Gammel dagbog fra 1897

Brobakken 9

Min søns tipoldefar skrev dagbog fra han var 10 år og indtil han var 32 år – ihvertfald. Om han har skrevet længere frem, det vides ikke, men jeg tror ikke, at han har kunne lade være med at dokumentere sit liv.

Jeg så den originale dagbog for første gang i 1984, og jeg må tilstå at i en alder af 18 år, gjorde den ikke det helt store indtryk på mig. Og det må den så have gjort i et eller andet omfang alligevel, for jeg glemte den ikke. Den fine brune bog med siderne fyldt med sirlig skrift. Ikke ét eneste sted er der en blækklat, ikke ét eneste sted er der streget ord ud. Og hele vejen igennem er der skrevet med meget lille, og meget meget sirlig skråskrift.

Da jeg havde lavet første del af min egen slægtsbog i slutningen af 1990’erne, kom jeg til at tænke på den gamle dagbog … om den stadig eksisterede? Det gjorde den skam, og jeg fik lov til at låne den af min tidligere svigerfamilie.

Det var med ærefrygt, at jeg begyndte at skrive dagbogen af. Side for side fik jeg indblik i et liv for over over 100 år siden. Lige som da jeg slægtsforskede, så blev det også meget virkeligt, jo mere jeg fik kendskab til historien og mennesket bag.

Hans Peter Jensen skrev sin dagbog med det formål, at den skulle læses “en gang om hundrede år”. Han førte to dagbøger – en helt privat, og så denne her, som skulle være offentlig tilgængelig. Bogen er helt unik og meget detaljeret. Jeg har skrevet den nøjagtig af, og en side i dagbogen svarede faktisk til A4 side. Jeg afleverede en kopi af det færdigskevne materiale til vores lokalhistoriske arkiv. De blev ubeskriveligt glade og kvitterede med diverse fotos, som jeg kunne bruge.

Jeg håber, at du vil blive lige så fanget af historien, som jeg blev det, og jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse. Jeg har delt dagbogen op i kapitler, for at gøre den mere overkommelig at læse 🙂 Indtil videre har jeg fået tastet ind – her til bloggen – til og med 1907 🙂

Dagbog 1897-1899

Dagbog 1900-1901

Dagbog 1902

Dagbog 1903

Dagbog 1904

Dagbog 1905

Dagbog 1906

Dagbog 1907

Comments are closed.