Fra narkoman til ironman

FB_IMG_1470199288526

Venligst lånt fra “Fra Narkoman til Ironman”

En af de sidste dage i juli 2016, mødtes jeg med 40 årige Leo. Jeg havde sat ham i stævne i en af byens parker, og inden vi fandt et sted at sidde, købte vi et par kolde danskvand med citrus og tog med os. De næste par timer fortalte Leo sin utrolige historie.

En hudløst ærlig og barsk beretning. Leo er en sand mønsterbryder. Han formåede at komme ud af 20 års misbrug af alkohol og stoffer – og i dag er han clean på niende år. Leo er et levende bevis på, at man kan, hvad man vil! Han er et bevis på, at det er muligt at få sig et liv uden vold, stoffer, alkohol og kriminalitet. Han har bevist, at det er muligt at blive en rigtig god og kærlig far, sørge godt for sine børn og få sig en uddannelse. I år har han færdiggjort sin uddannelse som Procesteknolog!

 

Jeg vil meget gerne dele Leos helt utrolige historie med dig – så læn dig godt tilbage, skænk en stor kop kaffe og læs med! Interviewet er optaget og herefter skrevet ned. Jeg har stort set ikke redigeret, så du får det råt for usødet … meget autentisk og uden censur. Jeg vil tro, at du, ligesom jeg, vil sidde med en klump i halsen flere gange undervejs, men til slut have følelsen af, at hvor der er vilje, der er der vej! Man kan hvad man vil!

 

Mit navn er Leo, og jeg er narkoman

Hvilken slags familie kommer du fra, hvis vi skal begynde med begyndelsen?

Jeg er født i Aalborg i 1976. Ja, hvad kommer jeg fra? En dysfunktionel familie i hvert fald. Det jeg kan huske fra min tidlige barndom er råben, skrigen og ballade. Jeg kan huske, at min far vækkede min lillebror og jeg midt om natten … vi blev stoppet i vores flyverdragter og kørt ud på et værtshus, hvor min mor serverede. Hun skulle hentes af min far.

Det er faktisk meget meget lidt, jeg kan huske, fra da min mor og far var sammen. Ikke andet end ballade. Så blev de skilt, da jeg var fem-seks år. Jeg flyttede med min far, og min lillebror flyttede med min mor. Vi fik ikke selv lov til at vælge. Min mor har fortalt, at jeg var meget far-søgende. Som barn var det altidr: ”Hvor er far henne?” og hvis min far var der, så var det godt. Når jeg ser tilbage, på alt hvad der er sket i min barndom, så tænker jeg, at der er to måder man kan få respekt på. Enten ved at være et godt menneske eller ved at skabe frygt. Jeg tror, at meget af respekten for min far har været af frygt. Det eneste jeg kan huske fra min far er kaos. Tærsk morgen, middag og aften. Altså jeg kan kun huske at … hvis jeg tænker tilbage på min barndom i grove træk, så kan jeg huske en biograftur med min far, hvor vi var inde og se ”Die Hard” med Bruce Willis, da den havde premiere … den første af dem … jeg kan huske en cykeltur med masser af vand … og så kan jeg huske nogle spejderture. Det er sådan set dét, jeg kan huske fra min far af! Jeg kan huske, da jeg lavede Facebook-siden ”Fra Narkoman til Ironman”, da han kontaktede mig og skrev, at det var sgu da en rørende historie, men det måtte jeg egentlig godt slette igen, for det var noget frygteligt vås at skrive. Jeg blev sgu så’n lidt … hmm … jeg blev sgu overrasket, og blev meget i tvivl om, om det var mig, der var galt på den? Er det noget fis, jeg kan huske fra min barndom? Eller hva’? Jeg fandt en masse på Facebook, som jeg havde gået i skole med … jeg kontaktede noget af min fars familie, som han heller ikke snakker med mere, og der er ikke nogen, der decideret kan … altså alle sagde, at der var noget galt! Nogle af dem jeg kontaktede spurgte: ”Er det dig?” … jeg svarede: ”Ja det tænker jeg, at det er!”  og de sagde: ”Vi troede sgu, at du var død!” … altså jeg forsvandt jo fra den ene dag til den anden! Grundlovsdag i 1989 kørte min far mig væk, fra det hus jeg boede i, sammen med hans nye kone og hendes to børn. Jeg blev kørt over til Sjælland til min mor i en gammel rød Lada med en hestetrailer bagefter, hvor alle mine ting stod i.

Leo smågriner og fortsætter:

Jeg havde ikke ret mange ting med. Jeg havde et værelse med et klædeskab, et skrivebord og en seng, det var det! 

Var det fordi du ikke passede ind i den familie?

Fra narkoman til ironman
Jeg tror simpelthen … for det første … altså lige præcis det du siger der, det med at jeg ikke passede ind i den familie, nej det tror jeg ikke, at jeg gjorde! Jeg tror ikke, han havde … øhm … jeg tror ikke, at han havde, det der skulle til! Altså jeg har gået på sindssygt mange forskellige skoler, og min far har bare taget mig og problemet og flyttet begge dele hver gang. Han har aldrig nogensinde taget fat om problemerne med mig … og nej, jeg har nok ikke været nem! Jeg hang i lysekronerne og var dreng med stort D, og jeg for rundt, du ved! Selvom han havde tævet mig og givet mig en højhalset bluse på, så ikke man kunne se mærkerne … og skrev i kontaktbogen at jeg ikke måtte have idræt, så var jeg jo ligeglad. Jeg smed bare tøjet og var med, fordi det var der, hvor jeg havde mine forcer. Men nej, jeg passede ikke ind.

Vi har lige … mine forældre … altså når jeg siger mine forældre, så er det min mor og hendes mand … for min rigtige far, ham holdt jeg op med at kalde far for mange mange år siden! Men altså mine forældre har en ødegård i Sverige, og der har vi lige været oppe … og da snakkede vi faktisk om det … det er sjældent, at det er noget, vi snakker om som sådan … øhm … men som min mor sagde, så var det sjovt, for når hun så familien, så stod de andre i deres stiveste puds, og så stod jeg i et eller andet aflagt tøj ikk’! Så prøvede min mor altid at købe et eller andet til mig som øh … eller … min lillebror var meget større end mig … så syede hun hans tøj ind, så jeg havde noget der passede nogenlunde … men tøjet det så hun aldrig igen, når jeg kom retur! Så nej, jeg har ikke passet ind! Jeg ved ikke, om jeg ikke har været fin nok eller god nok!

Så du din mor jævnligt, efter du var flyttet med din far? 

Min mor er fra Sjælland og flyttede tilbage til sine rødder i Tølløse, hvor hun kom fra. Da min mor kom tilbage til Sjælland, blev hun indlagt på hospitalet, og man fandt ud af, at hun var alvorligt syg. Hypofysen fungerede ikke, og hun blev forsøgskanin og fik noget medicin. Min lillebror kom på en skole på en døgninstitution på Orø.

Leo smågriner lidt igen …

Nogle af de første gange jeg begår noget kriminelt, det er på overfarten mellem Juelsminde og Kalundborg … der knækker jeg de der enarmede tyveknægte. Jeg kan huske, at jeg bliver sendt over en gang imellem til min mor, og de hentede mig i Kalundborg.

Var du glad for din mor?

Ja som jeg kan huske det, så var jeg … ja det var jeg! Men ti minutter efter … fem minutter efter jeg havde sat mig ind i bilen, så lå min lillebror og jeg og sloges … min mor havde fundet en anden mand, som jeg i dag kalder min far … og som han siger, så sloges min bror og jeg ikke! Vi tævede hinanden på bagsædet så blodet og hårtotterne fløj omkring os … jeg tror, at jeg har være misundelig på min lillebror, og han har været pisse irriteret over, at jeg skulle komme og blande mig, fordi han nu havde det godt hos sin mor.

Leo sidder stille lidt og tænker …

FB_IMG_1470199246350

Venligst lånt fra “Fra Narkoman til Ironman”

Men i dag … min mor er mit største idol i dag! At hun har kunne bruge 20 år af sit liv på at se sin søn junke sig halvt ihjel, det synes jeg sgu er imponerende! Det kunne hun så heller ikke de sidste to år … der måtte hun smide håndklædet i ringen. Det var enten hende eller mig!

Hvordan begyndte det?

Jeg endte på en opdragelsesanstalt, da jeg var elleve år. En Tvind kostskole oppe i Tarm, og der var de store drenge … de sniffede amfetamin, og vi lærte at rulle pot ind i smøger og øh …. Første gang jeg blev præsenteret for sådan noget amfetamin, da tænkte jeg bare … hold kæft, den der følelse af være pisse uduelig … min far har råbt og skreget af mig lige ind i skallen, når jeg fik et par på snotten, at jeg aldrig ville blive til en skid … hvis du fortæller det mange gange til børn i den alder, så tror de på det! Jeg er pisse uduelig, og jeg bliver ikke til en skid! Og jeg kan huske første gang, jeg ramte amfetaminen, oppe på den der kostskole … hold kæft, hvor jeg følte, at jeg kunne det hele! Jeg følte, at jeg var noget … det blev min flugt … det blev min udvej til at synes … jeg havde et lavt selvværd og det forsvandt … og så eskalerede det bare … lightergas, tjald og pot!

Du kom til Sjælland, da du var 13?

Ja, men jeg ved ikk’! Jeg syn’s ikk’, at jeg går ret længe på den kostskole … jeg kan ikke huske, hvad der skete … da jeg kom tilbage til kostskolen fra min far af …

Blev du smidt ud?

Fra narkoman til ironman
Jeg ved det faktisk ikk’! Jeg ved det ikk’ … men jeg kan huske, da jeg kom tilbage til min far … jeg stak af hele tiden! Jeg kunne ikke lide at være hos min far, så jeg stak af hele tiden … min farmor holdt hånden over mig, og hende stak jeg tit op til. Når min far så kom eller ringede og spurgte efter mig, så svarede hun, at jeg ikke var der. Jeg kan huske, at jeg havde en avis- eller reklamerute … et eller andet jeg ikke kan huske hvad var … men jeg kan huske, at en dag jeg kom hjem med min cykel, og der holdt en hestetrailer bag ved Lada’en, og der stod mine ting inde i den hestetrailer. Jeg tænkte bare: ”Hvad fanden?” … et eller andet sted tror jeg godt, at jeg vidste, hvad der skulle foregå … jeg havde ytret overfor til min far engang imellem, for han snakkede om familiepleje og alt muligt, jeg havde sagt, at jeg gerne ville over til min mor, men det sagde han, at det kunne jeg ikke, for hun var jo syg og alt muligt. Hver anden gang jeg kunne komme i nærheden af en telefonboks, så ringede jeg til min mor.

 Leo bliver stille og kigger fremfor sig …

Det er den længste køretur i mit liv. Fra Vejle til Store Merløse blev der ikke sagt et ord. Så satte min far traileren af i Store Merløse og kørte igen. Det var sgu lidt imponerende!

Han griner en glædesløs latter …

De næste par gange jeg hørte fra ham, var han skidefuld. Så ringede han til påske eller til jul! Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, til en påskefrokost hvor han ringede, ”mange ting er du, men min far det er du ikke, så du behøver ikke at ringe til mig mere, for jeg gider ikke snakke med dig. Vi har ikke noget sammen.” Da min farmor så døde, var jeg derovre og være med til begravelsen, og siden har jeg ikke set ham!

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg bærer nag til min far, om jeg er sur på ham eller … altså som aktiv (der menes aktiv misbruger) … hold kæft hvor havde jeg tit lyst til at tage over og slå hovedet ned i maven på ham … men efter jeg er blevet clean og ædru, tænker jeg, at med de midler han havde på det tidspunkt i hans liv, har han gjort det så godt, som han kunne. Ikke at det skal være en undskyldning for at man slår på sine børn, for det findes der ikke nogen undskyldning for! Men jeg tror simpelthen ikke, at han har kunne overskue det. Jeg ødelagde alt, hvad jeg kom i nærheden af … hvis du gav mig en kniv, så skrællede jeg al barken af træerne, satte du mig ind i et musiklokale, så ødelagde jeg alle instrumenterne. Jeg har været et meget meget frustreret lille barn. Jeg tror ikke, at han har haft det let med mig. Jeg har altid sagt, altså efter jeg blev clean og ædru, at bag lorteunger er der lorteforældre! Børn bliver, hvad de spiser! Det kan jeg se på min egen søn i dag. Hold kæft hvor han ligner mig både af udseende og væremåde.

 Fra narkoman til ironman

 

Sjælland

 
Jeg kan ligeså tydeligt huske … jeg gik i cowboybukser, tørklæder og cowboyjakke med rygmærker, bowlerhat med tørklæde … og smøger og Zippolighter og tjald på lommen … så endte jeg på Store Merløse Centralskole! Jeg tror, at de fik lige så stort et kulturchok, som jeg gjorde!

Fik du gjort folkeskolen færdig?

Ja og nej! Store Merløse Centralskole var meget træt af mig til sidst! Min mors mand arbejdede for et firma, der lavede elmaster, og da de væltede muren i Berlin i ’89, da rejste han derned for at bygge nogle elmaster, og min mor var dernede tit. Skolen havde ikke … altså jeg tror ikke, at der foregik de store skole-hjem-samtaler, det tror jeg ikke rigtig,  der var noget af, som jeg husker det. Da jeg skulle i 8. klasse, fik jeg et frivilligt valg … om jeg vil skride eller blive smidt ud! Da lavede de en ordning, så jeg kunne komme i praktik i tre perioder på det skoleår. Det ene sted blev hos Frode Laursen i Tølløse. Det andet sted blev bageren i Tølløse, og det tredje sted blev Slagelse Kaserne, hvor man havde samlet omkring 30 rødder – nogle magen til mig – jeg ved ikke helt, hvad det gik ud på! Det var fest og ballade … det var sgu meget skægt! Der har jeg faktisk papirer fra, hvor der står, at jeg har et kæmpe overskud, og hvis jeg formår at bruge det, så vil det være godt. Jeg hjalp de andre med at slæbe deres oppakning, fordi jeg havde krudt i røven. Hos Frode Laursen gik det lidt galt. Jeg passede ikke ind i deres slæng. De kunne ikke have mig på lageret … jeg tror, jeg væltede med en truck med vindruekerneolie … så skulle jeg i stedet ud at køre med en lastbilchauffør, og det duede heller ikke rigtig. Jeg ved ikke, om jeg mødte morgenskæv … jeg passede i hvert fald ikke ind. Hos bageren … det var sjovt! Der følte jeg for første gang … sammen med svendene midt om natten … jeg syntes, det var skide spændende det der … jeg kunne faktisk godt lide det! Han sagde til mig, da jeg er færdig … og jeg passede altså min praktik … og han sagde så til mig, at det godt kunne være, at jeg skal finde noget andet at gå op i, for bager det blev jeg aldrig! Jeg har altid haft det sådan i mit liv … hvis du trodser mig … hvis du siger, at der er noget jeg ikke kan, så gør jeg det.   

Jeg tog så hjem til min mor og far (bonusfar) og sagde, at jeg skulle være bager. Så sagde min far til mig: ”Du kan ikke engang finde ud af at stå op! Hvordan fanden vil du blive bager?” Jeg svarede bare, at det skulle jeg nok finde ud af. Bager det ville jeg være. Så jeg begyndte på bagerskolen – den gamle der lå i Sct. Hansgade (Ringsted) – jeg var ikke fyld atten, så jeg kunne ikke vælge den lige vej dertil. Jeg skulle igennem et andet forløb … kokke og tjener, du ved … det gik helt galt. Det var fest og ballade og nogle gange vågnede vi op i detentionen og kunne lige nå ud til skolen og sove på skolebænken. Det var noget værre knald! Men der var en af lærerne på skolen, der sagde til mig: ”Jeg kan se et eller andet godt i dig, men dette her det dur ikke, du skal i mesterlære. Du skal ud og have dig en mester og stå i lære hos.” Så stak han mig en seddel på et bageri i Køge, og så tog jeg ned til ham. Han ville godt prøve, så jeg kom i lære hos ham. Min mestersvend var en langhåret gut med tatoveringer op og ned af armene, og det passede mig fint. Jeg kan ikke huske ret meget af min læretid, det kan jeg ikke. At jeg tre år og to måneder efter stod med et svendebrev i hånden, det forstår jeg ikke.

Du er uddannet bager? Det er da imponerende!

Det er vildt imponerende! Fordi jeg kan ikke huske det som sådan! Jeg havde amfetamin til at ligge i hans fryser, og jeg kom skide skæv om natten. Bageriet lå i Ølby og tæt på det, lå der et kollegium, og der boede jeg. Altså til at starte med støttede mine forældre op om det, og vi fandt et værelse i Køge. Jeg tror faktisk, at det var under et skoleophold i Ringsted, at jeg mødte børnenes mor. Hun havde tre brødre og det var dømt til at gå galt. Det kan jeg se nu, med den viden jeg har. Hun flyttede ned til mig, og vi fik lov at bo på kollegiet. Vores datter blev født, lige da jeg blev udlært. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg sidder og genfortæller det på denne her måde!

Han kigger stille fremfor sig og smiler ved minderne

Fra narkoman til ironman
Vi boede på kollegiet på dispensation et stykke tid efter, at jeg blev udlært, og så blev vores datter født. Jeg prøvede som en sindssyg at få min eks til at … hvis nu hun havde fået en uddannelse … så kunne vi være blevet boende der. Jeg tror faktisk, at jeg gik over og fik arbejde hos min mester igen. Men det holdt ikke. Jeg kunne ikke passe mit arbejde. Jeg var for skæv! Jeg var altid fuld og skæv.

Vi fandt et hus i Tureby … og flyttede allerhelvedes langt ud på landet … og havde kun én bil. Hun havde ikke noget arbejde, og jeg kunne ikke passe et. Så det var dømt til at gå galt, og det gik også galt igen!  Da jeg var atten år og fik kørekort … da begyndte jeg at ligge og køre nogle escortpiger rundt. Det gik faktisk meget godt! Så begyndte jeg også at køre rundt med stoffer … fandt ud af at det var der lidt penge i … så det hele ramler ude i Tureby, og vi har ikke noget sted at tage hen. Vi ender hos hendes (ekskonen) far. Der var tre etager på huset, og som jeg husker det, så fik vi kælderen at bo i. Fyldt med fugt og slet ikke et sted man kunne have børn. Jeg kæmpede med hendes brødre … kæmpede med at komme lidt ind i varmen … den ene gik det meget godt med, han røg også noget tjald og drak nogle bajere … jeg fandt stille og roligt ud af, at de alle drak som et hul i jorden. Man kan sige, at i dag er den ene bror død af en overdosis, forældrene er døde af druk og efterfølgende fandt vi ud af, at den ene storebror misbrugte vores datter, da hun var lille! (Han blev dømt for overgrebene og har afsonet sin dom).

 
Vi fik en lejlighed oppe over en gammel bager i byen, og der boede vi, indtil vi blev skilt. Vi blev gift, mens vi boede der, og kun en måned efter blev vi skilt. Vi fik vores søn, og det var det der med, at hvis vi kan redde forholdet med at få et barn så! Jeg ved ikke helt, hvad det bryllup skulle til for! Det har jeg tit tænkt på … hvorfor?

Var din ekskone misbruger?

Altså da vi fik vores datter i 1996, var hun ikke. Vores søn blev født med abstinenser i 2000. Så hun blev misbruger i hvert fald. Nu sidder jeg måske og får lidt dårlig samvittighed … om det var min skyld … men det har jeg været igennem mange gange. Jeg tænker også, at familiemæssigt har hun haft alle relationer til at gå den vej. Det har i hvert fald heller ikke gjort det lettere for hende at være kæreste med en som mig. Jeg var både voldelig og drak og kom og skred som det passede mig og var hende utro! Den eneste kæreste jeg nogensinde har været tro, er hende jeg har nu! Vi har snart været sammen i fem år. Jeg har været clean i snart ni år, så det skulle jo gerne gå den vej.

Til at begynde med gik det faktisk godt … men hendes brødre havde det svært med mig … jeg var rebelsk, og gjorde som det passede mig … jeg ville ikke rigtig deres vej på nogen måde, så det var lidt svært. Jeg kom også udefra og tog deres søster med til en anden by … og det var ikke med min gode vilje at skulle tilbage til byen igen. Det var sgu turbulent!

Hvad skete der så? I blev skilt?

På et tidspunkt så gik det ikke mere. Vi blev gift, og dagen efter var jeg sammen med en anden! Det var jeg on og off hele tiden. Jeg ved sgu ikk’, om hun vidste det, men vi blev i hvert fald skilt en måned efter vi blev gift! Jeg fik en lille lejlighed i centrum, og der var et bordel deroppe også! Der sad jeg så og solgte stoffer … og vores datter var flyttet med mig! Jeg har altid været glad for musik og for at lave mad, så jeg tog mine kokkeknive og mine CD’er, og så skred jeg. Etablerede jeg mig der i lejligheden og havde min datter med. Hun var syv år og sønnen var tre. Hun var begyndt i skole, og jeg engagerede mig i skolebestyrelsen. Jeg sendte hende i skole … som regel altid i taxa i skole … hun kom forbi bageren og fik morgenmad med, og vi var forbi smørrebrødsforretningen, hvor hun fik en madpakke med. Jeg syntes jo selv, at det gik godt. Jeg syntes jo ikke, at der var noget galt. Hun passede sine ting, men der var et rend af mennesker og hun har set ting i lejligheden, som hun ikke skulle have set osv. osv., så en eller anden dag, så kom der en stævning med posten, om at moren søgte om at få vores datter. Jeg skulle aflevere hende, fordi jeg vanrøgtede hende. Og jeg tænkte bare på det tidspunkt: ”Fedt mand, så kan jeg tage stoffer i fred.” Så var det på plads, så det gjorde jeg bare, vel vidende et eller andet sted, at moren i hvert fald ikke var et hak bedre end mig, med at misbruge sig selv ved at tage stoffer, og et rend ind og ud af forskellige mænd her fra byen, som jeg ved enten har været misbrugere af det ene eller det andet. Vel vidende at mine unger faktisk ikke havde det særlig godt, så steg mit misbrug også. Fordi jeg vidste at mine børn ikke havde det godt … øhm … så blev mit misbrug bare værre og værre.

I 2005 var jeg bare træt af det hele. I 2002 eller 2003 der arbejdede jeg hos Pihl & Søn, og de havde nogle boliger ude på Refshaleøen … en skurvognsby … og der fik jeg en bolig ude. Jeg fik faktisk lov til at se ungerne hver anden weekend, så de var hos mig der. Det husker jeg som noget helt vildt fedt, at jeg fik lov at se mine børn, men det børnene fortalte mig gjorde også, at jeg blev mere og mere ked af det. Jeg opbyggede en form for depression indeni, som gjorde at jeg til sidst prøvede med en geografisk flugt. Jeg havde ikke lyst til at være her mere, så jeg flyttede til Grønland. Men nissen flytter med! Og er der noget sted, hvor der er misbrug, så er det i Grønland! Er du sindssyg mand! Telefonen ringede en dag deroppe … den eneste der havde mit nummer deroppe, var min mor … telefonen ringede, og jeg tror at det var hende, men det var min datter … hun blev ni år, og hun havde ikke fået noget at dele ud, ingen opmærksomhed, ingen gaver eller noget! Jeg snakkede med min mor om det, så det klarede hun. Der tror jeg, at det for første gang i mit liv gik op for mig: ”Fuck jeg har nogle børn! Jeg har sat noget i verden, som jeg har et ansvar for.”

 

Hvor længe blev du på Grønland?

Syv otte måneder tror jeg! Jeg slugte et halvt glas antabus og drak en halv liter vodka, men det er et forkert sted at gøre den slags … på Grønland! De har eddermame prøvet den slags før, så de pumpede mig ud med sådan noget aktivt kul … rimelig klam oplevelse … øhm … og så stod jeg deroppe og tænkte … for min mester var jeg selvfølgelig også blevet uvenner med … så jeg havde valget mellem at få en rød billet og rejse hjem eller tage ud og fange krabber eller noget andet lort. Så hvad fanden? Jeg havde tjent nogle penge … jeg boede hos nogle grønlændere … til sidst så ringede jeg hjem. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kontaktede børnenes mor og spurgte, om hun gad komme og hente mig i lufthavnen. Og det gjorde hun. Vi røg forbi Christiania og jeg fik en masse tjald, og jeg røg forbi Blågården og fik alt muligt andet og øh … jeg tror faktisk, at det var heroin!

Havde du aldrig taget heroin før?

Nej det havde jeg ikke! Det startede jeg så småt med, da jeg er 27 år. Jeg surfede det på sølvpapir … jeg kendte en masse som stak sig i armen, og der var bare et eller andet … jeg har altid vidst med dem, jeg har handlet for og handlet med … jeg har altid vidst det der med rockerne … det er enten eller i alt! Enten så går du helhjertet ind i det eller også holder du dig allerhelvedes langt væk fra dem, og det gælder også måden at indtage stofferne på. Lad være med tjenesterne … lad være med at skylde dem noget … og lad være med at skyde dig i årerne. Så går det galt! Det har jeg aldrig turde. Men det er jo den samme sygdom du lider af, de samme penge der skal bruges til det (6.000-7.000 kr. om dagen). Der er nogle andre følgesygdomme med bylder på lungerne og alt muligt, når man surfer på sølvpapir  … det er i stedet for at få HIV, leverbetændelse og alt muligt skidt, som når man stikker sig i årerne. Det turde jeg sgu ikk’!

Fra narkoman til ironman
Efter at være kommet hjem fra Grønland, så endte jeg hos min svigerfar igen. Jeg fik et lille værelse øverst i hans hus, hvor jeg havde skåret en plastiksæk ud og sat i vinduet, for at lukke dagslyset ude, og så havde jeg en madras på gulvet. Der tror jeg inderst inde, at jeg havde givet op. Jeg havde lyst til at dø. Jeg lagde mig til at dø stille og roligt. Jeg røg og drak og surfede heroin og røg tjald … det eneste jeg kan huske i lang tid derfra er mine børn. De kom engang imellem og løftede dynen, lagde sig ind til mig og puttede med mig. Den dag i dag tror jeg, at det var dét, der holdt mig i live … jeg havde givet op. En dag stod jeg i karnappen på førstesalen og havde udsigt over hele byen …  der var bare noget der slog mig … at hvis jeg skulle overleve, og hvis jeg skulle være noget for mine børn, så skulle det være nu. Jeg var begyndt at brække mig meget. Min lever og mine nyrer var ved at stå af. Jeg røg tit med akutbilen til Slagelse sygehus. Jeg ved sgu ikke, om det har været sommer eller hvad … det må det næsten have været! Jeg kan huske at solen skinnede, og det var godt vejr, og jeg var nybarberet … så tog jeg ud til en lokal virksomhed og gik ind og spurgte, om ikke jeg kunne få noget arbejde, og det var jeg så pisseheldig at få! På min 30 års fødselsdag den 14. marts 2006, fik jeg en lille lejlighed inde i byen. Da besluttede jeg mig for … der prøvede jeg at beslutte mig for at lade være med … jeg ved ikke, hvad det var jeg besluttede mig for … men hvis jeg ville holde op med at surfe amfetamin, så røg jeg bare noget mere tjald og drak noget mere, og hvis jeg ville stoppe med at drikke, så røg jeg bare noget mere heroin. Der var ikke noget af dette her, jeg kunne stoppe med på samme tid, det var der ikke. Det kunne jeg simpelthen ikk’! Jeg blev vicevært i ejendommen, jeg boede i, der blev et fandens til rend ind og ud af min lejlighed … druk og ballade … unge mennesker … fester natten lang … der var ikke andet end ballade! Men det gik jo helt galt! Jeg havde ikke betalt min strøm, så jeg havde fundet en stikkontakt oppe på loftet, og trukket en udvendig ledning ned til min lejlighed … helt igennem bare råddent. Hver eneste gang de kom og tog mit antennestik, så kravler jeg op og skruede det i igen … det var helt galt! 
I lejligheden åbnede min hoveddør indad og lige bag hoveddøren var døren til toilettet … og toiletdøren åbnede udad … de to døre dannede tilsammen en trekant. På et tidspunkt fandt jeg mig selv liggende i den lille trekant … fuldstændig vissen. Da jeg kom til mig selv, så lukkede jeg hoveddøren … og bag på den var der skrevet: ”Regel nr. 1: Absolut ingen alkohol. Regel nr. 2: Børn skal være børn”. Det var min egen skrift – store og små bogstaver blandet sammen. Hvor helvede det kom fra, det ved jeg ikke, men jeg kunne se, at det var mig selv, der havde skrevet det.

Havde du stadig dit arbejde på det tidspunkt?

Ja det havde jeg! Efterfølgende har jeg siddet og lagt mine lønsedler frem … jeg ved ikke hvorfor … men altså … svendebrev og alt muligt fra min barndom – jeg har ingenting … men mine lønsedler ligger år efter år … du må ikke spørge mig, hvordan jeg har kunne opretholde at have et arbejde, for det ved jeg simpelthen ikke.

Afvænning

Når det slæng jeg kom i sagde, at jeg var syg i skallen, og de kunne ikke holde ud at være sammen med mig … der tænkte jeg, at det ikke var rigtigt! Jeg syntes, at det var noget mærkeligt noget. Men jeg fandt ud af stille og roligt, at de mente det sgu. Bedst som vi sad sammen, så kunne jeg rejse mig op og kaste rundt med flasker … fuldstændig syg i hovedet … der var en brist, det var der! På det tidspunkt var der kun én, der kom og besøgte mig og han øh … vi skulle ud og lave noget sort arbejde, og han sagde til mig: ”Vi skal ud og lave noget sort arbejde” … men det gad vi så ikke, fordi det regnede osv. … så sagde han: ”Men vi kan køre derover Mellem Broerne” og jeg spurgte: ”Hvor? Hvad er der der? Hvad fanden er det for noget?” … han svarede: ”Det er sådan et sted for alkoholikere og narkomaner!” … så sagde jeg: ”Jeg er sgu da hverken alkoholiker eller narkoman!” … Altså jeg har jo altid siddet i min firmabil og røget joints … jeg tog en guldbajer, tog en tår af den, så hældte jeg en Underberg op i den, så drak jeg den, så mixede jeg mig nogle joints … surfede lidt heroin, og så var jeg klar til at køre på arbejde! Så havde jeg 5-10 joints med i lommen og amfetamin til at komme lidt op at køre på … når jeg så kørte forbi en bænk, hvor der sad de der portvinsdrikkende tosser, så tænkte jeg: ”Hvad fanden er der galt med dem? De sidder der og drikker – få jer dog et liv!” … efterfølgende har jeg jo fundet ud af, at jeg har været i samme båd som dem. Men det er det der med at erkende det ikk’? … så at jeg skulle med ham kammeraten derover til sådan et sted, der tænkte jeg: ”Nu må du sgu styre dig!” … han sagde så: ”Der er gratis morgenmad og billard derovre!” … det trak så lidt opad. Så jeg tog med derover. Det var kommunen som havde dette sted hvor misbrugere kunne komme og ligesom prøve og få vendt skuden til måske at komme ud af det og få et liv. Det er NA relateret, men har ikke noget med det at gøre som sådan.

Jeg trådte ind ad døren derovre, og der sad en langhåret flipper-hippie i hørbukser og drak te. Han kiggede på mig og sagde: ”Nå du er ved at være klar hva’?” … og jeg tænkte: ”Hvad fanden snakker han om, sådan en tosse?” … Jeg vejede 56 kg og havde ikke flere tænder i kæften … jeg lignede lort! Så sagde han til mig, at han lige skulle have en snak med mig, inden jeg gik derfra, og jeg svarede bare: ”Ja ja!” Der var gratis morgenmad og billard, og vi hyggede os. Jeg kunne spejle mig i alle dem, der var der … nogle var aktive (aktive misbrugere) og nogle var ikke aktive længere … men ikke-aktive mennesker kan man godt spejle sig i alligevel! Selvom jeg ikke er aktiv længere … og jeg nu er håndværker og render på en byggeplads, så kan jeg lige nøjagtig spotte, de der er misbrugere af den ene eller anden slags! Der er bare en jargon imellem dem, og de kan også godt kende et eller andet hos mig, men kan så ikke lige finde ud af, hvorfor jeg ikke har lyst til at gå med ud bagved og ryge noget tjald eller drikke nogle bajere … men der er et eller andet man kan spejle sig i, og det var der også ovre på det mødested. Da jeg gik derfra, råbte ham tossen inde fra kontoret efter mig: ”Kom lige herind” … og så sagde han til mig: ”Hvad øh … du er ved at være klar?” … jeg svarede: ”Hvad snakker du om?” … ”Jamen jeg kender en, som er her fra byen, og han vil kunne hjælpe dig.” … han nævnte navnet på en tosse her i byen, som er en af de eneste jeg har haft respekt for og som har kunne give mig en røvfuld … og så tilføjede han: ”Må jeg ikke sætte dig i forbindelse med ham?” … jeg svarede: ”Du må da ikke være rigtig klog!!! Er du helt vanvittig mand! Ej er du sindssyg, ham gutten er helt skudt i bøtten!” … ”Han har været clean i tre år!” … ”HAM??? Har han været clean i tre år??? Det tror jeg ikke på!” … men det var rigtigt. Jeg har altid haft tre telefoner … en til familien, en til de hårde stoffer og en til de bløde stoffer … og jeg kom til at give ham nummeret til den familierelaterede telefon. Han sagde så til mig: ”Han ringer til dig i aften!” … jeg havde haft nogle kontroverser med ham  gutten tidligere … der havde været et mord, og det vidste jeg et eller andet om … og det havde jeg fået sagt noget om ude på Christiania … og det var så åbenbart kommet ham tossen for øre … han kendte en, som det skulle have været og bla bla bla … han havde jagtet rundt i byen og fået fat i mig pga. en tatovering jeg har, som er let genkendelig, og vi havde lige haft … ikke en kontrovers, men vi havde lige stødt på hinanden, kan man sige! Og så om aftenen ringede telefonen, og jeg tog den. Han sagde: ”Det er dig med den tatovering på overarmen!” … det måtte jeg jo sige ja til … han sagde så: ”Du har snakket med ham ovre på mødestedet, og du skal med til et møde!” … jeg svarede: ”Jamen jeg har sgu lige noget, jeg skal … et badeværelse jeg lige skal have fuget og så’n du ved!” … han hørte ikke efter, hvad jeg sagde:” Nå, jamen det er godt, jeg henter dig klokken seks i morgen aften!” og så lagde han på. Jeg kan huske, at alt hvad jeg havde i mit hjem af heroin, amfetamin, tjald og bajere… hele lortet … jeg tog hele pisset! Jeg rullede persiennerne ned og slukkede alt lys i lejligheden. Spasseren kom klokken seks og han bankede på og bankede på. Han gik rundt om bygningen og til sidst åbnede jeg døren. Han er kæmpehøj og tusset over det hele … en ordentlig kleppert … og så fik jeg bare det største kram af ham, hvor jeg tænkte ”Hvad fanden sker der her?” … jeg gik med ham ned på gaden og satte mig ind i hans bil. Min tanke var, at nu kører han mig ud til byskiltet, og så bliver jeg skudt! Nu stopper verden. Han tog mig med til mit allerførste NA møde. Det har været den 6. november 2007 og den 7. november 2007 var min første clean dag, hvor jeg ikke havde taget noget … og jeg har ikke rørt noget siden… overhovedet … så den 7. november i år har jeg været clean i 9 år!

Kampen begynder så rigtig for mig med mine børn. Ham gutten bliver min redning! Han kommer …

Leo bliver stille og øjnene bliver en smule blanke, og så siger han: “Nu kan jeg godt mærke, at jeg bliver rørt!”

Ham gutten … han kom fem uger i træk … hver evig eneste dag kom han og tog mig med til møde. Gav mig noget at spise, kørte mig hjem og hentede mig igen dagen efter. Jeg var blevet fyret … det gik længere og længere ned ad bakke for mig … jeg kunne ikke passe noget til sidst … jeg kunne ikke finde ud af at lave kriminalitet … jeg kunne ikke finde ud af at tage stoffer … jeg kunne ikke finde ud af at stå op om morgenen og passe mit job … jeg kunne ikke noget til sidst … altså det gik virkelig virkelig virkelig ned ad bakke for mig. Jeg røg oftere og oftere med ambulancen … jeg tror at det sidste år, hvor jeg var aktiv, der røg jeg otte eller ni gange akut ned på Slagelse sygehus. Jeg fik ikke rigtig nogle penge, nogen steder fra, så da jeg endte ovre på mødestedet, så hjalp de mig med at søge noget bistandshjælp … de hjalp med at … jeg havde ikke betalt husleje, jeg ved ikke hvor længe! De hjalp mig … jeg kom med femten års uåbnede breve. Jeg fik en telefon til rådighed, og jeg begyndte at åbne alle de breve og ringede rundt til alle de der kreditorer … jeg er straffet for økonomisk kriminalitet … altså hvad fanden jeg ikke har lavet, for at skaffe penge til mit misbrug … det er helt vanvittigt!!! Jeg kan huske, at jeg nåede 34 dage, hvor jeg ikke havde indtaget noget overhovedet … der søgte jeg noget hjælp gennem kommunen og fik bevilget seks måneders behandling på Bornholm. Jeg gik over til lederen af mødestedet, og han kiggede på mig og sagde: ”Hvis du vil blive ved med at være clean, så skal du ikke i behandling på Bornholm.” … jeg sagde: ”Hvad fanden snakker du om din tosse! Det er jo min billet ud af dette her!” … ”Nej din billet ud af dette her, den har du fundet!” … det forstod jeg ingenting af. Da jeg kom hjem, smadrede jeg hele min lejlighed … rub og stub. Også lidt af hans kontor faktisk! Da jeg så havde raset af og kom ned på jorden igen, så gik jeg over til ham (lederen af mødestedet) og sagde undskyld. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort …altså ikke at smadre noget, men at lade være med at tage til Bornholm. Hvis man skal komme ud af misbrug, så er den eneste måde at gøre det på ved at være i selvhjælpsgrupper … anonyme fællesskaber for alkoholikere eller narkomaner.

 

Havde du ikke abstinenser og var mega syg, mens det stod på?

Fra narkoman til ironman
Jeg lå i fem uger på et trægulv i min lejlighed og vågnede op i mit eget pis og lort hver morgen. Er du sindssyg, hvor var jeg dårlig! Det var derfor jeg blev rørt over det før, fordi jeg kom i tanke om ham, som kom og hentede mig … altså hver dag … gav mig noget at spise, kørte mig til møde. Ved du hvad han sagde til mig? For jeg kunne ikke lide alt, det han gjorde for mig. ”Det eneste du skal love mig at gøre! Hvis du nogensinde en dag får overskud til det, så skal du gøre det for en, der har det på samme måde!” … og det er måden, som det fællesskab det kører på … du kan ikke … jeg var lang tid om at forstå det … du kan ikke beholde, det du har uden at give det videre! ”Skal jeg give min sidste hundrede krone ud eller hvad?” Jeg forstod det ikke rigtig. Men jeg havde fået noget forærende af ham, som han havde fået forærende af en anden … og jeg har forpligtet mig … jeg har fundet en anden at give det videre til … sådan fungerer det. Det blev min redning. Jeg fik en nøgle til mødestedet, og jeg kom der hver dag.

Så begyndte kampen … da jeg havde været clean i seks måneder, gik jeg hjem fra statsforvaltningen med et barn i hver hånd. Så fik jeg knoklet mig ud af RKI … jeg fik generhvervet mit kørekort … jeg startede på tandlægehøjskolen … jeg har nok brugt 80 timer derinde, men har stadig meget dårlige tænder. Det er et helvede for ens tænder at være misbruger.

 

Har du fået nogen følgesygdomme pga. dit misbrug?

Jeg har aldrig haft leversygdomme … jeg har aldrig haft noget presserende, kan man sige … hvis jeg har fået en følgesygdom af mit misbrug, så er det psykisk … så er det inde i mit hoved! Jeg har en kamp med 16 tosser som sidder derinde og råber og skriger! Da jeg blev clean i november, så stoppede jeg med at ryge smøger i januar, og fem år efter sagde lægen, at min krop var regenereret. Hvis du ikke har røget i fem år, så er dine lunger fuldt ud, som hvis du ikke har røget.
Ham som blev min redningsmand var cheftræner i en bokseklub, og han sagde til mig: ”Nu går den altså ikke længere tykke ven!” … jeg var gået fra 56 kg til 100 kg, fordi jeg var begyndt at spise og lige pludselig vejede jeg altså 100 kg. Så kom jeg ud i bokseklubben. Jamen for helvede …

Leo griner ved tanken …

FB_IMG_1470199192175

Venligst lånt fra “Fra Narkoman til Ironman”

Jeg lå jo bagest … jeg kunne slet ikke følge med nogen af dem … så da sæsonen sluttede, så fortsatte jeg med at løbe, og da sæsonen begyndte igen, så var jeg en af dem, der løb hurtigst. Jeg tror, at jeg til at begynde med løb to kilometer ud og gik to kilometer hjem. Jeg blev ved og blev ved! Da jeg så kunne løbe, så ringede min kusine en dag, og sagde: ”Vi skal løbe et marathon” … jeg svarede: ”Er du fuldstændig hjernedød? Jeg kan løbe 12 kilometer! Tror du jeg kan løbe 42? Du er jo ikke rigtig klog!” … ”Det er fint,” sagde hun så. ”Vi har til september måned, og jeg har købt billetterne!” … så var det bare i gang. Så er det bare gået slag i slag. Mit første marathon løb jeg sammen med hende nede i Berlin på 3 timer og 46 minutter … og så har det ellers været 24 timers løb, ultraløb og så ved jeg sgu ikke, hvor jeg fik den idé fra, at jeg skulle lave en ironman. Jeg tror et eller andet sted, det bunder i, at jeg hele tiden har prøvet at lære mine børn … min søn har haft det der med, når han havde gjort noget forkert, at sige ”Jamen du er jo også min far!” så han har brugt det meget … det med at han har haft en hård start på livet, og så er det i orden at være en bøtosse! Så et eller andet sted dedikerede jeg den ironman til mine børn for at vise dem, at uanset hvad man starter op med, så kan man, hvad man vil! Jeg har tit sagt til min søn, at en fodboldspiller ikke altid er født med de evner han har, men har måtte kæmpe sig vej op til at blive god!

Jeg kunne cykle og løbe, men jeg kunne ikke svømme. Da jeg tog beslutningen om at lave den ironman, da kunne jeg ikke svømme. Jo jeg kunne crawle 25 meter ned i den anden ende af bassinet, og så stå i 3-4 minutter og ikke kunne få luft. En måned eller to efter jeg var startet, og jeg havde crawlet, alt hvad jeg kunne frem og tilbage, så kom ”Fru Larsen” stille og roligt med sin brystsvømning … hun havde ligget der de sidste 25 år … og hun svømmede fra mig! De sagde til mig i svømmehallen, at det der kunne jeg godt glemme alt om … der var kommet mange i tidens løb med de drømme! Men det var ikke nogen drøm … det var en realitet … jeg skulle lave den ironman til august! Så da det begyndte at gå ok for svømningen, så kom det lige pludselig bag på mig, at det kostede 4000 kroner at deltage inde i København. Jeg forsøgte mig på Facebook … og der meldte sig en sponsor! Ham fra CEP Sport strømper … han sagde til mig, at jeg kunne hjælpe ham på en messe, så sponserede han mig et nummer til Copenhagen Ironman 2013. Mit mål var at komme under 12 timer, og jeg lavede den på 11 timer og 52 minutter, eller noget i den stil! Det var sindssygt. Det er den hårdeste dag, jeg nogensinde har haft på kontoret! Men jeg gør det helt sikkert igen. Jeg har fået ødelagt mine trommehinder pga. slåskampe … du kan få hul på trommehinden forfra … jeg har det ude på siden af trommehinden, og det kan ikke rigtig lappes. Får jeg vand ind i ørerne, så løber det om bag trommehinden og ligger og skvulper … så bliver vandet råddent … og det skete selvfølgelig 2-3 dage før min ironman. Jeg havde fået en ny svømmedragt, som jeg skulle afprøve i en sø, og der fik jeg vand i øret. Jeg var på penicillin og smertestillende den dag, hvor jeg skulle lave min ironman, men jeg gennemførte! Det er helt vanvittigt … men en afsindig fed oplevelse.

Mine albuer er ødelagt af jord- og betonarbejde, så derfor fik jeg idéen til at gå i gang med at læse til procesteknolog. Min uddannelse som bager, gav mig direkte adgang til uddannelsen. Man skal vænne sig til at være indendørs på skolebænken, når man er vant til at være udendørs med højt til loftet. Jeg kunne ikke finde noget arbejde efter endt uddannelse i år, men så har jeg en kammerat, der har et murerfirma, og ham er jeg ansat hos nu.

Vil man altid være misbruger? Hvordan holder du dig ude af det?

Ja det vil man! Hvis det bliver svært for mig, så løber jeg en tur. Jeg kan godt mærke, at det bliver rigtig hårdt for mig inde i mit hoved, hvis ikke jeg løber en tur engang imellem. Jeg skal simpelthen … både for at jeg kan holde mig selv ud,  og for at andre også kan … for jeg bliver ulidelig at være sammen med, hvis ikke jeg får løbet! Men der er også det fællesskab, jeg er med i … det er afsindigt vigtigt for mig, at jeg skal have folk omkring mig, som ved hvordan jeg tænker, og ved hvordan jeg … jeg skal være sammen med nogen, som er i samme båd som jeg selv. Når jeg har været en hel dag på arbejde, blandt de der fjolser der tåger rundt mere eller mindre stegte på det ene eller det andet, så kan jeg godt mærke … hold kæft så skal jeg bare hjem og ud at løbe, og så skal jeg til et møde. Jeg går stadigvæk til møder i det der fællesskab, og det tror jeg, at jeg skal gøre resten af mit liv. Altså at komme ind i sådan et fællesskab … jeg troede jo, at jeg bare lige skulle lære at drikke igen, lære at tage stoffer igen, så ville det køre fuldstændigt problemfrit. Men jeg fandt jeg ud, at det skulle jeg aldrig mere … det var et chok for mig.

Har du cuttet forbindelsen til alle, fra dengang du var aktiv?

Ja alt! Den dag i dag kan jeg godt hilse på dem, og jeg kan også godt standse op og snakke med dem, hvis jeg møder dem på gaden … det gjorde jeg ikke de første år! Jeg trak mig fuldstændig. Det var det, jeg blev rådet til. “Ta’ din telefon og slet alle dine numre, og her har du så tre numre, som du kan ringe til døgnet rundt, hvis der er noget!” Og det har hjulpet. Lad mig sige det på den måde … det er det eneste jeg nogensinde har gjort, hvor jeg har kunne holde mig væk fra alting på samme tid. Jeg kunne sgu sagtens stoppe med at ryge tjald, men så røg jeg bare lidt mere heroin. Jeg kunne også sagtens holde op med at drikke … men så røg jeg lidt mere tjald og heroin. Jeg har aldrig kunne stoppe med det hele på én gang før dette her.

Jeg bliver ofte spurgt, når jeg holder foredrag, om jeg ser en rød tråd i, hvorfor folk begynder at tage stoffer og ender i et misbrug. Det er uanset om du er direktørens søn … uanset hvor på rangstigen du er … det eneste som jeg igennem mine år, og gennem de foredrag jeg har holdt, kan se en rød tråd i … det er manglende voksenkontakt.  Jeg tror på, at alle folk er født med et misbrugsgen … spørgsmålet om det udvikler sig afhænger af den form for opvækst, du har haft.

Den kærlighed … kærlighed er et stort ord … men den kærlighed der er i de fælleskaber (her menes AN fællesskabet), den har jeg aldrig fået som barn. Første gang jeg er til møde, og folk vil give mig en krammer … der havde jeg det bare sådan: du-holder-dig-lige-derovre … jeg skulle ikke have nogen ind tæt på mig … de tre ting det normalt drejede sig om, det var penge, de klumper jeg havde på lommen og sex … det var de tre ting, det drejede sig om … folk gør aldrig noget, uden at der er en bagtanke med det … der gik altså lige noget tid før jeg lige kunne tage imod det. I dag er jeg mega glad for det. I dag kunne jeg ikke undvære det!

Dine egne børn har også fået en hård start på tilværelsen. Hvordan vil du forhindre, at de havner samme sted?

Jeg kan ikke holde dem væk fra det, det er umuligt. Med børn er det sådan, at du kan råde og vejlede dem og give dem kærlighed. Jeg har gjort det, at jeg har holdt dem så langt væk fra alkoholen og stoffer, som jeg har kunne! Men ellers har jeg bare prøvet at lære dem det derhjemme. Vist dem at sådan her er dette her, og sådan her er dette … der er ikke rigtig nogen af dem, der snakker hårde stoffer med mig, men de ved, at jeg er der, hvis de har brug for at tale om det! Enten er de blevet skræmt meget af det, eller også gør de det i smug, det ved jeg ikke! Hvis de en dag kommer og har et problem med det, så er jeg der for dem og vil hjælpe dem … hundrede procent … fortælle hvad man kan gøre, og hvad man ikke kan gøre … men ellers har jeg bare holdt dem væk fra det, så lang tid som jeg har kunne. Jeg er ikke nervøs for at det sker … så kan jeg ligeså godt gå og være nervøs for, at de bliver kørt ned af en lastbil i trafikken … så ville jeg ikke sove om natten. 

Jeg ved, at jeg far i dag … jeg har taget mit ansvar … mine unger siger, at jeg er en god far, og det håber jeg, at jeg er på den måde, at jeg er der for dem … der går ikke en dag uden at jeg kysser mine unger og krammer dem, og siger at jeg elsker dem. Og det gør jeg hver dag! Min søn starter på efterskole på Ærø lige om lidt, og da vi var ovre og se efterskolen, og han sagde ja, til at skulle gå der … det er fandeme mærkeligt. Det er underligt … jeg kunne godt, de næste tre dage, mærke  den der ked-af-det-heds-følelse … der skulle jeg ikke tænke for meget over det, for så kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at få vand i øjnene. Det rørte mig sgu meget, at mine unger virkelig er ved at være så store!

Taler du så med nogen om det, når du bliver ked af det?

Jeg løber meget på mine følelser! Jeg vil gerne snakke om det, men det er svært for mig. Jeg har tre gode kammerater … den ene kan jeg tale følelser med … han siger, at jeg er god til det! De andre to … jeg vil fandeme gerne kunne … jeg synes bare, at det er svært, både der hvor jeg kommer fra osv. … sådan har det bare altid været. Men jeg løber meget på følelserne … specielt hvad angår min datter … når der har været noget … hun har haft det meget meget svært … for helvede … når jeg har været ud at løbe, så har jeg rendt og sparket til de hvide kantpæle i rabatten eller stået og slået mine knoer til blods på skilte … det var nærliggende for mig, fordi jeg har altid slået på ting … og jeg har altid ødelagt ting, når jeg ikke har kunne sætte ord på frustrationerne indeni. Det har været min måde at komme ud med det på. 

Jeg var åndeligt død, da jeg kom ind i fællesskabet … det med at behandle andre mennesker, som man gerne selv vil behandles … sådan var jeg jo ikke før! Jeg var pisse ligeglad med, hvem jeg kunne pisse og trampe på, bare jeg fik til mit eget stof … eller om jeg skulle tæve nogen, for at højne mig … det er jo ikke måden at være på … det bliver man jo ikke et bedre menneske af vel? Jeg bliver aldrig nogen helgen … jeg er stadigvæk bare en drengerøv … men jeg vil gerne prøve at være en bedre udgave af mig selv … jeg møder stadigvæk folk på gaden, som går over på den modsatte side … de vil ikke kigge på mig, og de vil ikke have noget som helst med mig at gøre! Jeg møder også folk, som jeg har været ude og give en undskyldning … jeg har mødt folk som bogstaveligt talt er løbet væk, når de har set mig … dem har jeg givet en undskyldning. “I skal ikke gå og have det dårligt og tro at jeg vil tæve jer, når I ser mig”, har jeg sagt til dem. Når jeg går hen og siger undskyld til nogen …  trykker dem i hånden, kigger dem i øjnene og siger: “Undskyld, det er jeg ked af! I skal ikke være bange for mig mere. Det kommer aldrig til at ske igen,” og de ligesom forstår, at jeg mener det, så har jeg det godt. Der er ingen mennesker i hele verden, der skal gå rundt og have det dårligt pga. mig! Jeg ved også, at der er nogle mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig kommer til at kunne give en undskyldning, men hvis jeg kan skrive et brev til dem og skrive, at jeg mener det dybt i mit hjerte, og kan jeg gøre det godt igen, så vil jeg gerne gøre det. Det er ikke sikkert, at jeg kan få lov til at gøre det, men jeg vil prøve. Og det er dét jeg mener med, at åndeligt der har jeg udviklet mig sindssygt meget, i forhold til det jeg kommer fra. Det er den vej jeg skal, og det er det, jeg gerne vil med mit liv. Jeg skal ikke rende rundt og være frelst, det er ikke på den måde! 

Her på falderebet! Mange af os har misbrugere i vores familie eller omgangskreds – her er Leo’s råd til, hvad man som pårørende kan gøre

Jeg har sagt til min mor, at det bedste hun kunne have gjort for mig var at vende mig ryggen … sige hertil og ikke længere! Det bedste man kan gøre overfor misbrugere er at sætte dem stolen for døren! At være medafhængig til en misbruger, det er misbrugerens største glæde! De folk som prøver at hjælpe en … det ødelægger begge parter. Altså hvis jeg var blevet ved … min mor har været dybt medafhængig … jeg kunne altid komme og låne penge, jeg kunne altid komme og få varm mad og få vasket tøj … den dag jeg ikke kunne det mere, det var med til at gøre, at jeg fik øjnene op! Jeg tror, at der gik halvandet år, fra min mor vendte mig ryggen til jeg blev clean, så det var med til det. Da jeg havde været clean i omkring tre måneder, inviterede mine forælre mig og mine børn med på skiferie, og der blev min mor ihvertfald overbevist om, at det holdt.  Tusinde gange har jeg lovet min mor, at jeg ville holde op … næste gang jeg får løn, til jul, til nytår … tusind gange har jeg stået og lovet … og nu er det sidste gang, hvis du kan låne  mig 1000 kroner. Så sæt misbrugeren stolen for døren, det er den allerbedste hjælp du kan give!

Jeg håber, at du har fået samme oplevelse som jeg, ved at læse Leos historie.  Jeg håber at den kan være til inspiration og motivation for dig, hvis alting bliver svært! 

Du kan følge Leo på Facebook “Fra narkoman til ironman

Hilsen Connie_1

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
3

Comments are closed