Det der ytringsfrihed

Jeg kan ligeså godt advare dig med det samme – dette indlæg bliver nok lidt længere end sædvanligt, for jeg har noget på hjerte, som er begyndt at fylde en del, kan jeg mærke🙄 Det drejer sig om mange menneskers misforståelse, omkring det der med ytringsfrihed😠 Jeg har ingen løsning på problemet, men udviklingen bekymrer mig, for det ser tilsyneladende ud til, at det kun bliver værre og værre.

I gamle dage

Hvis man var utilfreds med noget i “gamle dage” – altså før internettet og den slags – så skrev man et læserbrev til en avis. Der har helt sikkert været nogle læserbreve indimellem med et meget, skal vi kalde det farverigt sprog?😊 Der har uden tvivl siddet nogle redaktører rundt omkring på de landets redaktioner og vurderet, om det gik an at trykke disse! Der har helt sikkert også røget en finke af fadet i ophedede politiske debatfora, hvor en større forsamling af mennesker har været tilstede. Nogle gange så meget, at folk er røget korporligt i totterne på hinanden.  Så jeg siger ikke, at det er et nyt fænomen, det der med at ytringsfriheden går lidt over gevind. Det har altid eksisteret – bare ikke i den udstrækning, det er i dag. I dag bruger vi ofte de sociale medier til at udtrykke vores utilfredshed på.

Det der med ytringsfrihed

Sociale medier

Sociale medier er et kapitel for sig!! Jeg skal være den første til at erkende, at det ikke er altid, at jeg er enig i ting, der bliver slået op i diverse fora på eksempelvis Facebook. Men jeg får ikke en ubændig trang, som jeg slet ikke kan kontrollere, til at bidrage med min egne holdninger, og svinde andre til. Nogle er ekstremt hurtige til at gribe til tastaturet og give deres besyv med, og i “kampens hede” får de måske skrevet noget, som de dybest set ikke mente eller i hvert fald ikke mente i den tone, det blev skrevet i. Det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i … så må man bare være så voksen, at man giver en uforbeholden undskyldning, og forhåbentlig har lært det til en anden gang. Andre – sådan virker det nærmest – har det som en hobby at nedgøre og svine andre til. Helt uskyldige opslag kan ende ud i en tsunami af svinske og hadefulde kommentarer, og det egentlige emne kan ingen huske, fordi det har taget en helt uventet drejning. I lokale grupper er det ret tydeligt, at det er de samme personer, der føler behov for at irettesætte og nedgøre andre. Man kommenterer flittigt på folks udseende, deres holdninger og på psykiske og fysiske handicaps. Det virker, som om folk ikke har noget filter længere, og den der ytringsfrihed vi har i Danmark, den skal på død og liv bruges og misbruges fuldt ud. Det virker næsten som om, at bruger man den ikke, så risikerer vi, at den forsvinder eller hvad?

Det stikker helt af for mange

Jeg står fuldstændig uforstående overfor den stigning i verbal overfusning og fysisk vold, der foregår både i det offentlige rum, men også på de sociale medier. Hvordan er det kommet så vidt? Hvad er der gået galt? Vi har alle ytringsfrihed, bevares, men der er forskel på at ytre sig og sige sin mening på en pæn måde, og så til det vi oplever i dag. Der er faktisk stor fokus på problemet, men der er åbenbart ingen, der har lyst til at løse det – måske fordi det ikke kan løses? Det er så let at sidde bag sin computerskærm og kaste om sig med hadefulde kommentarer, men det er jo ikke kun online, at folk har taget det med ytringsfriheden et niveau opad. Ude i det offentlige rum – på gader og veje – der skal man virkelig passe på, at man ikke gør noget forkert – altså noget som opfattes som forkert i nogles øjne. Holder du som den første bil for rødt lys, og sidder du ikke med foden klar på speederen, hånden på gearstangen og koblingen i bund, i det sekund lyssignalet skifter til rødt, så du kan accellerere med en hastighed, der vil gøre selv en hærdet Le Mans kører misundelig, så kan du være sikker på, at du “får fingeren” og hornet i bund fra den eller de personer, der holder bag dig. Hvis du så tillader dig at ryste opgivende på hovedet, af de der tilsyneladende har så forbandet travlt og åbenbart har eneret på at færdes på asfalten, så hold for guds skyld bildøren låst, for du risikerer, at den bliver flået op af vedkommende, der dyttede og gav dig “fingeren”, og du bliver hevet ud og får et par på hovedet😡 Det er der nemlig nogle, der føler, at de er i deres fulde ret til, fordi du har provokeret dem ved din dårlige bilkørsel, og fordi du rystede på hovedet af vedkommende. Det udløser en “straksdom”😡  Det var bare ét eksempel på hvor let nogle lader sig provokere og føler sig i deres gode ret til at udføre selvtægt, eller hvad man nu skal kalde det! Det kan også være, at du sidder i en bus eller i et tog … eller befinder dig i en butik … hvor der er nogle, der føler, at de bare ytre sig og kommentere noget omkring dig som person, selvom de aldrig har mødt dig før. Politiet bliver overfuset dagligt – folk har ingen respekt for dem længere. Er der sket en ulykke på motorvejen, så opstår der “kigge-køer” … hvad FANDEN sker der for folk? Jeg er rystet over, at voksne mennesker tilsyneladende slet ingen pli eller filter har længere. Altså nogle voksne – for det er da gudskelov stadigvæk størsteparten, der kan finde ud af at opføre sig anstændigt. Men det er uhyggeligt så kort lunten efterhånden er hos mange! 😟

De seneste uger

Bedst når man tror, at nu kan det da ikke blive værre, så bliver man desværre bekræftet i, at jo det kan det faktisk godt!!! For et par uger siden fik vi kendskab til den sag, hvor en mor til en 15 årig pige lavede et opslag på Facebook, hvor hun berettede om, hvordan børn og voksne udøver vold mod de omvandrende maskotter i Bonbonland. Datterens arbejde består i at være inde i en af disse figurer, og hun oplever dagligt at blive spyttet på, sparket og slået. Af både børn og voksne!!! Hvad fanden sker der for folk? Jeg har slet ikke ord for, hvad jeg tænker og mener om sådan en opførsel, men det kunne være interessant at få en psykiater til at komme med et bud på, hvad der foregår i hovedet på den slags mennesker, for de kan da umuligt være helt raske😠

Det seneste jeg har læst om, er at nogle billister ikke respekterer begravelsesoptog! Det er tilsyneladende ikke unormalt, at man giver fingeren eller laver djævletegn (jeg ved ikke, hvordan man gør sidstnævnte, og er egentlig heller ikke interesseret i at vide det) fordi man som bilist ikke har tid til at køre bagefter i respektfuld fart bagvedr en rustvogn. Det er fuldstændig ude i hampen, men et meget godt eksempel på, hvor vidt det egentlig har udviklet sig. Sidste år gav Arbejdstilsynet rekordmange påbud til folkeskoler, fordi lærerne blev udsat for vold. I 2016 reagerede Arbejdstilsynet 74 gange på grund af vold og traumatiske hændelser inden for kategorien folkeskoler, privatskoler og specialklasser. Af reaktionerne var 45 påbud og to strakspåbud, som er de mest alvorlige reaktioner. Det er det største antal reaktioner for vold nogensinde. Her har jeg kun én konklusion på årsagen, og det er helt og aldeles forældrenes skyld og ansvar!!! Børn kopierer det de ser og hører hjemmefra, det skal man ikke have den udvidede studentereksamen for at vide!

det der ytringsfrihed
Mig-mig-mig kulturen

Hvor skal vi begynde, for at ændre denne meget uheldige opførsel overfor vores medmennesker? Vi skal selvfølgelig begynde med os selv. Kigge dybt og ærligt ind i os selv og se på, hvordan vi selv agerer på f.eks. Facebook og andre sociale medier. Vi skal tænke, før vi kommenterer i debatter eller opslag. Tænke over hvordan vi agerer, når vi står i kø i supermarkedet og venter. Når vi holder og venter i et lyskryds. Vi skal opføre os ordentligt og respektfuldt overfor hinanden uanset, hvor vi befinder os. Men vi er simpelthen nødt til at begynde med os selv, hvis det skal have nogen effekt. Der er alt for mange voksne mennesker, der ikke har den stopklods, der gør, at de tænker, før de taler. Det hele skal bare ud, uanset hvordan det påvirker modtageren. Mange mennesker har tilsyneladende et meget grimt behov for at skulle hævde sig selv. Fordi de så får det bedre med dem selv? Jeg tror det næppe. Jeg håber det ihvertfald ikke. Jeg håber simpelthen ikke, at man kan gå i seng om aftenen og tænke tilbage på en dag, hvor man bevidst har såret nogen, svinet dem til verbalt eller endda overfuset nogen fysisk i det offentlige rum, uden at få en virkelig dårlig smag i munden. Jeg har oplevet, at nogle der egentlig gerne vil sige noget i en gruppe på Facebook, starter ud med at undskylde for, at de har noget på hjerte. Det kan da ikke være rigtigt! Er det virkelig sådan et samfund, vi ønsker at leve i? At vores børn skal vokse op i? At det kun er nogle få selvudvalgte diktatorer, der har lov til at ytre sig i det offentlige rum, og at alle vi andre bare skal rette ind og indordne os? Fandeme nej😠 Og hvordan skal vores børn lære at opføre sig ordentligt over for deres medmennesker, hvis det de ser hos deres rollemodeller er det stik modsatte?

Det er let nok at sige, hvad der skal til – noget andet og yderst interessant er, hvorfor det er blevet sådan? Er det i bund og grund, fordi der ingen konsekvens er ved dårlig opførsel? Mange forældre er bange for at sætte grænser for deres små børn … orker ikke de konflikter der helt sikkert opstår i kølvandet på et “NEJ” 🙄  Måske fordi de har dårlig samvittighed over ikke at have nok tid til ungerne? Den smule tid der er til rådighed, skal ihvertfald så ikke bruges på konflikter/konfliktløsning, er det dér hunden ligger begravet? Eller er det fordi der er mange ressourcesvage forældre? Er det fordi vi forventer, at børnehaver og skoler skal opdrage vores børn?

Var det virkelig så slemt?

Hvad skete der egentlig med de værdier vi andre blev opdraget med? Det er muligt, at de ikke altid var skide pædagogiske, men vi vidste ihvertfald, hvor grænsen gik. Var det virkelig så slemt, at man havde respekt for sine forældre (ikke bange for dem, men respekt) og sine skolelærere? At man ikke afbrød voksne, når de talte? At man ventede til det blev ens tur? At man spurgte pænt om lov, når man var på besøg nogen steder, om man måtte se TV? At man rakte fingeren op i klassen og ventede med at sige noget, til læreren gav en lov? At man lærte at sige pænt tak for mad efter et måltid? Jeg er aldrig blevet slået af min far, men jeg havde stor respekt for ham, og jeg elskede ham overalt på jorden. Et blik fra ham var nok til, at jeg vidste, at nu skulle jeg nok lige holde lav profil. Jeg har tænkt over en ting, som foregik da jeg var barn i 70’erne, men som helt sikkert ikke ville kunne lade sig gøre i dag.

Min far og farbror havde to store naturgrunde med i alt tre søer. Grundene stødte op til hinanden, og der var som sådan ikke noget skel mellem dem, så vi børn havde ca. 13.000 kvm. at bolte os på. Der var to mindre søer (vandhuller) og så en lidt større. Fra jeg var omkring 3-4 år gammel – det er, hvad jeg selv kan huske – var jeg med min far ude på grunden næsten hver eneste weekend. Jeg – eller nogle af de andre børn – har aldrig haft redningsvest på, når vi løb rundt og legede uden opsyn. For det gjorde vi langt det meste af tiden. Var ude af opsyn altså😉 Vi kunne heller ikke svømme på det tidspunkt. Vandet tiltrak os, som det nu en gang gør med børn, og vi brugte timevis på at gå rundt helt nede ved vandkanten med et fiskenet og fange frøer. De stakkels frøer har været fanget mange mange gange i tidens løb😄 Når de var fanget, blev de straks sat ud igen👍 Min farbror havde en lille jolle, som vi sejlede i – uden redningsveste på. Vi havde fået en kort instruktion i, at man ikke 1. Stod oppe i jollen  2. Man forholdt sig i ro, når man var ombord  3. båden skulle være fortøjret eller en anden skulle holde den helt inde til søbredden inden man gik til eller fra borde.  I den “store” sø var der en ø inde i midten. Vi legede at jollen var en taxa, som fragtede folk til og fra øen. Ellers var der generelt kun én regel, og det var, at det var forbudt at løbe rundt i vandkanten af søerne. Her bevægede man sig i almindelig gang og passede på ikke at glide i. Konsekvensen ved ikke at overholde denne regel var, at man måtte sidde i bilen og vente, til vi skulle hjem. Det kunne vare flere timer, og det var der ingen af os børn, der var interesserede i. DERFOR gjorde vi som der blev sagt, og ingen af os er nogensinde faldet i vandet (vi lærte også at svømme i den store sø senere hen), og vores forældre gik ikke og var bange for, at en af os røg i vandet og druknede. Og forøvrigt! Ingen af os har siddet og ventet flere timer i bilen 😆 

Ville ovennævnte kunne lade sig gøre i dag? Det tror jeg faktisk ikke! For det første ville ingen forældre lade deres børn løbe rundt uden redningsveste på, når der var “farligt” vand indenfor rækkevidde. Og jeg tror desværre heller ikke, at ret mange børn i dag, ville have den fornødne respekt til at overholde én simpel regel. Eller at ret mange forældre ville tage konsekvensen og placere et barn i en bil i flere timer, hvis ikke det hørte efter. Det ville jo tangere børnemishandling – sådan oplevede vi andre det bare ikke – og jeg mener helt seriøst ikke, at vi har taget spor skade af, den opdragelse, vi fik.

Back to the good old days?

I en vis udstrækning ja tak! Jeg er af den holdning, at der er konsekvenser ved alt, hvad vi foretager os. Børn der vokser op skal ikke have flydende grænser, de skal vide helt nøjagtigt, hvad de må, og hvad de ikke må. Hvordan man opfører sig overfor andre, hvordan man passer på sine ejendele, hvordan man passer på den verden vi lever i osv. Jeg har intet imod, at man genindfører nogle af de “gammeldags” opdragelsesmetoder. I skolen mangler eleverne i den grad respekt, for der er ingen konsekvens. Jeg tror ikke, at eftersidninger og en tur på skoleinspektørens kontor er begreber man kender til i dag. Nogle var komplet ligeglade med at blive “sendt på kontoret” og den slags mennesker er ofte udenfor pædagogisk rækkevidde, og vil måske være det resten af deres liv,  men langt de fleste syntes da ikke, at det var særlig fedt. Eller hvad med at få skrevet hjem i kontaktbogen for den sags skyld?😟 Eller eftersidninger! Tja, det har sikkert heller ikke været sjovt at skulle blive en time ekstra, når de andre havde fri og skulle hjem og lege, kan jeg forestille mig, og mon ikke, at det har givet stof til eftertanke, hvis man har oplevet det et par gange? Hvad var der galt i at stå på række – to og to – og vente på at gå ind i klassen, til læreren havde sagt at man måtte? Absolut ingenting andet end at man lærte at høre efter, hvad der blev sagt uden at det på nogen måde føltes diktatorisk. Jeg vil vove den påstand, at de lærere vi havde mest respekt for, var også dem vi inderst inde bedst kunne lide, og de der var bedst til at undervise. De 45 minutters undervisningstid blev ikke brugt på at få os til at sætte os på vores pladser, tage vores bøger frem og høre efter. De blev brugt på undervisning. Selvfølgelig er der gamle og meget lidt pædagogiske metoder, som vi ikke ønsker tilbage, men generelt så mener jeg, at der er mange af de “gamle dyder”, som vi mangler i dag, og helt ærligt! Hvis det havde været så skidt og forfærdeligt dengang vi andre voksede op, så skulle flere generationer jo være tabt på gulvet og mentalt ødelagte!!!

Men hvad tænker DU derude? Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle synspunkter omkring, hvordan vi kommer problemet til livs, og hvorfor det er blevet som det er! Skriv endelig – kommentarfeltet er til det samme 😉 

 

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *