En rigtig sej kvinde

Interview – hun satte sig et mål og gennemførte
12. juni 2015

I søndags løb Anne sit første maraton. Det er der som sådan ikke noget eksepsionelt i … og jo, det er der så alligevel! For i februar måned fyldte Anne 60 år, og det er nok de færreste, der kaster sig ud i noget så ekstremt, som et maraton rent faktisk er, når man nået over sin første spæde ungdom.  Anne er super fit, fordi hun altid har været aktiv, men det har alligevel krævet en del for hende at nå til det at løbe hele 42,195 km. Anne er en rigtig sej kvinde,  og det er en super flot præstation! Det viser igen, at man kan, hvad man sætter sig for, og derfor besluttede jeg mig for at lave et interview med Anne.

Onsdag cyklede jeg ud til Anne i det dejligste solskinsvejr. Anne lavede te og havde skåret diverse frugt ud til os, og vi satte os ud på deres skønne terrasse med en fabelagtig udsigt. Hos Anne føler man sig virkelig velkommen og der er en dejlig atmosfære. Dette er mit første interview, men bestemt ikke det sidste 🙂

Vi gik i gang … og her er det fuldstændigt ucensurerede interview 🙂

Du har jo ikke løbet altid, men du har trænet i rigtig mange år. Hvilken motionsform startede det med?

Da jeg var 2½ år startede jeg med at danse, og så har jeg danset indtil jeg var 16-17 år. Så begyndte jeg med at undervise i Jane Fonda. Da jeg var 15 år startede jeg ude i Bringstrup Skole og på Tolstrup Skole og underviste i rigtig gymnastik, og havde både de voksne og børn. Der var jeg nogle år, og så var det jo, at Jane Fonda startede op i 80’erne, og der havde jeg hold i Ringsted Hallen. I mellemtiden havde jeg taget en masse kurser, og været på gymnastikhøjskole i sådan en periode. Jamen så … det var så i Ringsted Idrætsforening (RIF) … så havde jeg nogle hold i LOF og lavede nogle af de Jane-Fonda-ting også. Hvor var jeg så? Jamen så kom jeg ud hos Mette Denise (Danseskole) og var derude og underviste i step, og kun step. Og så kom jeg op hos Marianne Slottboe i 1994. Jeg mødte hende og spurgte ”Mangler du ikke en instruktør?” og så startede jeg hos hende, og var der indtil hun ”fusionerede” med LifeClub. Men i 2005 der startede jeg så småt med at løbe, for jeg tænkte, at der skulle noget andet til, og så løb jeg nogle småture, og så i 2008 holdt jeg op med at arbejde, og så gik jeg til den. Jeg tænkte ”jeg skal prøve at løbe noget mere”, og der har jeg så løbet fast 3 gange om ugen.

Begyndte du at løbe kun for motionens skyld, eller havde du i tankerne, at du skulle deltage i løb?

Nej overhovedet ikke! Det skulle bare være motion. Hygge og motion, og ikke spor andet. Og det var heller ikke mere end det … der løb jeg de der 5 km!

Alene?

Helt alene. Jeg har altid løbet alene – jeg har aldrig løbet i løbeklub.

Hvornår løb du så dit første halvmaraton?

Åh, nu spørger du om noget!! Jamen det gjorde jeg faktisk over Storebælt … det var mit allerførste halvmaraton. Og hvornår åbnede den?

Vi sidder lige og tænker lidt, og jeg siger ”1998”

Anne fortsætter : Det var mit første halvmaraton … der tog vi over til Nyborg, og startede derfra og løb over broen. Jeg troede simpelthen, at jeg skulle dø!

Men det har jo været længe før, at du startede med at løbe? Hvis du startede med at løbe i 2005?

Tænkepause … Anne rejser sig og henter sin laptop. Hun har nemlig registreret alle sine løbeture … vi drøfter lidt frem og tilbage omkring årstallet…

statistik

Her ses et diagram over løbeture de sidste 2½ år – det er ikke mange der får så mange kilometer i skoene, som Anne gør

… Anne konkluderer, at hendes første halvmaraton var i 1998, og hun havde ikke trænet synderligt, fordi hun på daværende tidspunkt slet ikke var løber (og nok også derfor, at det havde været utroligt hårdt). Turen løb hun med sin svigerinde.

Du fik ikke blod på tanden efter Storebæltsløbet?

Nej for jeg syntes, at det var så eventyrligt hårdt! Så det var den ene gang, og så tror jeg faktisk ikke, at jeg løb igen før, jeg startede op i 2005. Det kan godt være, at jeg har løbet nogle småture, det kan jeg ikke en gang huske. Det skal jeg ikke kunne sige! Men i hvert fald fra 2005, der startede jeg så, og så har jeg løbet BT Halvmaraton rigtig mange gange. Det har jeg ikke rigtig tal på, hvor mange gange jeg har deltaget i, men 10 gange måske … nej det kan det ikke være … otte …altså jeg har næsten løbet det hvert år, jeg tror, der er 2 år jeg har sprunget over! Og så har jeg løbet Storebælts Naturmaraton løb en hel del gange også.

Blev du spurgt, om du ville løbe et maraton, eller var det noget du selv kom på, at du skulle prøve? Eller blev du lokket?

Det var i en brandert …

vi griner højt (og hvem har ikke prøvet at love noget under indtagelse af alkohol??)

Det var faktisk til nytår … jeg kan ikke huske om det var dagen før nytårsaften, eller det var nytårsaftensdag, hvor jeg lige skrev til Morten (fitnessinstruktør) om ikke han lige kunne hjælpe mig igennem et maraton, inden jeg blev 60 år. Og så skrev han tilbage, at det kunne han godt, men det ville først blive den  7/6 (i år). Og det var så’n … ah, lidt halv-joke-agtigt … så da han skrev tilbage, så tænkte jeg, at nu har jeg jo selv spillet bolden ud, så må jeg jo hellere gå til den. Og så først i januar … eller der lige efter nytårsskiftet, så måtte jeg jo i gang. Men jeg har jo grundformen, så jeg skrev et løbeprogram ud fra Maraton Sport, og så fulgte jeg det slavisk. Fuldstændig slavisk!

Var det et 6 måneders program eller?

Jamen det hedder 42 uger … jeg kan ikke helt huske …

Anne rejser sig og henter sit løbeprogram (mens jeg sidder i solskinnet på terrassen og nyder den helt vidunderige udsigt over Ringsted Ådal

jeg startede jo inde midt i programmet! Det er 28 uger man bruger på at træne op til et marathon, hvis man er i god form!

Det vil sige, hvis man kan løbe en 10 kilometer?

Det er hvis man kan løbe 10-15 kilometer. Fordi du starter faktisk allerede … hmm … jeg var jo så nødt til at regne tilbage fra den 7. juni til den 1. januar … så jeg startede allerede den første uge med at løbe 20 kilometer på én gang sidst på ugen, og så løber man jo to korte ture og én lang tur, det gør man så hver uge indtil man når op til 30 kilometer, så begynder man at trappe ned igen, og der var 20 kilometer eddermame langt, selvom man har løbet halvmaraton tidligere.

Der har du også løbet helt alene? Altså under træningen?

Jamen jeg har løbet helt alene hele vejen igennem. Jeg har ikke haft nogen at løbe med.

Og der kan man jo sige, at hvis du løber et løb, så har du jo nogle der kan hive dig lidt op?

Ja, men jeg har løbet alene, for det passer mig bedst, for der tager jeg  jo bare løbeskoene på og løber … og er ikke afhængig af nogen.

Jeg kan se på Facebook, at du har løbet i al mulig slags vejr! I skodvejr … virkelig … regn og blæst?

Ja det har jeg! Det værste var nok en tur for et par måneder siden, hvor det også var fint vejr til at begynde med. Der startede jeg ud fra Marienlyst, og skulle løbe omkring Sildestrup … og rundt … næsten op til Væggerløse og så ellers ud til Bøtø skoven. Jeg startede hjemmefra i fint fint vejr …så kunne jeg se op over Nykøbing, at der kom bare en ordentlig regnbyge, og så da jeg når ud til Sildestrup, så regnede det … og det tordnede simpelthen bare, og jeg tænkte, hvad gør jeg? Jeg skulle løbe 25 kilometer… så jeg stillede mig op ad en husmur på en længe på en gård, og stod og kiggede lidt …det var meningen, at min mand skulle cykle med, men han dukkede ikke op … så jeg tænkte ”det lyner jo ikke, så kan du altså godt. Hvis bare det buldrer, så kan du godt løbe” … det sker der jo ikke så meget ved, det er værre, hvis det lyner! Så jeg løb videre og så blev det solskin igen. Men det blev ved med at ulme, og min mand kom så og spurgte, om ikke jeg skulle køre med hjem, for han syntes, at det var fuldstændigt åndsvagt, at jeg skulle løbe, men jeg sagde ”nej! Nu er jeg kommet ud, og jeg er blevet våd, så kan jeg ligeså godt fortsætte”. Jeg var så våd, så tøjet var lige så vådt, som hvis du tager det ud af vaskemaskinen, uden den har slynget det! Kæft hvor var jeg våd!!! Og kold! Men jeg løb altså de der 25 kilometer, så var det jo så dét, og så om eftermiddagen skinnede solen, så det var jo pisse irriterende! … Men jo, jeg har løbet i al slags vejr, det har jeg, og det er du bare nødt til. Du er nødt til at følge programmet, uanset hvad! Det er fuldstændig slavisk, så det sætter lidt … hvad skal man sige? At man skal løbe de der lange ture, det gør også at man oppe i ens hoved … det bli’r meget løb! Altså man tænker løb hele tiden … siger Anne og smiler … og især dagen før, man skal ud at løbe de der lange ture.

Hvad har du gjort i forhold til væske og sådan nogle ting, når du har skulle løbe så langt?

Jeg har et væskebælte med to flasker af 250 ml

Er det nok?

Ja! Altså jeg drikker ikke ret meget. Jeg kan godt løbe 20 kilometer uden at drikke noget. Så det har jeg skulle tvinge mig til. Altså ture på 15 km der har jeg ingenting med. Men jeg har altid tyggegummi i munden … men ellers har jeg ingenting med. Over 15 kilometer har jeg en dunk eller to med med vand, og på de lange ture … på 25 km … der har jeg gel med.

Har du brugt gel før, eller er det noget du er begyndt på i forbindelse med maratontræningen?

Det er noget, jeg er startet på i år. Og man skal passe på, at man ikke køber de der gel hvor … ja man kan få to slags, og den ene er meget koncentreret, og den anden er blandet op, så den kan man bare drikke, men man skal lige prøve det af … om maven kan tåle det! Og så her til maraton der brugte jeg også saltvand. Altså disse salt tabletter. Jeg ved ikke, om det har været nødvendigt, for der var jo depot, så man kunne få salt ikk’ … men jeg havde min egen drikkelse med, og så tankede jeg over i de små flasker i væskebæltet i depoterne, for vi løb jo de der 7 km pr. omgang, så vi kom hele tiden tilbage til basen. Det gjorde så, at jeg kunne tanke min egen drikkelse.

Hvad gjorde du i ugen op til?

Jeg havde lige en overbelastningsskade … der var jeg fuldstændig i ro … hele ugen … fra fredag til mandagen efter (9 dage) … jeg lavede ingenting … det var godt nok frustrerende … hold da op! Men jeg tænkte … jeg ringede til kloge og tossede … jeg måtte simpelthen bare holde den der uge … og jeg har jo grundformen, så der skete jo ikke noget ved det! Og så startede jeg stille og roligt op der om mandagen med at løbe 5 km … og så løb jeg 10 km en gang mere i løbet af ugen.

Det var dit bækken?

Ja det var lige op over skambenet …og det kom sig af, at jeg havde lavet ….jeg havde været ude at løbe 30 km … så havde jeg om mandagen haft aerobic, så skulle jeg lige lave nogle maveøvelser … nogle nye for at brillere lidt ikk’ … Anne griner­ … så om tirsdagen, så tænkte jeg, at det sgu nok ikke var så godt! Men jeg løb jo alligevel om tirsdagen, for jeg tænkte ”nåååh men det går jo nok!!” … så løb jeg igen fredag … der skulle jeg løbe 22 km … da jeg så var startet hjemmefra, så tænkte jeg ”narhh! Det går nok” … jeg løb ad Havemøllevej, og ud omkring Torpet og Bringstrup og kom ud ved Fjenneslev. Så løb jeg mod Sorø, og ned rundt om Tuel Sø og så kunne jeg køre med min mand hjem. Da jeg kom til Tuel Sø, så kunne jeg simpelthen ikke mere … men jeg tænkte ”Du SKAL bare løbe de 22 km” … og jeg gjorde det! Og så blev jeg jo også nødt til at holde den pause ikk’! Jeg skulle ikke have løbet, men så’n er det!!

Så holdt jeg den pause, og så startede jeg stille og roligt op … to løbeture ugen efter, og så to små ture i ugen op til maratonløbet … og så var der lige det maraton!

Hvad så aftenen før? Kunne du falde i søvn?

Jeg var til 60 års fødselsdag … siger Anne og griner­… og kom hjem da klokken var 12 … og havde drukket vand … vand vand vand

vi griner begge to … Anne siger ikke nej til en fest … heller ikke selvom hun skal løbe sit første maraton næste morgen

…jeg var ved at drukne!! 😀

Hvad med middagen? Spiste du det der var?

Jeg spiste, det der var. Og op til, har jeg også spist helt almindeligt. Jeg har ikke spist alle de her proteiner og alt det. Men jeg har spist meget mad. Men ikke decideret løbe-mad. Men meget mad … jeg har taget 2 kilo på de sidste 14 dage, for ligesom at få fyldt op. Og om lørdagen var der mange lækre ting, så jeg spiste almindeligt, og så drak jeg bare vand, og så kørte jeg hjem kl. 12.

Kunne du godt falde i søvn???

Nej, der går jo lige lidt inden man falder i søvn … ved 1-tiden sov jeg. Så stod jeg op kl. 6 og spiste morgenmad, og så øh … ja!

Hvad spiste du?

Jamen der spiste jeg  … jeg havde bagt sådan nogle fiberboller … dem har jeg faktisk spist hele tiden … og så skyr og frugt og havregryn … og min kaffe … og så begyndte jeg, at drikke det der saltvand … det drak jeg faktisk helt op til løbet kl. 9.00.

Anne, jeg tænker det der med at løbe den samme rute så mange gange! Hvordan forholder man sig til det oppe i hovedet? Bliver det ikke mega trivielt?

Nej for man tæller omgange! Og nu havde jeg jo Morten med og samtidig så løb der en, der hedder Jesper med også … en Morten kender … de løb jo og snakkede … og så kommer der jo nogen, der løber til og løber samtidig med en i det tempo, man selv løber i, og de snakker jo så sammen, og jeg siger jo ikke så meget jo, jeg følger bare med … og så løber de jo videre …

Havde du musik i ørerne?

Nej! Jeg startede med musik i ørerne, men det tog jeg fra … jeg kunne ikke rigtig følge med i, hvad de så snakkede om … og Morten han sang jo indimellem og så!!! … jamen så øh … ”nu skal vi bare lige ned om næste hjørne”  … men de første 3 omgange gik rigtig fint … det var 21 km. Det var rigtig fint altså … godt tempo … god stil og vi blev enige om, at vi kunne løbe den på 4:50:00 … og det var jo rigtig fint, for jeg havde jo sat mig for at skulle løbe under 5 timer.

Så havde vi løbet 21 km og skulle ud på fjerde omgang … 28 km … det gik også så´n rimeligt godt … så havde vi to omgange tilbage, og da jeg startede ud på den anden sidste omgang, der begyndte jeg at få ondt i mine lår … Anne smågriner igen … og jeg tænker ”Neeej nej nej.. det her deeet!!!” … men det gjorde ikke mere ondt, end at jeg godt kunne løbe. Det begyndte så småt at gøre ondt … og jeg tænkte, at sådan er det jo! Da jeg så manglede halvanden omgang, så begyndte jeg at få ondt i min hofte, og så tænkte jeg ”Nå okay! Så er 10-12 km altså langt” … men øh … men så efter en kilometers penge, så forsvandt det i lårene igen, og så gik det bare ud i hoften i stedet, og der måtte jeg ned at gå … jeg gik rigtig rigtig meget på anden sidste omgang, og så blev vi enige om, at så måtte vi jo ændre tiden til 5:05:00. Det var jeg jo ikke så’n helt tilfreds med, men jeg kunne simpelthen ikke. Vi kom så ind på den sidste omgang, og jeg tænkte ”det her går ikke” … men så kom vores søn faktisk og løb den sidste omgang med mig, og da jeg startede ud på sidste omgang, da tænkte jeg ”du skal bare ikke gå ned ad vejen” for de skal ikke se, at jeg går, så da jeg lige var svinget ned ad villavejen (ved start/mål) … der har vel været en 100 meter, så måtte jeg ned at gå første gang på sidste omgang.  Jeg tænkte ”Det her!! Jeg når ikke ind på 5:05:00!” … hvad havde vi så? Jamen så løb vi lidt og Morten sagde ”Vi løber 100 meter og så går vi, så løber vi 100 meter igen, så går vi, og så styrer du selv det med, hvis du kan løbe mere end 100 meter, jamen så gør vi det, og så går vi igen”

Interview med en rigtig sej kvinde
Jeg måtte simpelthen stoppe … og så måtte jeg hen og strække ud ved et træ … det var et pisse stykke de første 2 kilometer af de sidste 7 kilometer. Så fandt jeg en teknik, hvor jeg kunne svinge hofterne lidt, når jeg løb. Det gjorde sådan, så jeg ikke havde så ondt. Så gik det jo meget godt!! Så løb jeg 400 meter og så gik vi lidt, så løb jeg 400 meter … og de sidste 3 km løb vi hjem, uden at jeg sådan set rigtig at kunne mærke, at jeg havde ondt. Men der skete et eller andet de sidste 3 kilometer … der var det bare sådan. ”Du mangler 3 kilometer … nu mangler du 2½ kilometer”, sagde Morten … ”nu mangler du 2 kilometer” … og min søn sagde ”Nu går det lidt op ad bakke, når du kommer op ad bakken, så går det ned ad bakke igen!” … så det var rigtig god støtte fra de to. Og så var vi i mål efter 5 timer og 13 minutter. Det var jeg så’n lidt skuffet over – det var lidt ærgerligt! Men altså, jeg har gennemført, og det var fint nok. Da jeg så kom over og sidde, så kunne jeg selvfølgelig ikke rejse mig igen! Hold kæft hvor var jeg dårlig! Jeg kunne simpelthen ikke støtte på mine ben.

Interview med en rigtig sej kvinde

Annes første maraton, og Michael Jensens maraton nr. 100 🙂

Min mand holdt med bilen nede for enden af villavejen og min søn holdt oppe ved start, så jeg måtte køre med ham ned til min mand, og så måtte de hjælpe mig ind i vores egen bil. Og så kørte vi hjem. Jeg satte mig … tog en Panodil og en Ipren, og så en varmepude. Så satte jeg mig og blev siddende! Jeg var ikke træt i hovedet eller i kroppen … jeg havde bare ondt. Næste morgen da jeg stod ud af sengen, var der ingenting. Jeg spiste lige en Ipren, om morgenen, for der var lige et tidspunkt, hvor jeg så’n lige kunne mærke en snert … i løbet af formiddagen var der så ingenting, og om aftenen var jeg i fitnesscentret og undervise i step.

Så nu skal jeg ud at løbe min første tur i morgen (torsdag) og så halvmaraton på søndag (Storebælt Naturmaraton den 14. juni). Nu har jeg gjort det … det er første, eneste og sidste gang! Men jeg synes, at det har været sjovt at prøve … det giver et eller andet, men det var hårdt! Det var grænseoverskridende – meget.  Det der når man kommer i mål … der sker noget oppe i hovedet … man bliver glad … og man bliver lettet. Og den der modtagelse man får, når man er debutant, det er helt specielt … folk klapper, og man får en medalje … det er helt specielt. Skøn følelse! Og man er helt lettet og kan faktisk klare hele verden!

Det kræver træning, man kan ikke bare løbe det, man er nødt til at træne op til det et års tid. Der går et år, tror jeg. Jeg har jo også alderen! Jeg fik at vide nede til løbet, at for det første, så så jeg ikke ud som en 60-årig, og det var sjældent at de havde nogen med på min alder, som starter for første gang og løber et maraton. Jeg svarede, at det skulle jeg have haft gjort for mange år siden, jeg har snakket om det i mange år, det er bare ikke rigtig blevet til noget. Man er nødt til at have en med til løbet, der kan hjælpe en igennem. Man kan ikke løbe det alene … eller nogle kan måske, men jeg kunne ikke have gjort det, hvis ikke jeg havde haft Morten, så havde jeg givet op.

Er der nogen der har frarådet dig at løbe maraton?

Næ, de har bare rystet på hovedet og tænkt at jeg var skrup skør! Jeg gik til min læge, og sagde at jeg godt ville have tjekket, om jeg havde alle de vitaminer og mineraler i kroppen, som jeg skal have, for jeg skal løbe et maraton. Så kiggede hun på mig og sagde ”Nå! Har du kigget på din dåbsattest?” og jeg svarede, at det havde jeg. Så fik jeg tjekket det jeg skulle, og der var ikke noget, alt var helt fint.

Her slutter interviewet med en mega sej kvinde – det var rigtig interessant at høre om træningen op til det første maraton, og jeg håber, at du som læser har syntes det samme  🙂

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Comments are closed