg går og er småsulten, og ja, så går det galt Til gengæld er det vigtigt for mig, at jeg hver dag er i kalorieoverskud. Det behøver ikke at være 700-800 kcal om dagen – et par hundrede kan også gøre det!

madlog

 

Når man ser det på skrift – det man har indtaget i løbet af dagen, så gør det noget psykologisk ved en Det er selvfølgelig vigtigt at man er 100% ærlig og taster ALT ind! Jeg har været alt for dårlig til det der med grøntsager hver eneste dag, men jeg kæmper for det nu, for jeg vil have mere energi og gå foråret i møde i langt bedre form. Jeg skulle meget gerne gå fra “kageform til topform” i løbet af de næste 4-5 måneder

 

Motion skal der også til

Jeg har altid været aktiv, og har altid elsket at røre mig. Derfor er det også ekstra hårdt nu, at jeg ikke har energien til det. På den anden side, så ved jeg også, at man får energi ved at bruge energi, så her skal jeg virkelig sparke mig selv ud af døren i 60-70 minutter HVER dag … uanset vind og vejr. Gåture i rask tempo er ganske udmærkede, og hvis man så lægger lidt bakker ind også, så er det kun en bonus. Jeg vil gerne løbe et par gange om ugen … og når jeg siger løbe, så er det nærmere jogging, for mit tempo er stadig meget lavt, og ikke i nærheden af tempoet jeg løb i i foråret. Heldigvis er jeg rigtig glad for at lytte til lydbøger, og da jeg har abonnement hos Mofibo, så er der ingen undskyldning, for det er super underholdning, mens jeg går Og det gode ved det er også, at lytter du til en rigtig spændende bog, så går tiden, og man mærker ikke rigtig, hvis det blæser og regner

Ikke noget nytårsfortsæt

Jeg er ikke til nytårsfortsætter, og ønsket om at ændre kostvaner osv. sker udelukkende på grund af helbredet. I stedet vil jeg gøre, ligesom jeg gjorde i 2016 … nemlig at have en krukke, hvor jeg samler på successer Det er langt mere motiverende og har en større positiv effekt. På mig altså Jeg har købt 10 uger på Madlog.dk indtil videre, og i de 10 uger håber jeg, at det lykkes mig at ændre på nogle ting, og samtidig gøre noget godt for mig selv og mit lave stofskifte. Min krop skal have de bedste betingelser i forhold til kost, motion og søvn, hvis jeg skal gøre mig håb om, at få det bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *