Min slægtsbog

Forside Bedstemor og Bedstefar

 

Forord

Denne første slægtsbog er blevet til med hjælp fra flere personer. Ønsket om at skrive historien ned om mine oldeforældre – Jørgen og Hanne Pedersen – meldte sig i starten af 1999. Min søn var lige fyldt 12 år og jeg syntes, at han skulle have muligheden for at lære sin familiemæssige baggrund at kende. Som regel bliver den slags ved tanken, og en dag når det er for sent, så fortryder man! Jeg gjorde heldigvis noget ved det i tide – mens der stadig var nogle til at fortælle. Min far og min farbror, har siden jeg var helt lille, fortalt historier om dengang de var børn og kom hos deres bedsteforældre i Tyvelse Mose. Jeg har hørt historierne mange gange – noget fæstnede sig i hukommelsen – men det meste havde jeg glemt. Sådan er det nok med børn, man lytter med med et halvt øre. Men i 1999 besluttede jeg mig for, at NU skulle det altså være!

Jeg optog min far og farbror på bånd, mens de fortalte om deres barndom, og så tog jeg på Lokalhistorisk Arkiv. Et sted jeg gerne ville sne inde i et par dage eller tre 🙂 Jeg var fuldstændig betaget af alle de fantastiske dokumenter og fotos, de var i besiddelse af. Min far og farbror havde mange historier fra dengang de var børn i 1920’erne og 1930’erne, men de havde ingen fakta. De vidste heller ikke noget om deres bedsteforældres opvækst eller andet. Vi havde mine oldeforældres gravsten på vores naturgrund, og ud fra den havde jeg fødsels- og dødsdato på dem begge to. Jeg tog udgangspunkt i fødselsdatoerne på arkivet, og med en lillebitte smule hjælp til at komme i gang med at kigge microkort, så fandt jeg ud af, at mine oldeforældre var født i to andre sogne, end det min far og hans bror havde fortalt. Der begyndte at udspille sig en rigtig interessant historie for mig, da jeg begyndte at grave i fortiden. 

Selvfølgelig blev jeg da undervejs nysgerrig efter, at se hvor langt jeg kunne komme tilbage, men det vender jeg tilbage til senere 🙂

Jeg kunne som sagt forstå på det hele, at mine oldeforældres ægteskab, måske havde været lidt udover det sædvanlige for deres tid. Ingen kunne fortælle mig om noget, fra min farmor var lille, eller i tiden før da, så da jeg først gik i gang, med at nedskrive de ting, jeg havde hørt om mine oldeforældre, så meldte lysten og nysgerrigheden sig, og jeg gik i gang med at forske endnu længere tilbage i slægten. Jeg har taget udgangspunkt i hhv. Jørgens (oldefar) og Hannes (oldemor) familier. Dvs. jeg har fundet deres søskende, forældre osv. Jeg har kun interesseret mig for slægten i lige linje tilbage – og altså ikke fundet ud af hvem deres søskende giftede sig med, eller hvor mange børn de fik. Jeg var interesseret i historierne bag menneskene, så vidt det var muligt! Mange præster skrev rigtig meget ned i kirkebøgerne, og det er bl.a. fra kirkebøger og folketællingslister, at jeg har fundet historierne knapt 300 år tilbage. Og det har faktisk været overraskende let!

Det har været sindssygt spændende at arbejde med slægtsforskningen – ikke bare ud fra vores egen familie, men også at følge andre familiers skæbner i de små sogne jeg har beskæftiget mig med. Der har været epidemier – nogle gange måske bare ”harmløse” influenzaepidemier – som har frarøvet forældre både 2 og 3 børn indenfor ganske kort tid. Og ”Bedstemor” slap heller ikke! Hun mistede sin mor som 9-årig – måske som følge af den fødsel, som hendes mor var igennem, og barnet døde også ! Det har været en barsk opvækst for ”Bedstemor” – ingen penge og munde nok at mætte for faderen Ole. Og ”Bedstefars” far var 76 år, da ”Bedstefar” blev født og han døde 4 år efter. Den ældste søn Anders var 23 år, da faderen døde, og jeg formoder, at han overtog driften af gården.

Når jeg i slægtsbogen nævner ”Bedstemor” og ”Bedstefar” så er det altså Johanne og Jørgen – mine oldeforældre – der henvises til! Bare som en information til jer der måske bliver ”hægtet” lidt af med alle de navne!

 

På et tidspunkt kommer anden del af min slægtsbog og den vil omhandle min farmor og farfar og deres fire sønner. Den vil beskrive min fars og hans brødres opvækst, 2. verdenskrig, hvordan det var at bo i Ringsted i ”gamle dage” – familien flyttede hertil i 1935 – og en masse andre interessante ting, krydret med billeder osv.

Håndtegnet-kort-over-3-sogne-1024×735

 

 

 

VRANGSTRUP  SOGN

Oplysningerne om Vrangstrup Sogn er til dels fundet i bogen TRAP DANMARK udgivet omkring 1920. Derfor er nogle af beskrivelserne omkring landskabet o.s.v. altså ikke tidssvarende.

Vrangstrup er det mindste sogn i Tybjerg Herred. De ikke videre højtliggende og jævne jorder er ler- og sandholdige. Langs Susåen er der brede enge. Højeste punkt  i sognet ligger sydvest for Vrangstrupgård og er 51 meter. I sognet byen Vrangstrup ( i år 1459 kaldet Wrangstorp) ligger der kirke, skole, Vrangstrupgård, Vrangstrup Huse med mølle og et par Grøndlandsgårde. Dette navn fik de to gårde, fordi de lå langt væk fra anden bebyggelse. Kirken er en meget lille romansk kamp- og kridtstenskirke fra Middelalderen. I den senere Middelalder overhvælvedes den og omtrent samtidig med opførtes våbenhuset. I 1588 byggedes et trætårn, der vistnok i slutningen af 1700 erstattedes med et lille tårn af bindingsværk. Kirken er den 2. mindste kirke i Danmark.

I gamle dage har der været handelssejlads langt op ad Susåen, og sejladsen skal efter sigende endog have strakt sig helt op til Vrangstrup.

En beskrivelse af sognets agerbrug, husdyr og befolkning viser følgende:

 

BEFOLKNING:          Antal indbyggere i    1801:     143 personer

1834:     161 personer

1850:     153 personer

1855:     152 personer

1880:     199 personer

1901:     160 personer

MÅLING AF HARTKORN I 1905: Samlet antal hartkorn  84 tønder

SAMLET ANTAL HARTKORN FORDELT PÅ:     13 Gårde: 77 tønder

                                                                 16 Huse:     7 tønder

derudover var der 3 jordløse huse.

AREAL:  426 ha (hektar). I 1912 var følgende tilsået med:

Hvede                                            4 ha

Rug                                              36 ha

Byg                                               67 ha

Havre                                           52 ha

Blandsæd til modenhed              29 ha

Kartofler                                        3 ha

Foderroer                                     24 ha

Braklægning udgjorde                 33 ha

Grønfoder og græsning              151 ha

Haver og lignende                         5 ha

Skov                                               3 ha

Vandareal                                      7 ha

ANTAL KREATURER  (i 1919):

Heste                                            97 stk.

Hornkvæg (heraf 206 køer)       364 stk.

Geder                                             7 stk.

Får                                                19 stk.

Svin                                             110 stk. (mod 722 i 1914)

 

Hvilken beskæftigelse var der i dette lille sogn?

Ja, hvis man kigger på folketællingslister og i kirkebøgerne, så finder man ud af, at størsteparten var gårdmænd og husmænd, men der var også enkelte andre erhverv.

VRANGSTRUP SOGN I 1834:

Antal personer: 161

Heraf:   

Gårdmænd       12

Husmænd        11

Smed                 1  Hans Carlsen

Vævere             2  Jacob Jørgensen & Poul Hansen

Skrædder          1  Niels Jørgensen

Sognefoged       1  Niels Larsen

Lægdsmand       1  Lars Hansen (også gårdbestyrer)

Almisselemmer  2  Ældre mænd

 

VRANGSTRUP SOGN I 1855:

Antal personer: 152  (27 familier)   12 gårde og 14 huse

Heraf:                   

Gårdmænd                  12

Husmænd                   11

Smed                            1  Peder Christian Rasmussen

Væver                          1  Jens Christensen

Tømmermand              1  Peder Hansen

Hjulmand                     1  Søren Nielsen

Lever af sine  hænders gerning  2  Ældre kvinder

 

VRANGSTRUP SOGN I 1880:

Antal personer: 199  (40 familier)   12 gårde og 22 huse.

Heraf:                      Gårdmænd           12

Skolelærer           1  Oluf Sørenius Holger Olsen

Smed                    1  Lorents Kaspersen

Murermester       1  Knud Christoffersen

Vævere                2  Christen Jensen og Christoffer Hansen

Hjulmand             1  Peder Hansen

Sognefoged         1  Thomas Hansen

Arbejdmænd i
agerbruget          
6

Lever af sit
jordlod
               10

Lever af sine
midler   
               2

Forsørges af
fattigvæsenet      
2   Ældre kvinder. Den ene var “Bedstemors”
                                      farmor, som boede hos dem, men som Ole
(“Bedstemors” far) ikke kunne forsørge.


VRANGSTRUP BRÆNDER

Fredag den 17. juni 1842 brændte det meste af Vrangstrup. De fleste af gårdene lå i en halvcirkel omkring kirken. Den officielle brandmyndighedsrapport af branden redegør detaljeret for hvordan ilden, båret af den stærke vestenstorm breder sig fra taget af Thomas Olsens bageskur. På grund af den længerevarende tørke, sprang ilden fra hus til hus, og i løbet af kort tid stod 5 gårde og 8 huse i lys lue. Mændene var på hoveriarbejde på Næsbyholm, og kun kvinder og børn var hjemme, da ilden brød ud.

Hvad den officielle rapport derimod ikke nævner med ét eneste ord, er den lokale version, som stadig berettes af ældre folk på egnen – nemlig at det var en kvinde, som ville tænde op i komfuret, for at tilberede mad til hovfolkene, der startede ilden. Hun havde ikke selv ild, så hun hentede gløder hos naboen, og gløderne bar hun hjem i sin ene træsko. På hjemvejen ville hun forrette sin nødtørft i stakhaven, men på grund af den stærke storm, blæste der gnister fra træskoen ind i høstakken, bag hvilken hun havde sat sig. 

Efter branden i 1842 blev gårdene i Vrangstrup udskiftet. Næsbyholm ejede alle gårdene og Søndergården blev købt fri inden 1885. Resten af gårdene købtes fri i sidste del af 1800-tallet.

 (fra Gerner Christoffersens ”Mine erindringer” fra 1992-1997).

Gerner Christoffersen mødte jeg helt tilfældigt på kirkegården i Vrangstrup under en research tur i påsken 1999. Vi faldt i snak, og fandt ud af, at vi næsten var familie. Gerner var på det tidspunkt oppe i 80’erne og han havde kendt min oldefar Jørgen. Vi havde mange hyggelige snakke efterfølgende. Blandt andet blev min søn og jeg inviteret til skøn søndagsmiddag på Søndergård, som Gerner var født og opvokset på.

20141107_162212

Vrangstrup kirke hører til en af Danmarks mindste, og en af Sjællands mest stemningsfulde. Kirken er bygget engang i Valdemaernes tid, formentlig mellem 1100-1250 i romansk stil. Tårnet er bygget i bindingsværk, som i 2001 blev beklædt med træspåner. Kalkmalerierne fra 1490-erne og er bevaret og blev fremdraget i 1893, 1915-16 og ved en gennemgribende restaurering i 1949-50 samt i 1957. Altertavlen og prædikestolen fra Abel Schrøder d.y.’s værksted i Næstved og stammer formentlig fra omkring år 1650 og er meget smukt udskåret.

FAMILIEN I VRANGSTRUP

De allerældste i familien har jeg fundet fødsels-, og dåbsoplysninger på, men der er så få oplysninger, at det ikke er særlig interessant, udover at man kan se, hvornår der havde været ”epidemier” – f.eks. influenza, børnesygdomme osv. Der gik mange børn til i sognene over relativ kort tid. Et hold af vores stamfædre/mødre mistede 5 børn indenfor 4 måneder i 1700-tallet. Men med familien i Vrangstrup har jeg valgt at starte med den ældste, nemlig vores ”stamfar” !

PEDER KNUDSEN var husmand. Han giftede sig den 27. maj 1825 i Vrangstrup Kirke med tjenestepigen Johanne Frederiksdatter. Han var da 54 år gammel og hun var 36 år. Hun ventede deres eneste søn Frederik Pedersen, da de giftede sig. Ægteskabet varede i 7 år. Johanne Frederiksdatter døde den 24. maj 1832.

PEDER KNUDSEN behøvede en hustru, også p.g.a. den 7 årige Frederik. Han trolovede sig med den 25-årige KIRSTEN ANDERSDATTER den 21. juli 1832, altså lige knapt 2 måneder efter hans første hustrus død. Om trolovelsen står der følgende (nogle af ordene har været ”umulige” at læse og jeg har derfor markeret det med xxx) i kirkebogen:

SØNDAG DEN 21. JULI 1832

Peder Knudsen, huusmand i Vrangstrup og Pigen Kirsten Andersdatter af Vrangstrup Sogn. Peder Knudsen er 60 aar gammel, og har haft de naturlige kopper. Kirsten Andersdatter er 25½ aar gammel, og vaccineret1. Dette bliver  xxx  af de undertegnede forlovere  xxx, ligesom at ingen lovlig hindring gives imod disse personers ægteskabelige forbindelse.

(og så underskrevet af:) 

Rasmus Jørgensen                                                      

Gårdmand i Vrangstrup

Anders Andersen

Aftægtsmand,Vrangstrup                                  

1 Iflg. Kirkebogens ”Konfirmerede Piger” i 1821, så var hun vaccineret af distriktslæge Grabel)

 

KIRSTEN ANDERSDATTER var datter af Anders Andersen og Karen Hansdatter og opvokset i Vrangstrup. Hun fik 3 sønner med  PEDER KNUDSEN:

ANDERS PEDERSEN (den ældste søn) født i 1833 blev den 30. april 1848 konfirmeret i Sandby Kirke. Hans kundskaber og opførsel blev bedømt temmelig godt.

OLE PEDERSEN født i 1836 blev også konfirmeret i Sandby Kirke. Det var den 27. april 1851. Hans kundskaber og opførsel blev bedømt mådelige.

KNUD PEDERSEN (den yngste søn) født i 1842 blev konfirmeret den 19. april 1856 i Sandby Kirke. Hans kundskaber og opførsel blev bedømt gode.

I 1853 døde han, og et par år efter var de to ældste sønner ANDERS og OLE ude og tjene. KIRSTEN ANDERSDATTER boede så alene med den yngste søn KNUD. Hun gik på aftægt, allerede da hun var sidst i 40’erne.

OLE kom ud og tjene på forskellige gårde. Bl.a. i Vrangstrup, Bavelse og Ringsted. I Ringsted møder han KAREN MARIE JENSEN. Hun bliver gravid og de tager sammen til Vrangstrup, hvor de gifter sig den 15. juni 1862. To måneder efter nedkom KAREN MARIE med deres første barn. OLE var arbejdsmand i agerbruget. I 1877 da KAREN MARIE fødte deres sidste barn, skete der åbenbart nogle komplikationer under fødslen. KAREN MARIE dør den 18. august 1877, seks uger efter fødslen, og den lille pige Karen Marie (opkaldt efter sin mor) blev døbt 4 dage efter moderens død. To dage efter dåben dør pigen også.

OLE blev Indsidder. En indsidder var en person, der ikke boede i eget hus. Han boede i stue (eller i en bolig) hos en gårdmand eller husmand. Indsiddere var som regel unge ægtepar, der tog fast tjeneste hos en gårdmand, men den største part var gamle eller skrøbelige mennesker, der ofte betegnedes ”stakler”.

Efter KAREN-MARIE’s død blev OLE alene med børnene, og hos ham boede hans gamle mor KIRSTEN ANDERSDATTER. De ældste børn (Karen Sophie, Hans Peter & Frederik) kom ud at tjene. Tilbage var JOHANNE (Bedstemor), der måtte overtage pasningen af de små søskende. Hun var kun 9 år, da hendes mor døde. OLE havde svært ved at forsørge familien. De sad faktisk så hårdt i det, at han ikke kunne give sin gamle mor et dagligt måltid mad. Hun måtte forsørges af fattigvæsenet!

JOHANNE kom ud og tjene i Vrangstrup. Her mødte hun den et år ældre JØRGEN PEDERSEN fra Næsby. Han var tjenestekarl hos gårdmand Conrad Pedersen. De mødtes til dans på broen i Vrangstrup, hvor det siges at JØRGEN måtte smide træskoene, når han skulle svinge JOHANNE i dansen.

Det gik, som det så ofte gjorde dengang! JOHANNE blev gravid. Hvorfor de ikke giftede sig inden nedkomsten, må henstå i det uvisse, men rygterne går på, at Bedstemor og Bedstefar ikke måtte få hinanden pga. Bedstefars familie – Bedstemor var ikke fin nok, og de rygter er sikkert korrekte!

JOHANNE fødte deres første datter i 1890 og måtte stå til ansvar for sin ”opførsel”. I kirkebogen står der følgende:

FØDTE KVINDEKØN 1890

25.2. Karen Marie Christine Pedersen. Hjemmedøbt den 14.3.1890. Gendøbt i kirke den 20.4.1890.

Forældre: Ugift Johanne Marie Pedersen, 21år, bor hos Indsidder Ole Pedersen, Vrangstrup; Som barnefader er udlagt Jørgen Petersen, i tjeneste hos Gårdmand Conrad Pedersen, Vrangstrup.

 

Man kan kun forestille sig, hvordan det må have været, især for JOHANNE, at være en ung ugift mor. Hun blev dog ikke beskrevet som Ugift Fruentimmer, hvilket mange kvinder blev udsat for. Et fruentimmer var en nedladende betegnelse om en kvinde, der blev anset for at være løsagtig. Det har dog ikke været værre for hende, end at hun blev gravid igen, kun 4 måneder efter Maries fødsel. Men da hun blev gravid for anden gang giftede Bedstefar sig med hende. Hvis man skal dømme efter historierne om de to, så har det været mere af kærlighed end af pligt. De blev viet i Vrangstrup Kirke den 14. november 1890, og der var kun 4 måneder til Johannes fødsel.

 

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Folketællingslister findes bl.a. på mikrokort, hvilket jeg har benyttet mig rigtig meget af, inden der kom internet og man kunne se folketællingslister og kirkebøger online.

Her er eksempler på hvordan man registrerede folk dengang:

 

FOLKETÆLLING VRANGSTRUP SOGN  *  TYBJERG   HERRED * PRÆSTØ AMT.

VRANGSTRUP SOGN  *  ÅR 1834

19)  Et huus

Peder Knudsen   62 år   Gift   Huusmand

Kirsten Andersdatter     27 år   Gift      Hans hustru

Frederik Pedersen            9 år   Ugift   

Anders Pedersen              1 år   Ugift

 

VRANGSTRUP SOGN  *  1855

14) Et huus 

Kirsten Andersdatter     48 år   Enke   Aftægtskone

Knud Pedersen              13 år   Ugift    Hendes søn

Peder Knudsen (død to år forinden) og Kirsten Andersdatters 19-årige søn Ole Pedersen tjente på dette tidspunkt på gård nr. 4 hos Gdm. Poul Jørgensen. Anders Pedersen på 22 år tjente på gård nr. 22 hos Gdm. Anders Pedersen.

 

 

VRANGSTRUP SOGN  *  1880

Et hus

Ole Pedersen  44 år Enkem. Arbejdsmand i agerbruget

 Johanne Marie Pedersen 12 år Ugift

 Kirsten Pedersen             10 år Ja

Maren Kirstine Pedersen    7 år  Ja       

Jens Peder Pedersen         5 år  Ja

Kirsten Andersen            74 år Ugift
Hans moder. Forsørges af fattigvæsenet.

Datteren Karen Sophie Pedersen på 17 år var ude og tjene på en gård hos Gdm. Anders Pedersen og hans hustru Sophie Nielsen. De to ældste sønner Hans og Frederik tjente udenfor sognet. Hustruen Karen Marie Jensen og den yngste datter med samme navn var døde i 1877.

Fattige var de altså og den gamle Kirsten blev forsørget af fattigvæsenet. Det pudsige er, at der kun var to i sognet i 1880 der var fattiglemmer, den ene altså Kirsten Andersdatter og den anden var en ældre kone i nabohuset.

Johanne Marie og Jørgen Pedersen boede i Vrangstrup de første 4 år af deres ægteskab. Derefter flyttede de til Tyvelse. Om de straks flyttede ned i Mosen har jeg ikke kunne finde frem til, men jeg har konstateret, at de bosatte sig i Tyvelse Sogn i 1895.  Deres videre historie finder du under kapitlet FAMILIEN I TYVELSE, og den er fortalt af Henning og Ernst Pedersen, som jo var to af Johanne og Jørgens børnebørn.

 

 

NÆSBY  SOGN

Nogle af oplysningerne om Næsby Sogn er hentet fra TRAP DANMARK udgivet omkring 1920. Derfor er nogle af beskrivelserne om landskabet o.s.v. ikke tidssvarende.

De noget højtliggende og bakkede jorder (højeste punkt er 68 meter), med større og mindre engdrag langs åen, er ler- og sandholdige. Over ¼ del af arealet er dækket af skov (Næsbyholm Storskov, Enemærke, Engelstofte Skov, en del af Vesterskov m.m.) Fiskerhuset i Næsbyholm Storskov er kendt på hele Midtsjælland, og er meget besøgt på grund af sine naturskønne omgivelser (og stegte ål !). Gennem sognet går landevejen Næstved-Sorø. I sognet findes byerne Næsby, Engelstofte og Vraa.

Næsby hed i 1248 Nesbii. Der er kirke, præstegård og skole.

Engelstofte hed  i 1400 Ingelstoftæ. Der er møllen Vilhelmsminde samt nogle huse.

Vraa: Her lå der teglværk.

Hovedgården Næsbyholm består af ca. 354 hektar. Heraf er der 30 ha eng, 31 ha skov, 24 ha gårdspladser, sø og have. Resten er agerjord. Desuden hører der til godserne Næsbyholm og Bavelse 6,6 tønder land skov. Ved Næsbyholm er der et vadested over Suså til Broby Sogn.

Næsbyholm (næsset der skyder sig ud mellem Tystrup Sø og Suså) nævnes første gang, så vidt det vides, på Dronning Margrethe den 1. tid, da den blev hovedgård og ejedes af ridder Anders Olufsen (Lunge). Omkring 1709 blev Næsbyholm solgt til Frederik den IV, der af dette gods og Bavelse i 1710 oprettede grevskabet Frederiksholm. I 1836 købte Grosserer, senere Kammerherre, Christian Rønnenkamp (død 1867) godserne for 400.000 sølvrigsdaler (ca. 372.000 rigsdaler).

Næsbyholm havde indtil da haft flere ejere. Hans navn, tillige med hustruens, er knyttet til mange stiftelser og legater, og efter hans bestemmelse fik alle fæstere til godset adgang til at blive arvefæstere. 

Den anseelige hovedbygning der før helt har været omgivet af voldgrave, er opført af Sten Brahe og hustru Birgitte Rosenkrantz i 1585. I en præsteindberetning fra 1755 hedder det, at gården fra begyndelsen af stod på den anden side af Næsby Bro, tæt ved præstegårdens have. Gården lå oprindelig i kirkebyen, og tæt ved kirken er sporet ruiner af en ældre gård, og først ved den nuværende bygnings grundlæggelse, flyttede man gården. Gården består nu af et enkelt langt liggende hus i munkesten over en granitsokkel. Oprindelig har bygningen været firfløjet med smalle sidelænger.

Den Danneskjoldske eller Næsbyholm Kanal er anlagt med store bekostninger af Grev Danneskjold-Samsø fra 1810-1812. Kanalen blev åbnet den 11. september 1812 for at gøre Susåen sejlbar på nogle og tyve kilometer fra Bavelse Sø og til åens udløb ved Karrebæksminde, og derved fremme udførslen af brænde fra Midtsjælland. Kanalen er ca. 7.5 – 10.7 meter bred og over 1 meter dyb. Nu er den uden betydning for sejladsen på åen.

I sognets midte ligger enkelte langdysser, deriblandt på lavt terræn tæt ved Suså, den 58 meter lange fredede Tovetithøj. Gravhøje forekommer derimod i stort antal(ca. 90) hovedsagelig i Næsbyholm Skove i tilslutning til de mange høje i Bavelse Skove. Gennemgående er de ret lave og små. 31 af dem er fredede. De intensivt bevoksede skove under Næsbyholm Gods består mest af bøg. I skoven nær Tystrup Sø findes det høje udkigspunkt ”Mont Blanc”.

 

En beskrivelse af sognets agerbrug, husdyr og befolkning viser følgende:

 

BEFOLKNING:

Antal indbyggere i    1801:     403 personer

1834:     552 personer

1850:     573 personer

1855:     631 personer

1880:     693 personer

1901:     600 personer

MÅLING AF HARTKORN I 1905:
Samlet antal hartkorn 198 tønder

SAMLET ANTAL HARTKORN FORDELT PÅ:

22
Gårde: 173 tønder

70 Huse:     24 tønder

Andet:           1 tønde


AREAL:  1257 ha (hektar). I 1912 var følgende tilsået med:

 

Hvede                                56 ha

Rug                                    45 ha

Byg                                    69 ha

Havre                                98 ha

Blandsæd til modenhed    97 ha

Kartofler                             7 ha

Foderroer                         76 ha

Braklægning udgjorde     91 ha

Grønfoder og græsning  283 ha

Haver og lignende           22 ha

Skov                               379 ha

Vandareal                        10 ha

 

ANTAL KREATURER  (i 1919):

Heste                            168 stk.

Hornkvæg
(heraf 399 køer)          
609 stk.

Geder                              15 stk.

Får                                  48 stk.

Svin                              262 stk. (mod 1062 i 1914)


Hvilken beskæftigelse var der i Næsby Sogn ?

På grund af Næsbyholm var der i dette sogn flere erhverv end i f.eks. Vrangstrup. Dette sogn er også arealmæssigt større. Jeg har været inde og kigge på folketællingslister og i kirkebøgerne for at finde folks titler. Der er sikkert flere ”erhverv” end de her beskrevne:

 

FOLKETÆLLING  *  NÆSBY SOGN I 1834:

Antal personer: 552  

Næsbyholm Gods

 

Forpagter af hovedgården   Bernhard C. Hagen  

Godsforvalter                       1   Jørgen Find

Gartner                                 1   Nis Clausen              

Kusk                                     1

Røgtere                                2

Tjenestepiger/karle            6              

Malkepiger                           3            

Barnepige                            1

Tjenestedrenge                   2

 

Præstegården

 

Sognepræst         Peder Christian Thörche

Huusjomfru                        1

Tjenestepiger/karle          5

 

Resten af sognet

 

 Sognefoged         1   Peder Christophersen

 Gårdmænd         11

 Huusmænd        48

 Boelsmænd         2

 Teglbrænder       1   Hans Christian Andersen 

Ledvogter
(Vesterskoven)
   1   Jens Johansen

Vævere                2   Ole Pedersen/Lars Pedersen

Skrædder             1   Lars Henriksen

Snedkere             2   Jens Hansen/Fritz Nygaard

Murer                   1   Mathias Phillipsen

Smed                    1   Rasmus Carlsen

Tømmermand      1   Johan Paulus Phaab

Træskomand       1   Niels Jeppesen

Skomager            1   Carl Peter Strømvald

Skolelærer
& Kirkesanger
     1   Niels Emanuel Westergaard

Lærerinde            1   Anna Christine Meilbye

Postbud               1   Hans Jensen

Almisselem         3

Jeg undrede mig over det store antal plejebørn i 1834. De var opdelt efter følgende kategori:

Pleiebørn          12

Pleiebørn under fattigvæsenet   11        

 

NÆSBY SOGN I 1855:

Antal personer: 631  (130 familier)

 

Næsbyholm Gods (i alt 43 personer)

Godsejer,Kammerherre, Etatsråd Christian Rønnenkamp                                                     

Godsforpagter                           1   Klaus Peder Rasmussen

Gartner                                      1   Carl Rich. Edvard Hagerup

Fuldmægtig                               1   Conrad R. B. Sibertzen

Forkarle                                    1

Hjulmand                                  1   Hans Hansen

Tjenestepige/karl                   13              

Staldkarle                                 2            

Dannebrogsmand                     1   Anders Hansen

Tjenestedreng                          3

 

Schæfergaarde

Schæfer                        Hans Christian

 

Præstegården

Sognepræst           1  Philip Christian Götz

 

Resten af sognet

  

Gårdmænd                     11

Huusmænd/Daglejere  73

Boelsmand              1

Teglbrænder           1   Ole Nielsen 

Snedker                  1   Frederik Jørgensen 

Snedkersvende      5

Murer                     1   Nicolaj Petersen

Smed                      2  

Jernstøber             1   Hans Peter Lunge   

Hjulmand               1   Niels Christian Vestergaard

Fattiglemmer         4

Pleiebørn                   12

Pleiebørn under fattigvæsenet   11        

 

NÆSBY SOGN I 1880:

Antal personer:  693  (157 familier)  19 gårde & 99 huse


Næsbyholm Gods

Forpagter af hovedgården   Jens Peter Krogh      

Godsforvalter                       1   Gotthold Thaarup    

Tjenestepiger/karle          16              

Fuldmægtig                         1   Jens Albert Höyer     

Lærer                                  1   Christian Colbjørnsen  

 

Resten af sognet

Sognepræst & Provst       1   Olafus Waage  

Sognefoged,
Dannebrogsmand
             1   Anders Rasmussen  

Arbejdsmænd
(skov/ager)
                     25

Fisker                                1

Kreaturpassere                 3              

Lever af haandarbejde     2    

Skovfoged                         2   

Jordbrugere                     15  

Fragtmand                        1   Peder Jensen  

Vævere                             4

Træskomagere                 3  

Skomagere                       3   Heriblandt Carl Strømvald  

Malere                              2

Træskomand                    1  

Skolelærer
& Kirkesanger               
  1   Knud Olsen Pedersen  

Skovarbejdere                5

Lever af sin jordlod        5

 

Derudover var der en:

Slagter, syerske, høker, julmager, stenhugger, bødker, ledvogter, urmager, dyrlæge, snedkermester, skrædder, smed, handlende, murermester, sypige, møller, skræddermester, sadelmager, husmoder der handler med hvedebrød, og der var så sandelig også en kapitalist.  

Af fattige i sognet taltes der: 

Fattiglemmer          24

Tjenestefolk under
fattigvæsenet           
2      

 

Sådan står der om familien i folketællingslisterne                                                                              

NÆSBY  SOGN  *  ÅR 1834

En Gaard
Peder Johansen  43 år   Gift, Gaardmand

Kirsten Jensdatter 56 år   Gift, Hans kone

Jens Christiansen 20 år  Ugift, Deres søn

Jacob Pedersen    16 år   Ugift   

Jens Jensen         15 år   Ugift,  tjenestefolk

Maren Jensdatter 16 år   Ugift                        

 

NÆSBY  SOGN  *  ÅR 1855

En Gaard

Peder Johansen  64 år   Gift  Gaardmand

Ellen Sørensdatter         31 år   Gift     Hans kone

Mette Marie Andersen    18 år   Ugift   Tjenestepige

Ane Lisbeth                   18 år   Ugift   Tjenestepige   

Gaardmandens børn

Anders Pedersen    7 år   Ugift   

Johan Pedersen      5 år   Ugift            

Kirsten Pedersen    1 år   Ugift                        

 

NÆSBY  SOGN  *  ÅR 1880

En Gaard

Ellen Sørensdatter 55 år   Enke   Gaardeierenke

Johan Pedersen     29 år   Gift      Gaardbestyrer

Jørgen Pedersen   12 år   Ugift                              

Maren Pedersen f. Rasmussen 25år, Gift, Svigerinde

Niels Andersen     37 år   Ugift    Tjenestekarl

Udøbt 8 uger     Svigerindens barn                     

Den nævnte Jørgen Pedersen er altså Bedstefar.

 

FAMILIEN I NÆSBY

Også med familien i Næsby, vil jeg starte med at lægge ud med vores ”stamfader” og derefter tage dem i rækkefølge.

PEDER JOHANSEN blev født i 1792 i Vinderup Sogn og giftede sig den 7. februar 1819 med den 16 år ældre enke KIRSTEN JENSDATTER. Hendes mand havde druknet sig knapt 2 måneder forinden. Hun havde sin 5 årige søn JENS CHRISTIANSEN med sig ind i ægteskabet med PEDER JOHANSEN. De to fik ingen børn sammen. KIRSTEN havde overtaget sin afdøde mands fæstegård DALGÅRDEN, så PEDER blev gårdmand ved giftemålet.

Den 4. november 1841 kom der en ny tjenestepige til gården. Det var den 17-årige ELLEN SØRENSDATTER af Tyvelse. Hun havde tjent hos Bendtsen i Glumsø, men havde nu søgt ny plads. ELLEN var datter af Indsidder Søren Christiansen og hustru Margrethe Pedersdatter. De var begge 30 år gamle og hhv. enke og enkemand, da de giftede sig den 24. oktober 1823 i Tyvelse Kirke. Hun var født i Tyvelse og han i Glumsø. ELLEN var deres førstefødte og derefter fulgte:

Hans Christian Sørensen        født den 24. november 1826

Peder Sørensen                     født den 18. juli 1829

Maren Regine Sørensdatter    født den 4. maj 1833

Kirsten Sørensdatter             født den 21. juli 1836

ELLEN SØRENSDATTER tjente hos PEDER JOHANSEN og KIRSTEN JENSDATTER indtil den 1. maj 1845. Så tog hun til Vrangstrup og derefter til Næsbyholm. Hun må imidlertid have været glad for sin plads hos PEDER JOHANSEN for den 9. maj 1846 kom hun tilbage til sin plads hos familien.

KIRSTEN JENSDATTER blev syg af brystsyge (tuberkulose) og døde, 69 år gammel, den 26. marts 1847.  

PEDER JOHANSEN og ELLEN SØRENSDATTER fik herefter et mere tæt forhold end bare at være arbejdsgiver og tjenestepige. ELLEN blev gravid og de giftede sig i Næsby Kirke den 18. august 1848. Da var PEDER 56 år, ELLEN 24 år gammel og  gravid i 8. måned. I løbet af de næste 19 år fik de 9 børn, hvoraf de mistede den 9½ måneder gamle Kirsten i 1853. Hun døde af kramper.

Den 23. maj 1871 døde PEDER JOHANSEN 79 år gammel.  Han efterlod sig kone og børn, hvoraf den yngste JØRGEN kun var 4 år.

 

 

TYVELSE SOGN.

Oplysningerne om Tyvelse Sogn er tildels fundet i TRAP DANMARK udgivet omkring år 1920. Derfor er nogle af beskrivelserne omkring landskabet o.s.v. altså ikke tidssvarende.

Sognet beskrives som anneks til Næsby og omgives af Glumsø, Sandby og det sydlige af Vrangstrup. De noget højtliggende og temmelig bakkede jorder i sognets nordlige del er ler- og sandholdige og af god beskaffenhed. Det højeste punkt er Bavnebakke med sine 62 meter. Mod syd er der lavere engstrækninger og syd for Tyvelse by ligger Almosen.

Tyvelse blev i 1370 kaldt Tifløsæ og i 1402 Tywelse. Der ligger kirke, skole, Haabets Mølle, Brugsforening og Andelsmejeri (Møllebæk) med forsamlingssal. Maderne, gårde og Sanden (Tyvelse Sand og Husrække).

Kirken (tidl. Skt. Laurentii Kirke) er en romansk kampestensbygning med apsis. I den senere middelalder overhvælvedes den. Nyt tårn i vest og våbenhus i syd er  opført af mursten i 1854. På korrundingens hvælvning og på korbuen og triumvæggen er der fundet nogle kalkmalerier  fra kirkens første tid. I korhvælvingen og på skibets nordlige væg er der kalkmalerier fra midten af det 14. århundrede. Altertavlen er barok og skænket af Rigsråd Fr. Reedtz i 1651. Prædikestolen har barokke evangelistfyldninger indsatte i en opbygning fra ældste renæssancetid. Døbefonden er af granit i romansk stil. En Peder Truelsen gav i 1362 et gods i Aasø til Sorø Kloster. Tæt nord for Tyvelse ligger den anselige gravhøj Tornhøj. De ca. 20 andre gravhøje som kendes i sognet, og en langdysse nord for Tyvelse er sløjfede eller ødelagte. I gammel tid hed Tyvelse Mose Dattebo. Hvordan navnet er opstået og hvad det betyder, har jeg ikke kunne finde frem til.

Jeg kontaktede Nordisk Navneinstitut, Afdeling for navneforskning på Københavns Universitet for måske at få nogle oplysninger og fik følgende svar:


Tak for dit spørgsmål om stednavnet Dattebo.

Jeg har gennemsøgt alt hvad vi har at gennemsøge på Afdelingen, og jeg kan ikke finde nogen forklaring på navnet.

Det eneste jeg har kunnet konstatere, er at Dattebo er navn på en eng og jeg har kun fundet det i nogle få kilder fra 1900-tallet, især på nyere kort.

Der kan være flere hypotetiske forklaringer på navnet. Man kan forestille sig at der engang har været en hytte eller lignende som har givet anledning til efterleddet -bo. Men der kan også være tale om en rede eller en anden form for dyrebo.

Forleddet Datte- er en gåde. Jeg kan ikke finde dialektord eller gamle ord i sproget som kunne give en bare nogenlunde forklaring. Det eneste der kunne vise en vis sammenhæng, er navnet Dade i nabosognet Sandby. I enkelte ældre kilder staves dette bebyggelsesnavn med -t- og -tt-. Dade er behandlet i Danmarks Stednavne bind 16, men desværre har udgiveren af denne bog heller ikke kunne finde en forklaring på det.

Mere kan jeg desværre ikke bidrage med. 

med venlig hilsen

Birgit Eggert

 

Så jeg blev da en lille smule klogere, men det kunne nu være sjovt, at finde ud af om det var Bedstemor og Bedstefars hus der hed Dattebo, eller hvad det ellers kan have været?

 

Har vores familie hørt til Tyvelse altid ?

I slutningen af juli måned 1992 blev der, i forbindelse med renovering af Møllebækken, fundet knoglerester af dyr og mennesker. Næstved Museum foretog nogle undersøgelser, og de tydede på, at der var tale om en offerplads fra yngre stenalder og bronzealder d.v.s. ca. 2000 år før vor tidsregning. Ofringen skulle have været et led i en frugtbarhedskult. Man fandt kranier og skeletdele fra omkring 25 personer i alt. Allerede i 1932 blev der fundet kranier på det samme sted, og det resulterede i en mindre arkæologisk undersøgelse i 1934.

Man mener, at området også dengang var mose og at den tørveholdige jord har bevaret knoglerne så godt. Så måske er det vore forfædre der dukkede frem i dagslyset den dag i 1992. Stedet hvor offerpladsen lå, ligger ca. 150 meter til højre, op mod Tyvelse by, fra lågen på Ernst’s grund, ud til Møllebækken

Spændende er det i hvert fald at vide, at Mosen har været ”beboet” i flere tusind år, og måske dukker der fund op i fremtiden, der kan fortælle mere om Mosens historie.

Undersøgelser-af-knoglerester

Fund-af-kranier
 

En beskrivelse af Tyvelse sogns agerbrug, husdyr og befolkning viser følgende:

 

BEFOLKNING:   Antal indbyggere i    1801:     251 personer

1834:     290 personer

1850:     334 personer

1855:     324 personer

1880:     462 personer

1901:     432 personer

1916:     424 personer

 

MÅLING AF HARTKORN I 1905: Samlet antal hartkorn  145 tønder

SAMLET ANTAL HARTKORN FORDELT PÅ:   

39 Gårde: 128 tønder

50 Huse:     17 tønder

samt 5 jordløse huse.                                                 

 

AREAL:  764 ha (hektar). I 1912 var følgende tilsået med:

Hvede            10 ha

Rug                83 ha

Byg              105 ha

Havre            86 ha

Blandsæd til modenhed     74 ha

Kartofler                              4 ha

Foderroer                          56 ha

Braklægning udgjorde      86 ha

Grønfoder og græsning   209 ha

Haver og lignende              9 ha

Skov                                    3 ha

Vandareal                           3 ha

Tørvemoser                        6 ha

 

ANTAL KREATURER  (i 1919):

Heste                       152 stk.

Hornkvæg
(heraf 335 køer)     
590 stk.

Geder                         9 stk.

Får                            50 stk.

Svin                        320 stk. (mod 965 i 1914)

 

Hvilken beskæftigelse var der i Tyvelse Sogn?

Tyvelse lå midt imellem Vrangstrup og Næsby Sogn og arealmæssigt var det også midt imellem. Der var følgende erhverv:

 

TYVELSE SOGN I 1834:

Antal personer:  290 

Heraf:

Gårdmænd                       15                   

Husmænd                         25                   

Skolelærer/Kirkesanger   1   Niels Peter Friis

Smed                                  1   Peder Nielsen 

Væver                                1   Lars Pedersen

Skrædder                           3

Sognefoged                        1   Peder Nielsen

Sadelmager                        1   Søren Nielsen   

Lever af sin jordlod           8                   

Almisselemmer                  4

Fattiglemmer                     2

Plejebørn under
fattigvæsenet                    
7

 

Om familien (Ellen Sørensdatter – Bedstefars mor) står der følgende:

TYVELSE  SOGN  *  ÅR 1834

Et Huus

Søren Christiansen 44 år Gift, Husmand og dagleier

Margrethe Pedersdatter 44 år Gift, Hans kone

Deres børn:

Karen Sørensdatter       14 år

Ellen Sørensdatter         10 år

Christian Sørensen         8 år                        

Peder Sørensen             5 år

Maren Regine Sørensd.  1 år     

Den 14-årige Karen Sørensdatter var Sørens datter fra første ægteskab.

 

TYVELSE SOGN I 1855:

Antal personer:  324 (71 familier)  14 gårde og 40 huse.

Heraf:

Sognefoged
     1   Carl Rasmussen

Skolelærer/
kirkesanger
     1   Niels Peter Friis

Smed                1   Lars Olsen

Væver              2

Tømmermand  2

Træskomager  2                     

Lever af sin jordlod   6

Fattiglemmer             3

Fattighuset beboedes af 10 personer      

                               

Om vores familie står der følgende:

TYVELSE  SOGN  *  ÅR 1855

 

Et Huus

Søren Christiansen 64 år, Gift  Husmand,dagleier, huusfader

Margrethe Pedersdatter 64 år, Gift,  Hans kone

Deres børn
Peder Sørensen           26 år   Ugift

Kirsten Sørensdatter   19 år   do.     

 

TYVELSE SOGN I 1880:

Antal personer:  462  *  24 gårde og  73 huse.

Heraf:

Kirkeorganist
               1   Peder Hansen             

Skolelærer                   1   Hans Lambert Jensen

Smed                            1   Ole Larsen

Murer                           1   Niels Sørensen           

Væver                          1

Røgter                                   1              

Smedearbejder           1   Hans Nielsen

Tækkemand                1   Hans Poulsen

Lever af sit jordlod   19

Høker                          2

Sadelmager                1   Jens Pedersen

Tømrere                      2                                       

Træskomænd             2

Bagersvend               1   Rasmus Rasmussen

Skomager                  1   Lars Jensen

Vandmøllen              Gaardmand Hans Pedersen

Fattiglemmer             4              

Plejebarn under
fattigvæs.                  
1

 

Fattighuset havde 16 beboere. Det var 3 enlige mødre samt en familie med far, mor og 5 børn.

I folketællingslisterne fra anden halvdel af 1800-tallet er der kolonner til udfyldelse om folk er døve (hørelsen aldeles berøvet), blinde (synet aldeles berøvet) og uden forstandsevner (idioter). Jeg har kun været opmærksom på én under den sidste kategori, og det var den 54 årige Johan Christensen. Han var antaget uden betaling hos gårdejer Peder Hansen.

Noget rigtig spændende jeg fandt på Lokalhistorisk Arkiv, det var gamle aviser. Aviser fra dengang mine oldeforældre blev født – 3 år efter slaget ved Dybbøl! Det var vildt interessant læsning – de gotiske bogstaver lærer man i løbet af ganske få minutter, og så er det ellers bare at kaste sig over de forskellige artikler og annoncer. Jeg var ret målløs over de artikler der var i aviserne – nogle af dem var rimelig “sladderblads-agtige”. Det havde jeg slet ikke forventet. Ej heller at der var artikler om ting der var foregået i udlandet! Den første avis her – altså forsiden af den – den er fra dagen før min oldefar Jørgen blev født. Sjællandsposten udkom kun mandag, onsdag, torsdag og lørdag, og både Bedstefar og Bedstemor er født en tirsdag, så jeg har valgt avisen fra dagen før. Kvaliteten af fotoet er ikke optimalt – beklager! Du kan læse et uddrag af avisen her


Forside-Sjællandsposten_13Maj1867

Forside-Sjællandsposten_15Juni1868

Det samme gør sig desværre gældende med avisen fra den 15. juni 1868 – du finder et uddrag af den her

scan0003

scan0004

HISTORIEN OM BEDSTEMOR OG BEDSTEFAR  –  HANNE  &  FISKER-JØRGEN

Følgende er fortalt af ovennævntes to børnebørn Henning og Ernst Pedersen. Fortællingen er selvfølgelig nedskrevet, efter hvordan de har oplevet livet i Mosen, og krydret med de historier, de selv har fået fortalt.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Hanne havde ry for at være en lidt bestemt dame, mens Jørgen var mere mild i sin optræden, men med 11 børn har hun været nødt til at opretholde en vis disciplin. Henning og Ernst husker at have hørt, at hun var bestemt mod børnene. Men med barnebarnet Ernst var det anderledes! Hun var specielt god ved ham husker Henning. Når Ernst havde lavet utyskestreger derhjemme og skulle have tærsk af sin mor, så gik han hen til sin bedstemor (på det tidspunkt boede Svend, Martha og drengene i huset ved siden af Hanne og Jørgen), så sagde hun til ham:” Nå, nu er det ved at blive mørkt. Skal du ikke hjem?”  – ”Nej!” svarede Ernst så, og så vidste hun godt hvad der var galt ! Så fulgte hun Ernst hjem og sagde så til Martha:” Og så kan I prøve på at røre ham!” Så skete der ikke noget med Ernst, og det vidste han selvfølgelig godt. Men i det hele taget havde alle respekt for hende, for hun var også godheden selv. Martha, Svend og drengene boede i det gamle bindingsværkshus som senere blev købt af Jens Bjerrisgaard. Svend købte dette hus for 1500-1600 kr. i 1932 eller deromkring.

Da den Spanske Syge (influenza-epidemi der hærgede i Europa i årene 1918-1922 og som havde sit udspring i Spanien) holdt sit indtog i Tyvelse Sogn, var Hanne den der tog rundt på gårdene og hjalp til med de syge, så godt hun nu kunne. Jeg tror, at det med hjælpsomheden har været ét af hendes kendetegn. På billeder af hende, ser hun godt nok noget stramtandet ud, men det skal man ikke lade sig narre af.

Jørgen forsørgede familien ved forskelligt arbejde. Han havde bl.a. arbejde som dræningsmester, han har arbejdet i Holmegårds tørvemoser (hvor han selvfølgelig gik frem og tilbage fra Mosen), Papirfabrikken i Næstved, i Haraldsted og så har han ikke mindst fisket i Susåen. Deraf kommer navnet Fisker-Jørgen. Inden han mødte Hanne, havde han også prøvet sømandslivet. Det var sejllads til Tyskland, hvor de hentede egestave til at lave tønder af.

I Susåen havde han ruser og hyttefade, og de tilså han om natten. Hanne og nogle af børnene gik så ned med mad til ham. Så sov han et par timer, måske i en høstak, og så gik han på arbejde. Han gik barbenet, for ikke at slide på træskoene! Flere dage var han ikke hjemme fordi strækningen mellem hjem og arbejde var stor. Jørgen holdt op med at arbejde, da han var sidst i 50’erne. Så fik han aldersrente (datidens folkepension) og det beløb sig til 39 kr. om måneden. Jørgen fortalte engang, at han havde prøvet at arbejde, hvor daglønnen var 1 kr.   

I 1905 brændte Jørgen og Hannes hus. Det skete under slagtningen i november måned, hvor der gik ild i skorstenen. Hvad mon man gjorde dengang i 1905 med 7-8 unger, når ens hus brændte? Hvor gik man hen imens huset blev genopbygget? Vi ved det ikke, men kan kun håbe på at Jørgen havde en god brandforsikring. Jeg har ledt efter den i arkiverne, men har ikke kunne finde den. I folketællingslisten fra 1. februar 1906 kan man se, at Jørgen og Hanne også har haft hendes 70-årige far boende, så der har været fuldt hus, hvor de nu end har haft bolig, mens det andet hus blev genopført/repareret.

Henning kan huske, at han syntes at bedstefar og bedstemor var rige! Der var altid meget mad. Thorvald, Frederik og Oluf betalte kostpenge hjemme (Oluf giftede sig med Anna, men Thorvald og Frederik boede hjemme i mange år). Jørgen tjente godt ved fiskeriet i Susåen. Hjemme havde de en ko og en gris. Jørgen havde fået lov af lodsejeren at slå hø på baneskråningen, og høet kørte han hjem på sin trillebør. I en periode var Jørgen og Hanne værtspar i Tyvelse Forsamlingshus. De ældste af pigerne hjalp så til med at lave mad til de forskellige fester. 

Når Jørgen havde fisket bar han fiskene hjem, hvor han lukkede dem ud sin dam. Der hvor vejen går ned fra Tyvelsegården, var der dengang kun en sti, og så løb der en grøft ved siden af, og den tog vandet oppefra, der så løb ind i fiskedammen og videre ud i Møllebækken. I Susåen fangede han gedder som blev taget med hjem og lukket ud i dammen. Den blev altid kaldt for tørvegraven, for der var i sin tid gravet tørv der. De andre fisk han fangede, skaller o.s.v., blev hakket ud og givet til hønsene. Hvis der var mere end hønsene kunne spise, så fik fiskene lov til at ligge og rådne, hvorefter Jørgen brugte dem som gødning og gravede dem ned. Det var nærmest ål og gedder der gav penge. Gedderne blev sendt til København og kiloprisen var den samme som for ål. Jørgen havde ikke fiskeret, men han fik lov til at fiske af jordejerne, mod at han rensede åen på det stykke, og derudover levere fisk. Men han fangede aldrig noget!

Han blev regnet for lidt af en tyvefisker, og han var i hvert fald en gavtyv. Der var en uge hvor Oluf (den yngste søn), svigersønnen Svend (gift med Martha) og Jørgen gik nede i Susåen og trak vod. De fangede så mange gedder på den uge, at tørve-graven var helt fyldt op. De penge Jørgen fik for gedderne, købte han en fin kælveko, 4 tønder korn og to grise for! I det hele taget tjente Jørgen mange penge på sit fiskeri

Gedderne der skulle til København, blev hentet i bil. Det var en fiskeeksportør der hentede fiskene. Det startede med at Jørgen fik forbindelse med ham via sønnen Frederik og svigersønnen Svend. De havde været inde på et torv i København og skulle sælge høns. Ham fiskeeksportøren øjnede en chance for at købe hønsene billigt, så han gik hen for at snakke med dem lige inden de skulle hjem. De var glade for at slippe af med de resterende høns, selvom det ikke gav så mange penge, for det var ikke så sjovt at skulle have hønsene med hjem igen. Men de kom så i snak med fyren, og han fortalte, at han eksporterede ferskvandsfisk til de katolske lande. Så spurgte Frederik ham, om han så ville købe nogle gedder, og det ville han gerne. De fik hans telefonnummer, og så skulle de ringe, når de engang havde fanget en god portion. Og det var så dengang tørvegraven var fyldt op, at Frederik ringede derind. Der kom så en stor bil med kompressor på.  Da fiskeeksportøren så tørvegraven udbrød han : ” Neej, nu har jeg kørt med den store bil inde fra København af !” Der var 3-4 beholdere på bilen, og de blev alle fyldt op !!! ”Bare ring igen når I har nogle flere”, sagde han så. Al fiskeriet foregik efter fyraften, og man skal lige huske på, at den gang var arbejdsdagen langt mere end 7-8 timer. Stort set var det nattefiskeri, der foregik på ikke helt lovlig vis. Men det gav godt!

Engang svigersønnen Svend var med og fiske i Susåen om natten, kunne de ikke rigtig se noget, og de var optagede af at trække vod i åen, der foregik på den måde, at de gik på hver sin side. Så pludselig kom der en vædder farende og stangede Svend bagi, så han stod på hovedet i vandet.

 

conn10002

Familien samlet i 1911 til den yngstes barnedåb. Barn nr. 11 – døbt Elva

Hver søndag samledes Johanne og Jørgens børn og børnebørn. Ernst og Henning kørte (sammen med moderen) derud i tog. Toget stoppede ved broen ude i Tyvelse, hvor de så gik det sidste stykke vej. Svend (faderen) cyklede derud for at spare en togbillet. Da Ernst og Henning ikke var så gamle, kørte de halv billet (en slags børnebillet), og så nogle gange, når de sad ved siden af hinanden, så gav togbetjenten dem en hel billet. Da Ernst var den ældste, så skulle han holde den, så var Henning ikke meget værd, hvis Ernst sad henne ved vinduet og skulle se hvor langt han kunne få den ned, før den blæste væk!

Der var ikke meget plads i huset hvor Hanne og Jørgen boede, men alligevel lykkedes det at få plads til alle til f.eks. søndagsmiddagene, om end man mange gange måtte spise i flere hold, fordi der ikke var plads omkring bordet. Der blev aldrig serveret øl eller spiritus til disse middage. Drikkelsen bestod af skummetmælk.

Gruppebillede-1

Far, mor og elleve børn OG Pjevs

 

Følgende familiemedlemmer troppede op hver søndag:

Ingeborg (datteren) og hendes mand Richard og drengene Felix og Edvard. Datteren Martha og hendes mand Svend og deres drenge Svend, Ernst, Henning og Carlo. Marie og svigersønnen Harald. Ofte kom datteren Sophie og hendes samlever Bentzen. Han var ud af en finere familie, han var kontorchef og fint klædt på. Men han var så utrolig glad for at komme i Mosen, og han havde aldrig oplevet sådan et sammenhold i en familie. Han var sådan en flink mand syntes Henning og Ernst. Datteren Elva (og i de senere år hendes mand Harry) var også ”stamgæster”, og sønnerne Thorvald, Frederik og Oluf var selvskrevne til søndagsmiddagene. I øvrigt nåede Thorvald aldrig at flytte rigtigt hjemmefra. 

Efter at Martha og Svend flyttede til Ringsted med drengene, kom Ernst på ferie hvert år hos bedsteforældrene i Mosen. Henning kom også på ferie derude, men Ernst stod sig bedst med Hanne, så han var der mest. Efter Hennings mening var Ernst noget af en fedterøv. Han moppede gulve og pudsede lampeglas for hende. Der var mange børnebørn, men kun én på ferie ad gangen.

I øvrigt husker Henning at drengene (Oluf, Frederik og Thorvald) tog en masse gas på deres nevøer. Én gang havde Frederik ville lave et væddemål med Henning. Det gik ud på, at Henning skulle have noget snus (ligesom de voksne), og når han havde det i munden, så ville Frederik vædde på, at Henning kunne gå lige rundt om huset. En anden gang havde Thorvald lovet Henning og en anden knægt 50 øre hver. Thorvald lagde 1-øre, 2-øre og 5-øre i en stabel (og den blev pænt stor) så der var i alt 50 øre. Ved siden af lagde han en lille flad 50-øre (som en 25-øre i 1999). Der blev ballade for den synede af ingenting, og begge drengene ville have bunken med mønter, fordi det så ud til at der var flest penge der!

Når familien spiste derude og fik flæskesteg, så blev der stegt en rødspætte til Jørgen, for han kunne ikke tåle flæskesteg. Men da Hanne døde, begyndte datteren Sofie at lave mad til Thorvald, og så kunne Jørgen pludselig godt tåle det ! Årsagen til det var, at Sofie ikke lavede ligeså fed mad, som hendes mor havde gjort.

Ernst kan huske sådan om sommeren, hvis det var lige ved at blive tordenvejr, så tog Bedstemor sødmælk fra mælkejungen og hældte op i tallerkner. Så blev de stillet ind i spisekammeret, og så skulle det ikke stå ret længe, før det blev til tykmælk. Der kom et tykt gult lag ovenpå, det smagte pragtfuldt husker Henning. Tykmælken var lidt blålig i bunden. Så blev der hældt puddersukker og revet rugbrød over. Det var bare lækkert.

Alt hvidt brød bagte Hanne selv. Franskbrødene var ca. 40 cm lange.  Det vi kalder sigtebrød, kaldte de hvedekage. Når brødet skulle skæres i skiver, så stillede hun det på højkant, så det hvilede på maven, mens hun skar. Johanne havde kun én tand i munden (i overmunden og den var stor), og når hun så spiste af et æble,  blev der en hel kløft ned i æblet ! Det så farligt ud syntes Henning og Ernst.

Slagtning var Henning og Ernst også med til. Hele familien troppede op. Maries mand Harald var slagter, så det stod han for. Alle tarmene blev renset og vendt, så der kunne laves blodpølse og spegepølse. Gruekedlen var i dagens anledning blevet skuret og skrubbet, og der blev blodpølsen lavet. Skinkerne og spegepølserne blev sendt til rygning, og når de fik dem tilbage, blev de hængt op ved skorstenen. 

Henning fortæller en episode fra dengang han og Ernst var børn og på ferie hos Johanne og Jørgen. Det var dengang de havde en ko ! Så kom Thorvald hjem og var pløre fuld. Men koen skulle malkes, så Thorvald måtte til og i gang . Ude ved vandposten havde de en lille stump jernbanesvelle til at stille spanden på, når de pumpede vand op. I sin brandert tog Thorvald den stump svelle ( han var virkelig meget fuld) og den lagde han så ind under koen, og begyndte at sidde og malke på den i stedet for spanden !  Bedstemor blev selvfølgelig tosset !

Dengang da Henning og Ernst var børn, var det ikke så meget øl, de voksne drak. Det var for det meste brændevin og kaffe. En pot brændevin kostede 19 øre for en liter. Man havde selv spand med til at opbevare brændevinen i på hjemturen.

 

Så er der historien om dengang Jørgen besluttede sig for at blive ”afholdsmand”:

Jørgen havde været oppe i Tyvelse by hos en, der vistnok hed Niels Peder. Der havde de så drukket brændevin, og Jørgen var blevet temmelig fuld, så da han skulle hjem (til fods), drattede han om og faldt i grøften. Så lå han der! Johanne, Thorvald og Frederik måtte så op og hente ham (måske har de haft trillebøren med, til at transportere ham hjem i) men da sagde Jørgen, at han skulle aldrig nogensinde røre brændevin igen, og det gjorde han rent faktisk ikke.

Der var også historien om dengang deres datter Anna skulle døbes:

Jørgen havde fået opgaven at gå til præsten i Næsby for at aftale barnedåb. Hjemmefra havde han og Hanne aftalt hvad barnet skulle hedde, men der var et godt stykke vej at gå, så da Jørgen nåede præstegården, havde han rent glemt navnet på barnet ! Han måtte hurtigt finde på et, og det blev så til Anna.

Det forlyder godt nok, at det skulle være stakkels Anna, der fik det ”forkerte” navn, men det tyder mere på at det skulle have været Kirstine, der var den uheldige, for i folketællingen i Tyvelse Sogn i 1901 står ”Kirstine” faktisk opført som Ellen Petrea og navnet Kirstine var måske det Hanne og Jørgen oprindeligt havde aftalt !

Når man sådan har hørt forskellige historier om bedstemor og bedstefar, så kan man ikke lade være med at tænke på, at vi stammer ud af en usædvanlig familie. Eller rettere sagt, så har familiesammenholdet nok været stærkere end i så mange andre familier. Flere af Hanne og Jørgens børn boede forholdsvis langt væk, men alligevel troppede de op om søndagen.

Da Henning tidligere fortalte, at han syntes at bedstemor og bedstefar var rige fordi der altid var mad, så har det med maden nok betydet meget for Hanne. Man kan godt tænke sig, at hun i barndommen eller ungdommen har lovet sig selv, at hendes eventuelle børn aldrig skulle gå sultne i seng, som hun sikkert selv har prøvet utallige gange som barn, fordi faderen ikke kunne tjene nok til at forsørge dem. De tragiske ting fra hendes barndom har formet hende til det menneske, som så mange respekterede og holdt af, og man kan roligt sige, at modgang har gjort stærk, i dette tilfælde. Jeg er ked af, at jeg ikke fik chancen for at møde disse to mennesker, som stadig står lyslevende, for de der er tilbage.

 

Den 14. november 1940 holdt Bedstemor og Bedstefar guldbryllup – her er et par sange fra dagen

scan0001

Guldbryllupssang

Da Hanne døde i december 1943, blev Thorvald boende hjemme hos Jørgen indtil hans død i 1951. Thorvald solgte sit fødehjem i 1956 til nevøen Henning, der gik i gang med at bygge om og til. Thorvald selv byggede et lille hus på grunden ved siden af, og boede der med hunden Sussi, indtil han døde i 1972.

 

DANMARKS  FØRSTE  FOLKETÆLLING 1. JULI 1787

Selvom det fra begyndelsen af, ikke var min hensigt at gå flere hundrede år tilbage i tiden, men koncentrere mig om 1800 og 1900-tallet, så  ”faldt”  jeg alligevel over en meget spændende bog  ”1. juli 1787 –  FOLKETÆLLINGEN I TYBJÆRG HERRED” ved Kjeld W. Rasmussen og Helge Vangmark. Den består som sagt af optælling af personer, deres civilstand (ugifte, enker, enkemænd, 1., 2. eller måske 3. ægteskab) folks beskæftigelse o.m.a. En virkelig spændende bog ! Jeg fandt da også et par af vores forfædre, men derom senere. Folketællingen var virkelig detaljeret, og det er alligevel langt over 200 år siden! Jeg har kopier af folketællingslister og kirkebøger, men det er slet ikke læsbart, når man lægger det ind i et blog format – de gamle bøger med tekst skrevet med blæk, kan være svære nok at læse, selvom man sidder med en direkte kopi – der har man dog som regel mulighed for at skalere teksten op – det får jeg også her på et tidspunkt, og så bliver de selvfølgelig lagt ind. 

Men i 1787 var PEDER KNUDSEN (Bedstemor Johanne’s farfar) 15 år gammel og tjenestedreng hos Mads Christensen i Næsby. Husstanden bestod af den 46-årige Mads Christensen, der var bonde og gårdbeboer, hans kone Ane Hansdatter (48 år) og tre tjenestefolk:

Christian Pedersen (25 år)

Lisbeth Hansdatter (18 år)

Peder Knudsen (15 år)

Derudover var der den 8-årige Henrich Christiansen der var plejebarn (avlet udenfor ægteskab) og den 3-årige Cathrine, som var plejebarn fra opfostringshus.

 

KIRSTEN ANDERSDATTER’s mor (altså Bedstemor Johanne’s farmors mor), var også at finde i folketællingen. Hun var dengang kun 2 år og boede i Vrangstrup. Hendes navn var KAREN HANSDATTER, og om hendes familie stod der således:

Hans Pedersen          (50 år)   Bonde og gårdbruger

Kirsten Sørensdatter (43 år)   Madmoder

Deres børn:

Johanne Hansdatter  (20 år)

Jens Hansen             (11 år)

Jacob Hansen            (9 år)

Poul Christian Hansen (6 år)

Jørgen Hansen            (3 år)

Karen Hansdatter       (2 år)

 

Der står skrevet at forældrene begge var i 1. ægteskab.

 

I VRANGSTRUP SOGN var der i 1787  150 personer. Der var også dengang flere erhverv i dette lille sogn:

 

Bønder  & husmænd

Fisker

National soldater (der var 2)

Hjulmand

Rebslager

Smed

Vævere (der var også 2)

 

I NÆSBY SOGN var der 356 personer

På selve Næsbyholm Gods var der mange ansatte. Der var bl.a. :

Enkefrue efter Hans
Exelence Gehejmeråd                         Selskabsfrøken                  Sypige

Bryggerspige                                     Kok                                  Kuske

Raben  –  Gods og
kirkeejere til Næsbyholm                   Tjenere                             Kalkekusk

Forvalter                                          Skriverkarl                        Mejerske

Gartner                                            Ladefoged                          

Røgtere                                            Bødkerdreng                    

Malkepiger                                        Kokkepiger

 

I selve sognet var der følgende beskæftigelse:

 

Sognepræst                                      Sognedegn                        Bønder

National Rytter                                 Landsoldater (3 stk.)         Skræddere (3 stk.)

Bondefoged                                      Smed                                Skomager

Tømmermand                                   Jordemoder                       Skoflikker

Spillemand                                       Snedker                            Tærsker

Stensætter                                      Saugskærer                       Hugger

Murermester                                    Væver

Derudover var der 2 blinde og sengeliggende, 3 meget fattige personer, 4 almisselemmer, 1 vanfør og 4 plejebørn fra opfostringshus.

 

Ser man på TYVELSE SOGN så var der 210 personer fordelt på:

Skoleholder                                      Landsoldater (6 stk.)         Husfæstere

Bønder                                             Hugger                             En ringer

Afbedaget Rytter                              Skrædder                         Væver

Smed

2 plejebørn fra opfostringshus, 5 betlere, 1 vanfør og 1 krøbling.

 

Der er mange interessante oplysninger at hente i denne folketælling. F.eks. syntes jeg, at det kunne være spændende at se, hvornår børnene kom ud at tjene. Man har hørt så mange historier om, at børnene næsten blev sendt hjemmefra, når de havde lært at gå. Men til forskel fra 1800-tallet, hvor man kom ud at tjene bønder efter konfirmationen, var den yngste jeg fandt i 1787 et barn på 7 år. Ellers lå de fra omkring 10 år og opefter.

Nogle personer er opført som meget fattige, og det må de vitterligt have været, for dengang havde de fleste for lidt, så at nogle har været meget fattige, det har man næsten svært ved at forstå!

I Glumsø Sogn lå der et hospital (ligesom i Tybjerg). Der er 4 personer registrerede under  ”Byens hospital”, og det var ældre mennesker. I samme række og måske henhørende under hospitalet stod der også opført 4 personer med betegnelsen ”Krøblinge; Taabelige”

I det hele taget støder man på mange vanføre og krøblinge i de 15 sogne, og der er også rigtig mange plejebørn og plejebørn fra opfostringshus.

Tællingskommisærerne har bestemt ikke lagt ”fingrene imellem”  når de har beskrevet folk. Bl.a. er jeg stødt på følgende benævnelser:

”Nogle usle fattige folk”                               ”Fattige mennesker”

”Kan ikke arbejde meget”                            ”Har naadebrød hos svigersønnen”

”Et usselt menneske uden

forstaaeligt mæle”                                      ”Blind – må tigge brødet”

”Konen bortløben”                                       ”Svag”

”Krøbling; Taabelig”                                    ”Blind og sengeliggende”

”Meget svagelig”                                         ”Fattige gaar omkring og betler”

”Ej bondefødt men gør

bondetjeneste”                                           ”Fattige og usle omstændigheder”

”Avlet udenfor ægteskab”                            ”Afsindig”

”Syg og skrøbelig”                                      ”Mand er borte”

”Slegfredsbarn”                                          ”Johannes Poulstrups kone – han er arresteret på Conradsborg”

 

I Sandby Sogn var der nogle ting jeg studsede over. F.eks. var der 3 vanføre personer og 2 blinde. Desuden var der i dette sogn hele 25 kassebørn d.v.s. børn der blev lagt i dertil indrettede kasser på nogle hospitaler, velsagtens børn der var født i nattens mulm og mørke af enlige mødre. Disse børn blev altså lagt i en kasse, og på stiftelsen sørgede man så for, at børnene senere kom ud på landet. Det kan lyde barskt, men det hindrede helt sikkert mange mødre i at tage livet af deres nyfødte eller tage livet af dem selv !

En sidste ting jeg var inde og kigge på, var folks alder. Der var selvfølgelig mange børn, men utroligt nok også mange ældre mennesker i 70’erne og 80’erne ! Det undrede mig, for jeg troede ikke, at folk kom så højt op i alderen på det tidspunkt, og slet ikke i den størrelsesorden.

 

Det er meget spændende at læse om sin egen slægt, og man får da også en lillebitte fornemmelse af, hvordan det har været at leve på landet fra slutningen af 1700 tallet og op til 1900. Men der var alligevel mange ting jeg ikke vidste, og som jeg synes hører med her, da min slægtsbog gerne må fremstå som en helhed af den tid der var. Derfor har jeg læst en masse omkring livet på landet dengang, og det kommer her: 

 

FAMILIENS LIV PÅ LANDET I 1800-TALLET 

 

Gårde  &  huse

Efter landboreformernes lovfæstelse i 1780’erne blev der bygget på landet som aldrig før. Omkring år 1800 blev markerne udskiftet, da landsbyfællesskabet hørte op.  Et stort antal gårde blev flyttet ud fra landsbyen, ud på de nye smalle jordlodder.   Udskiftningen gjorde at al gårdens jord blev samlet under ét, og marken startede i gårdens bredde  og blev så bredere og bredere, jo længere den nåede ud fra gården. Disse smalle lange kiler var ikke så hensigtsmæssige, som de mere kvadratiske jordlodder. Udskiftningen betød i hvert fald, at bonden nu fik samlet sin jord i ét eller måske ganske få jordlodder. Det var lettere at dyrke i stedet for de mange småagre, han havde førhen. Da var det ikke usædvanligt, at en ganske almindelig gård havde haft sin jord splittet op i henved 100 småstykker. Denne byggevirksomhed der startede i begyndelsen af 1800-årene varede indtil 1818, hvor landbrugskrisen ramte befolkningen, og hæmmede udviklingen indenfor landbruget i 10 år. Derefter gik det igen fremad, dog i noget langsommere tempo. De gårde der blev opført efter landboreformerne var ikke meget forskellige fra, hvad der var gammel skik på den pågældende egn. Bønderne oplevede godt nok de største omvæltninger, i noget slægtsled, i disse år, men de havde ingen erfaring for, hvad de ville få brug for af bygninger under de nye driftsforhold, og derfor blev mange gårde, opført i denne periode, snart for små og måtte ombygges.

Næsten alle gårdene på Sjælland var hvidkalkede. Bindingsværket blev kalket over i modsætning til gårde i Jylland, hvor man tjærede eller malede bindingsværket. Under kalklaget, var de enkelte stykker tømmer i det sparsomme sjællandske bindingsværk ikke ensartede, og de var mere vilkårligt valgt end tømmeret i de fynske og østjyske gårde. De lodrette bræddegavle på den sjællandske gård, gjorde det nødvendigt at forsyne stråtaget med vindskeder af træ i gavlenderne. I de gamle gårde fra slutningen af 1700-tallet og den første halvdel af 1800-tallet, var tavlerne i bindingsværket lerklinede på et fletværk af grene og ris.

Den firlængede gård var den mest foretrukne type i de fleste egne af landet. Fire længer samlet i en firkant omkring en gårdsplads, og midt på denne, gårdens mødding ! At møddingen på gårdspladsen kunne være sundhedsskadelig, var der ingen, der tænkte på. Mange steder lå den endda side om side med gårdens brønd. Denne type gård (firlænget) var for gårdmanden med flere tønder hartkorn (gl. måleenhed). Fra alle fire længer var der døre ud til gårdspladsen, og fra gårdspladsen en køreport ud til vejen og ofte også en ud til marken. Husmanden med de få tønder land, kunne nøjes med en enkelt længe med bolig i den ene ende, og stald og et fag lade i den anden.

 

Hvordan var stuehuset indrettet ?

Ved indretningen af stuehuset gjorde egnens traditioner sig også gældende. Stuehusene var selvfølgelig ikke ens, dertil var de også fra alt for forskellige tidsaldre (et stuehus kunne sagtens have en levealder på langt over 100 år), men  man havde indenfor én tidsperiode et ganske bestemt ideal for stuehuse på egnen. Stort set var det de samme krav man stillede til stuehuset overalt i landet.

Der skulle være et sted man kunne opholde sig, et sted at sove, et sted at spise og et sted hvor kvinderne kunne foretage den daglige madlavning. Derudover skulle der være et sted, hvor den store madlavning, bagning, brygning af øl og slagtning kunne foregå. Endelig skulle der også være plads til at brød, øl og slagtemad kunne gemmes. Det enkleste og vel samtidig det ældste stuehus, var det sjællandske. Det lå som regel solret som nord- eller sydlænge i den firkantede gård, med alle vinduer vendt mod gårdspladsen. Indvendigt indeholdt det sjællandske stuehus fra gavl til gavl et bryggers, et skorstensfag, en stue og en storstue.

Lad os gå en tur indenfor i stuehuset …

Vi går ind i bryggerset, som man kaldte stegers  (stegehus). Her foregik den store madlavning. Op mod køkkenskorstenen stod gruekedlen, hvor vandet til slagtning, ølbrygning og storvask blev kogt. Dejtruget til æltning af dej havde sin plads her, sammen med smørkærnen, maltkøllen (en muret firkantet ovn hvorpå malten – den spirede byg blev brændt til brygning). Der var ingen arne til madlavning i det sjællandske bryggers, så der kunne ved år 1800 hverken steges eller koges i stegerset, så navnet må gå tilbage til en tid, hvor rummet var udformet anderledes, og der var åbent ildsted midt på gulvet. Gulvet i dette rum var stenbro. Der kunne være en rende til spildevandet hen til et hul i væggen. Der var sjældent loft her, og man kunne se lige op i taget, sådan havde det også tidligere været i hele stuehuset, bryggerset var bare det sidste rum, man lagde bræddeloft over. Fra bryggerset kunne der være dør ud til både gården og haven. Der var altid en dør ind til husets næste rum, skorstensfaget. Vi går ind i skorstensfaget og ser at her, ud mod gårdspladsen, er en lille stenpigget forstue med en dør ind til stuen. Bag forstuen lå i samme fag den store skorsten, der fyldte hele faget i dets bredde, og som faktisk udgjorde hele gårdens køkken. Her gik husmoderen ind, når hun skulle lave mad, eller skulle passe et af de mange ildsteder, hvor der fyredes op inde fra skorstenen. I væggen ud mod bryggerset var der fyråbninger og trækhuller til gruekedel og maltkølle. I skorstenens bagvæg, modsat indgangen, var der indfyring til bageovnen, der havde form som et kæmpestort skildpaddeskjold. Langs skorstenens tredje væg (ind mod stuen) var arneskødet. Det var en lerbænk, hvor den ild brændte, som husmoderen lavede mad ved. I arneskødet kunne der være en fordybning med riste over (noget i retning af en slags komfur) men det almindelige var, at gryder og kedler stod på en trefod eller hang i en kedelkrog. Lige over arnestedet var der et indfyringshul til bilæggerovnen inde i stuen. Efter skorstensfaget går vi ind i stuen. Det var familiens opholdsrum. Man spiste og sov her. Langs vinduesvæggen havde man en fast bænk og langs den stod langbordet. For enden af det, stod den korte bordendebænk, hvor bonden havde sin faste plads. Pladserne på vinduesbænken var også faste. Nærmest bonden sad forkarlen, derefter andenkarlen, nederst drengen og husmanden. Kvinderne sad ikke med ved bordet, men stod op og spiste langs den fri langside. Det samme gjaldt for børnene. I krogen mellem bænkene havde man et hjørneskab. Her opbevaredes gårdens papirer, sølvtøj, kontante penge og så brændevinsflasken. Brændevinen betragtedes ikke som kostbar på den tid, tværtimod, men den skulle ikke nydes af hvem som helst ! Normalt var det manden i huset der administrerede brændevinsflasken, hvorimod øl stod til fri afbenyttelse i en kande midt på bordet. Langs stuens modsatte langvæg stod familiens senge, naturligvis med plads til mindst 2 personer i hver. Rundt om sengene var der forhæng. Ved stuens fjerde væg (som vendte ud mod skorstensfaget) stod bilæggeren. Det var en firkantet kasse samlet af svære støbejernsplader, men uden åbning mod stuen. Ved siden af bilæggeren i stuens luneste krog, stod en armbænk eller en slagbænk. Her kunne de gamle på gården sidde eller ligge, hvis ikke bonden da led af  ”den sjællandske syge”,  og selv fordrev tiden på denne plads. Under loftet, var der hylder langs væggene, hvor de flade sættefade med mælk, der skulle trække fløde til kærning, stod. Gulvet var af ler og alle gik ind og ud med træsko på. Vinduerne var små og vinduesrammerne  var tæt fastspigrede. Vinduer til at åbne fik man først i 1850’erne efter koleraepidemien, men da frygtede de gamle da også en øjeblikkelig død af lungebetændelse. Denne stue, hvor op til en halv snes personer opholdt sig det meste af deres indendørs liv, var sjældent mere end 5 x 6 meter. Efter stuen fulgte på de fleste gårde et mellemkammer, noget mindre end stuen, og det kunne være delt på langs. I den ene halvdel sov karlene og i den anden ende, der ofte henlå i mørke, opbevarede husmoderen ølankre, sulekar og husets forråd af brød. Efter mellemkammeret går vi ind i storstuen (eller øverstestuen som den også blev kaldt). Herfra var der udgang til haven, men både døren og vinduerne var forsynede med skodder. For vinduerne kunne der også være jerntremmer. Man kom sjældent i denne stue, og her blev gårdens velstand gemt i kister og skabe. Kvindernes rokke og spinderedskaber blev også opbevaret her, tillige med stadstøjet og linned. Øverstestuen var sjældent mere end ca. 5 x 6,25 meter  og der var ca. 1.70 – 2.0 meter fra gulv til loft, hvilket regnedes for pænt. Der fandtes ingen skorsten til hverken mellemkammer eller øverstestue, så skulle man holde varmen gjaldt det om at æde, drikke og danse !

 

Vandet  –  Brønden –  Hygiejnen

Forureningen af vandet kunne ske på mange måder f.eks. ved at vandhul og overfladebrønde stod åbne. For de lukkede brøndes vedkommende skete det som oftest p.g.a. møddingvand, der sivede ned i brønden eller fordi levende og døde dyr faldt igennem et dårligt anbragt eller vedligeholdt brønddæksel. Om sommeren tørrede mange brønde ud, og på landet måtte man ofte hente vandet langvejs fra.

Vandet i tidligere tiders kampestensbrønde var ofte overfladevand. Selvom der ikke var langt ned til vandspejlet, var det hårdt arbejde at hejse den fyldte spand op v.h.a. en løs stage med påsat brøndkrog. Var brønden gravet ned et sted, hvor der var langt ned til vandet, kunne hverken brøndstagen eller brøndvippen anvendes. Brønden måtte forsynes med en trisse. Jo større dybde brønden havde, jo farligere var det at grave den. De bedste brønde havde vægge af brøndsten (buede brændte teglsten), og ved denne slags brønd var udskridningsfaren langt mindre end ved en kampestensbrønd (også kaldet gråstensbrønd). Nogle brøndgravere udpegede selv stedet hvor brønden skulle være, men i de fleste tilfælde sendte man bud efter en mand der kunne finde vand v.h.a. en pilekvist. Troen på denne mands evner skulle være stor, før man gik i gang med at grave f.eks. 30 meter ned i jorden. For ikke at tale om de mange tusinder spande løs jord der skulle hejses op, og de tusinder af brøndsten, han skulle have hejst ned. På mange gårde var brønden forsynet med en pumpe af træ. De fleste var forsynet med to tude. Den øverste tud var først og fremmest et led i den tids brandberedskab. I det daglige brugte man kun den nederste tud, og når den var i brug, kom der ikke vand ud af den øverste. Om vinteren ”pakkede” man pumpen ind i halm, for at den ikke skulle frostsprænge.

Anvendelse af vand til personlig hygiejne var ikke overdrevet. Nogle vaskede hænder og ansigt ved brønden, andre vaskede kun hænder, mens mange klarede sig med en smule spyt. M.h.t. at  ”træde af på naturens vegne” så blev det klaret på møddingen, i stalden eller langs hussiderne. Det blev så siden ryddet væk af løsgående høns og svin. Om vinteren forrettede børnene deres nødtørft i askegraven i bryggerset.

Flere steder så man stort på renligheden inden døre. Det er svært at forstå, da husdyr som hunde, katte, høns, gæs og nogle gange en syg gris levede i køkken og stue. Derudover var der rotteplagen, som man ganske vist prøvede at bekæmpe, men de var svære at blive kvit. Folk døjede med lus og lopper. Det var dog ikke alle steder, at man tog så let på renligheden. Der fandtes da også hjem, hvor man havde stor personlig hygiejne og husmoderen holdt sit hjem skinnende rent.

Det var en almindelig regel at man fejede inden døre hver morgen. Nogle ville have det overstået inden man satte davren (morgenmaden) på bordet, andre syntes, at det kunne vente til senere, for der var rigeligt at gøre. Om morgenen råbte børn og husdyr på mad, morgenmalkningen skulle overstås, så rengøringen af huset var som regel det der sidst blev tid til. Efter fejningen ”gjorde man sand i huset”, både hvor der var ler-, sten- og trægulve. Man havde sand i en lille kasse, og så strøede man det ud over gulvene i et tyndt og fint lag uden striber. Det blev anbefalet at man skrubbede gulvene over hver morgen med fugtigt groft grus og så, når det var nødvendigt – vaske dem med gammelt ler og koldt vand. Denne metode anbefales i en håndbog for de almindelige husmødre. I det daglige regnede man det for rigeligt at feje gammelt sand sammen og strø nyt på. Man havde de fleste steder lergulve, men i midten af 1800-tallet fik flere og flere trægulve. Fra 1880’erne havde de fleste opgivet at strø sand, og med den mere rengøring fik folk nye vaner. Man stillede træskoene udenfor !

 

Koppevaccination

Min tiptipoldemor Kirsten Andersdatter blev forlovet i 1932 med den 35 år ældre Peder Knudsen. Han havde haft sygdommen, men hun var vaccineret. I begyndelsen af 1800 tallet blev Danmark ramt af flere koppeepidemier, hvilket fik Frederik den 6. til i 1810, at lovgive omkring vaccination. Man kunne vælge ikke at blive vaccineret, men det var kun, hvis man havde haft sygdommen. Alle andre skulle vaccineres, og det skulle kunne dokumenteres for at kunne blive konfirmeret, gift, få læreplads osv. Det var en slags indirekte tvang. Man fik indpodet kokopper, som var en lidt mildere form, men som gjorde folk immune overfor koppesygdommen (Variola). Lægerne indpodede simpelthen kokopperne i folk, og det var gratis. I København havde man et vaccinationsinstitut, hvor folk skulle komme og blive vaccineret. Ellers tog distriktslægerne rundt i sognene og vaccinerede – ligesom Distriktslæge Grabel havde vaccineret min tiptipoldemor. Efter 7-9 dage blev de vaccinerede kigget efter, og derefter fik de en vaccinationsattest, som de kunne fremvise på forlangende. Det var ret alvorligt, hvis der udbrød børnekopper, og hvis forældrene ikke indberettede det straks, så ville de få op 3 måneder på vand og brød og arbejde i “forbedringshuset”. Når man tænker på, at dette blev besluttet i 1810, så var det utroligt hvilke regler der blev indført mht. hygiejnen. Man havde pligt til at sætte en “en trykt eller skreven Seddel, som indeholder de Ord: “Her er Børnekopper”, paaklistres Gadedøren eller Porten, og lige Sedler paahæftes alle Indgangene til den Families Værelser, hos hvilken den Syge opholder sig; og haver Politiemesteren paa ethvert Sted nøie at overholde, at disse Sedler blive staaende urørte, indtil Districtslægen, og i Kjøbenhavn Stadsphysicus, skriftligen tillader deres Nedtagelse. Et saadant Huus, hvor Kopperne have yttret sig, bør i øvrigt, uagtet den Syge endog bortføres fra samme, fremdeles ansees som mistænkt for Koppesmitte, og Stedets Læge drage Omsorg for at de nødvendige Rensningsmidler, saasom mineralske Røgelser o. s. v., der afbenyttes, samt jevnligen undersøge, om Sygdommen der videre skulde udbrede sig”.

Og ligeledes var der strikse forordninger omkring skibe der kom til landet, og hvor der var koppepatienter, så lød det “Naar der til noget Sted i Rigerne indkomme Skibe som enten have Koppe-Patienter, eller Klæder, hvoraf disse have giort Brug, inden Borde, bør de henlægges under Quarantaine saalænge, indtil de Syge ere blevne afhentede, og disses Klæder behørigen ere røgede og rensede ombord, samt lige Forsigtighed er iagttaget ved det Rum, hvori de Syge have opholdt sig”.

Koppeattest

Koppeattest

 

Storvask

Storvask foregik ofte ved åen. Det var hårdt arbejde og tog som regel et par dage. Snavsetøjet blev anbragt i et stort kar, over dette lagde man et par store lagener. Mellem hver vask samlede man fin bøgeaske og lavede lud ved at koge asken med vand i en kedel. Når man hældte kedlens kogende indhold i karret, holdt lagenerne asken tilbage, så det ikke kom i tøjet. Nedenunder det store kar, havde man et mindre, og når det store kar var fyldt op, tappede man luden i det lille kar og øste det tilbage i kedlen, der stod over ild. Så bragte man atter luden i kog og gentog proceduren et par gange til. Dagen efter ludbehandlingen blev tøjet båret ned til en sø eller å. Man lagde klæderne på en bankeskammel og bankede luden ud med en banketærskel. Bagefter skyllede man tøjet. Når det var tørt, rullede man det på langbordet med et manglebrædt. I det hårde arbejde med vasketøjet, var der ingen aflastning at hente for landhusmoderen eller hendes tjenestepiger. På solskinsdage var det ikke så slemt at vaske storvask. Når det var varmt i vejret, var det praktisk at tage børnene med i vask. Det uldne tøj, deriblandt de almindelige uldne lagner, hylsklæder, blev kun vasket forår og efterår, for man indrettede sig praktisk. D.v.s. at regelen var, at man brugte det vand, man forinden havde vasket får i. Indtil sengetøjet var tørt, måtte man sove i den bare sengehalm.

 

Ildstedet og tilberedning af maden

Husmoderen har tilbragt en stor del af dagen ved ildstedet i den åbne skorsten. Inden hun lagde sig om aftenen, måtte hun huske at komme aske over tørvegløderne, så hun kunne gemme ilden til næste morgen. I kraftigt blæsevejr kunne det ske, at gløderne var brændt ud i løbet af natten. Så måtte hun have fat i trøsketønden og fyrtøjet. Med fyrstål mod flintesten slog hun gnister, der fik trøsken til at fænge, for herefter igen at antænde en visk halm med trøsken. Halmen måtte hun svinge frem og tilbage for at tilføre ilden luft, og derefter blev den lagt på fyrstedet. Nu kunne hun så lægge tørre pinde oven på den. Så var det i gang med blæsepiben, en hyldepind som marven var taget ud af. Med dette pusterør pustede og pustede hun, til hun nær var ved at tabe vejret af røg og anstrengelse. Blæsepiben blev brugt mange gange i løbet af dagen for at puste liv i en døende ild. Nogle landhusmødre undgik alt dette besvær, ved simpelthen at holde øje med, hvornår der kom røg op af naboens skorsten. Så løb hun med en gammel træsko i hånden over til naboen og lånte nogle gløder, som blev transporteret hjem i træskoen.

Køkkenet på denne tid var ikke særligt hyggeligt. Gulvet var ofte ujævnt stengulv, og den store åbne skorsten gjorde køkkenet koldt om vinteren. Maden blev tilberedt i den åbne skorsten, hvor der så blev fyret under potter og pander på ildstedet. Når man skulle lægge brændsel i bilæggerovnen, gruekedlen og bageovnen foregik det også fra ildstedet i køkkenet. Brændslet bestod af brænde, kvas, tørv eller briketter af komøg, og det var alt sammen med til at svine køkkenet til. De såkaldte jydepotter var foretrukne til madlavning over åben ild. Maden fik en særlig god smag i disse, og man vidste, at de ikke kunne forgifte maden, sådan som irrede kobber og messinggryder, eller lertøj med blyglasur kunne gøre det. Så længe de åbne ildsteder var i brug, holdt efterspørgslen efter de sorte pydepotter. Madlavningen ved ildstedet i den åbne ovn kunne være noget af en prøvelse. Var vejret fint blussede ilden i lette flammer og gløderne sitrede af varme  –  men var det regnvejr, så lå der en tung røg over ildsted og køkken.

Der kunne lugte af mere end mad i skorstenskøkkenet ! Ved det lune ildsted havde man jydepotten (lødgryden) med urin (opsamlet gennem længere tid, som var nødvendig til både vask og farvning). Lødgryden skulle helst være stor nok til, at kunne rumme de 7 alen tøj der gik til en klædning. Skulle tøjet farves indigo (blåt) kunne det tage tid. Farven købte man af en omvandrende kræmmer. Så lagde man tøjet ned i gryden med urin og farve. For at opnå den rette blå farve, måtte tøjet nogle gange ligge i månedsvis i gæret lun urin. En gang imellem rørte man i det og løftede stoffet op.

Da jernkomfuret kom til viste det sig, at jydepotterne var for skrøbelige til at stå på et komfur, hvor man rodede med varme jerngryder og komfurringe. I den sidste halvdel af 1800-tallet blev madlavningen betydelig lettere for landhusmoderen, for jernkomfuret afløste det åbne ildsted. Bilæggerovnen måtte skiftes ud med en vindovn eller jernkakkelovn. Den indfyring der før var sket fra køkkenet kunne nu foregå fra stuen, og det gjorde både stuen og køkkenet varmere rum at opholde sig i.

 

Maden på landet

Når morgenmalkningen og fodringen af gårdens dyr var overstået, kunne man sætte sig til bords og få morgenmad, også kaldet davren. I store dele af landet var silden en vigtig del af morgenmaden. Hvor man ikke havde sild, kunne morgenmaden bestå af smørebrød og snaps. Mange steder drak man snaps, lige når man var stået op, efter sigende for at kunne få maden ned, dels  fordi de ellers ikke kunne holde arbejdet ud ! Ellers spiste man søbemad af fælles fad, det kunne f.eks. være øllebrød, syltemælk eller kold grød med varm mælk. Alle omkring bordet havde sin egen træske eller hornske. Træskeerne var i ældre tid de mest brugte. Efter måltidet blev skeerne tørret af i trøjen og hængt under loftsbjælken eller anbragt i en vindueshaspe. Skikken med at spise af fælles fad holdt sig på landet i det meste af 1800-tallet. Først omkring 1880-90 blev det almindeligt med tallerkner. Det var angsten for tuberkulose, der medførte dette hygiejniske fremskridt.

En almindelig middag kunne bestå af vælling og stegt flæsk eller byggrød og pandekager. I løbet af en uge fik man de fleste steder en eller anden form for grød 15 til 16 gange ! Grøden var altså en vigtig bestanddel af kosten og det samme gjaldt for brød. Mellemmåltider bestod altid af brød med fedt eller måske endda med pålæg. Kød spiste man aldrig uden brød til. Stegt flæsk var helt utænkeligt uden store skiver grovbrød, som man dyppede fedtstoffet op med.  Om sommeren spiste man desuden også ofte tykmælk. Om vinteren spiste man 3 måltider og om sommeren 4-5 måltider. Til frokost spiste man igen grød og det samme til middag. Ved 17.00-tiden  spiste de deres fesperkost (betegnelse for måltid sidst på eftermiddagen) som bestod af en skive smørebrød. Var det vinter, og  tusmørket var faldet på (og mændene på gården var færdige med deres sysler)  spiste man sig træt på et pund smørebrød. Derpå sov man (læs: mændene) til husmoderen vækkede dem med grød. Atter spiste man, fodrede dyrene og gik i seng. Det egentlige aftensmåltid var ofte ved 21.00-tiden (da fodrede man dyrene af til natten) og dette måltid kaldte man også for nadver eller sovemad. Umiddelbart herefter gik man i seng.

Der gik altså ikke en dag uden grød og brød. Byg og rug var helt uundværligt, og på landet avlede man det selvfølgelig selv. Slog høsten fejl truede katastrofen. Ærter og kål spiste man  flere gange om ugen. Ærterne tilberedte man ofte til to dage, enten som gule ærter eller grå ærter, begge dele kogt på flæsk, der så spistes som eftermad. Det samme gjaldt mange steder for grønkålen, mens hvidkålen blev brugt som fyld i suppe eller som brunkål. Søndagsmiddagen var som regel lidt bedre end hverdagsmaden.

Mælk, fløde, øl, brød, og kartofler opbevarede man om vinteren i stuen. Ofte blev det en vane, så det også blev anbragt der om sommeren. Mælken blev hældt på fade, og som tidligere nævnt, stillet på hylder under loftet. Der kunne godt nok drysse skidt ned i mælken fra sprækkerne i loftet, når man var oppe og hente f.eks. korn, men det var langt at foretrække fremfor at have det i en spand på gulvet, hvor hønsene kunne klatte og musene drukne i mælken.  Når fløden var skudt op af mælken, løsnede man forsigtigt flødelaget med en kniv eller en finger, så kunne det samles op med skummeskeen og øses op i kernen. Nogle steder var det pigernes morgenarbejde at kerne smør, andre steder karlenes aftenarbejde. Et skvæt varmt vand i fløden kunne gøre sit til, at man blev hurtigere færdig, men man skulle passe på, ellers blev smørret sejt. Nogle gange måtte man drøje smørret med kartoffelmos. Ost lavede man i alle husholdninger.

Krigsårene fra 1801 til 1814 medførte forsyningsvanskeligheder og knaphed på varer. Kun de velhavende købstadsboere mærkede manglen på importerede varer, såsom krydderier, ris o.s.v. Men på landet mærkede man også manglen på tobak, kaffe og sukker. Erstatningsvarer for sukker var svære at finde – honning var lettest tilgængeligt. Napoleonkrigenes voldsomme prisstigninger på sukker på over størstedelen af det europæiske fastland, medførte et målbevidst arbejde på at finde rationelle metoder til at udvinde sukker af sukkerroen, for på det tidspunkt var alt sukker importeret rørsukker.

Regeringen nedsatte kommisioner til at arbejde med disse forsyningsproblemer, og der blev udsendt utallige regulerende forordninger. Forfattere der skrev om nøjsomhed og sparsommelighed blev opmuntret, og mange økonomiske skrifter der priste flid og arbejde med at frembringe flere fødevarer, fik stor støtte af regeringen. Særlig vigtigt var det at kunne øge brødmængden, man advarede dog mod overdreven brug af bark i brødet og anbefalede i stedet ærtemel eller klid. Man trykte også opskrifter på næringsholdige, men forholdsvis billige retter.

Særlig kendt blev den RUMFORDSKE SUPPE. Sammensætningen af denne ret  skiftede lidt, men sædvanligvis så opskriften således ud:

RUMFORDS SUPPE

1 trekvart til 2 pund kartofler

½ pund gryn

½ pund ærter

½ pund brød

¼ pund kød

¼ liter øleddike

7 liter vand

salt

Denne portion regnede man for tilstrækkelig til 5-6 personer.

 

Bagedagen

Med 3-4 ugers mellemrum bagte man brød. Bagedagen var en af de storearbejdsdage. Det var ikke usædvanligt at gårdens kvinder stod op klokken 2 eller 3 om natten, sådan at brødene var færdigbagte, når en almindelig arbejdsdag begyndte. Dejen blev lavet dagen i forvejen. Sigtedejen først, og når den var gennemæltet, skubbede man den hen i den ene ende af dejtruget, hvorefter grovbrødsdejen blev æltet. Når dejen havde stået til hævning natten over, begyndte man den egentlige æltning på bagedagens morgen. Den store klæbrige dejmasse skulle æltes godt igennem. Det var et hårdt stykke arbejde, der sagtens kunne tage 1½ til 2 timer ! Dette var som regel pigens job, mens husmoderen selv tog sig af at slå brødene op. Grovbrødet skulle først i ovnen. For at få lys i ovnen satte man mange steder et tællelys eller en lysepind i det første brød. Sigtebrødene blev sat i ovnen til sidst, fordi de skulle først ud. Til almindelig hverdagsbagning bagte man ikke mere end der kunne være i ovnen på én gang. Når det sidste brød var i ovnen, satte man ovndøren for. I ældre tid hvor ovndøren var af træ, blev den lagt i vand et døgn før bagedagen. Grovbrødene skulle stå 3 timer i ovnen og sigtebrødene i 2 timer. Den almindelige vægt for grovbrød var 6 kilo og seksten af den slags hørte til en almindelig hverdagsbagning på en gård. Derimod blev der kun lavet et par sigtebrød, sjældent over fire, medmindre der skulle være gilde. Et stykke sigtebrød var derfor højt værdsat.

Værst var det hvis man selv skulle male melet først. Det har altid været kvindearbejde. Selvom man var dygtig til at bage, kunne en dej mislykkes, når rugen var høstet fugtig. Al det ukrudt der var vokset mellem kornet på marken, blev sammen med sand og snavs malet med som mel. De nybagte brød blev anbragt stående i enden af dejtruget eller en brødkiste. Nogle hang dem op i en pose under loftet så de var beskyttet mod rotter og mus. På Sjælland begyndte man i midten af århundredet at sende sit mel til landsbybageren og få brødet bagt der.


Ølbrygning

I modsætning til brændevinen som var købevare i forrige århundrede, var gårdene selvforsynende med øl. Netop fordi ølbrygningen fandt sted på gårdene, vekslede kvaliteten fra gård til gård og fra egn til egn. Mange steder var dagligøllet tyndt og surt uden velsmag, men egnet til at slukke tørsten. Når man overalt på gårdene drak øl til hverdag, og sjældent vand, var det simpelthen fordi overfladevandet i brøndene ofte var sundhedsfarligt. Brygningen af hverdagsøllet var derfor også en sundhedsforanstaltning, hvorved vandet blev kogt og konserveret. Når man bryggede gjaldt det om at give sig god tid. Der var mange ting at passe på, hvis brygningen skulle lykkes. Først skulle byggen ”støbes”. Det foregik ved, at man overhældte byggen med vand i et stort kar og lod det stå i 3 døgn. Mens byggen stod der, skulle man huske jævnligt at røre rundt i massen. Efter de 3 døgn bar man den udblødte byg op på loftet, hvor den blev bredt ud i et 15 cm tykt lag tæt ved skorstenen, på den side hvor bilæggeren stod. Det var de fleste steder pigernes arbejde at kaste byggen omkring, for igen at sprede den ud i et tyndt lag, så den kunne spire jævnt. Et par dage før brygningen standsede man spiringen ved at åbne et par luger og lave gennemtræk. For at skaffe den rette kølighed, var det bedst at lave malt om foråret og om efteråret. Det tog 6 uger at tørre malten ved at kaste den omkring. I de små husholdninger kunne man klare sig ved en ramme ovenpå eller en skuffe nedenunder bilæggeren. På gårdene gemte man malten i kister eller store halmløb på loftet. Der fandtes en bog om ølbrygning, men man stolede på sin egen fremgangsmåde, og slog ikke altid 4 potter vand til hver tønde malt, men mange steder var man nøjeregnende med kun at gøre klar til brygning, når månen stod i sidste kvarter. Mens den groftmalede malt mætnedes med vand, havde man travlt ved bryggekarret med at lave humleurt. Det tapppedes af forneden. Siden skulle malten øses i bryggekarret med kogende vand, og efter en times tid kunne man tappe det gode øl (som man gemte så det kunne blive ”gammeltøl”). Så hældte man igen vand på malten, for at lave mellemøl og fortsatte man, fik man både drikke og efterdrikke. Efter at øllet var svalet af, tilsatte man gær. Øllet havde godt af at være natstående, d.v.s. at man lagde tæpper over karret, og for en sikkerheds skyld lagde man også et kors af halmstrå over. Næste dag skulle gæren tages af. Det kunne klares med enten et trækors eller en rigtig gærkrans. Med korset holdt man en ske under og vippede korset op og ned i øllets overflade, til gæren hang på. Men det var lettere med gærkransen. Efter brug blev den hængt op til tørre, så den var klar til næste brygning. I de små hjem havde man ikke så mange remedier. Der nøjedes man med at bruge hånden, lægge gæren på fade, og lade sol og vind tørre det. Så var øllet klart til at blive hældt på tønder eller flasker og blande det med humleurten.

Øl var fuld af næring, og derfor kunne det drikkes med god samvittighed. Kun på denne måde blev vandet fra vandhuller og brønde forsvarligt at drikke.

 

Arbejdet i marken  –  de fire årstider

Om foråret gik man i gang med forårspløjningen. Ploven var i den første halvdel af 1800-tallet en hjulplov. En skrøbelig og uhåndterlig tingest, der foruden plovføreren krævede en ekstra plovkusk og et forspand på ikke mindre end fire heste. Et af de største fremskridt i dansk landbrugs historie var svingploven, men det blev en lang kamp inden den fortrængte hjulploven. I 1845 må svingploven dog anses for at være almindelig overalt. Sædemanden brugte en såsæk, når han tilsåede markerne, eller også brugte han en kurv lavet af halmløb, et såkaldt sædeløb.

Den allertravleste tid på året var høbjergning. Høstfolkene sov kun i de aller mørkeste timer af natten. Så snart det blev lyst, begyndte arbejdet, og det varede lige så længe, man kunne se. Fra morgen til aften hørtes klangen af leer, som blev strøget eller hamret. Hvis lebladet var lavet af svagt hærdet stål, blev det hamret, når det var blevet sløvt. Et leblad lavet af hårdt stål blev slebet hjemme på gårdens slibesten, og senere under brug i engen blev det strøget med en strygespån med sand på. Slåningen var mandfolkearbejde, og mændene begyndte rivningen med at kaste et skår ind fra siden, så kunne kvinderne tage fat på at rive rent.

Den vigtige inddeling af hver høstaks område blev foretaget af gårdens husbond. Når der var hobet en del hø sammen til stakkens begyndelse, måtte en pige op og træde i den, og hun blev stående oppe i stakken for at tage imod hver tyvefuld (en fuld høtyv), lige til stakken var spidset af, så hun ikke længere kunne være der. Høstfolkene fik bragt mad og drikkelse ud i marken. På de lange arbejdsdage med det vigtige hø, blev der sørget ekstra godt for høstfolkene med mad og drikke. Ikke mindst drikkevarerne betød noget for folkenes humør og hele arbejdets forløb.

Travlhed og munterhed prægede høstens tid. De lidt tunge og rolige landboere blev pludselig et livligere og lettere folkefærd. Når man endelig nåede til sidste kornlæs, blev det gjort lidt lavere og bredere end de øvrige, således at alle pigerne kunne få plads på det. Karlene gik til fods langs med høstvognen hjem. Når hølæsset var inde mødte alle høstfolkene op for at stryge for kålen. De hvæssede leerne og truede for sjov med at hugge kålen om. For at undgå dette måtte husmoderen skynde sig at komme ud med brændevin til dem. Høstfesten blev holdt på Mikkelsdag den 29. september. Dette var også datoen, hvor man skiftede arbejdsplads, så høhøsten skulle helst være overstået på dette tidspunkt. Derefter var det så tid til såning af vintersæd. Efterårspløjningen skulle være overstået inden den første frost satte ind (som regel i november). Andre nødvendige arbejder lagde i dette begrænsede tidsrum beslag på mennesker og trækdyrs arbejdskraft, så bonden måtte regne med 20 arbejdsdage til at efterårspløje al sin jord, i stedet for 40 dage.

Plejltærskning af kornet blev benyttet af næsten alle avlsbrug i Danmark i 1800-tallet. Plejlen bestod af to træstokke, plejltræet, der også blev kaldt slaglen eller slagvollen, og håndtaget eller skaftet, der også blev kaldt handelen. Bindeleddet mellem de to trædele var nogel få tommer langt og blev lavet på mange forskelige måder af svineskind, åleskind eller sejlgarn. De to dele kunne også være forsynede med smedede beslag og forbundet med tre jernringe. Forbindelsesleddet blev kaldt hilden. I en tid, hvor kornet, ærterne og boghveden blev tærsket med plejl, måtte man tærske hele vinteren, før man nåede igennem gårdens høst.

Om vinteren samlede man bl.a. grene og kvas til brændsel. Derudover blev der fremstillet en del husflidsarbejde, såsom sædeløb, bikuber, kurve og andre beholdere til korn, mel, humle og mange andre formål. Mændene tilvirkede også tøjrpæle, rivetænder, skovlblade og skafter, som man altid snittede selv.

Kvinderne bar en stor del af arbejdsbyrden. De arbejdede i marken med at sprede gødning, stryge tørv, ruske hør, klippe får, malke køer samt alle de indendørs sysler. Men samarbejdet mellem mænd og kvinder var tvingende nødvendigt og vilkårene var ens for fattige og rige. Manden bestemte !

Gårdmands- og husmandsbørn lærte det samme og arbejdede side om side. Det hårdeste arbejde lå dog hos daglejerne, hvor både manden og konen arbejdede ude hos andre. Når samarbejdet mellem mand og kvinde ikke fungerede var det katastrofalt. En  af de hyppigste årsager til misforholdet var brændevinen ! Mange børn voksede op med druk, økonomisk ruin og brutalitet. Kvinden var i hele dagliglivet retsmæssigt mandens undergivne. Det var ham der traf alle afgørelser vedrørende bopæl, børneopdragelse, husførelse, tjenestefolk og familiens ejendele. Også den del som hustruen evt. havde medbragt i ægteskabet. Blev kvinden alene (skilt) havde hun almindeligvis meget få muligheder for at få arbejde udover husligt arbejde. I løbet af 1800-tallet ændredes dette da heldigvis. I 1845 fik bror og søster lige arveret, i 1857 blev ugifte kvinder myndige, når de var fyldt 25 år, og i 1875 fik kvinder ret til at studere ved universitetet. I 1880 fik gifte kvinder rådighed over selvtjente penge. Ellers var gifte kvinder umyndige !

Enker/enkemænd blev som regel meget hurtigt gift igen efter ægtefællens død (somme tider kun et par måneder efter). Gårdens drift måtte fortsætte, der skulle være en mand og en kone, ingen kunne undværes for længere tid, og så måtte de enes, så godt de nu kunne. Skilsmisser var meget sjældne i den jævne befolkning.

 

Tyende

I ældre tid var der  ”folkemarkeder”  eller tyendemarkeder forskellige steder i landet. Her mødte karle og tjenestepiger op langt omkring fra, for at blive fæstet til tjeneste. Det mest kendte tyendemarked blev afholdt i Ribe 14 dage før midsommer.

Man kunne skifte tjeneste to gange om året. På Valborgsdag den 1. maj og på  Mikkelsdag den 29. september.

Som tjenestepige var der mange forskellige gøremål på en gård, og en lang arbejdsdag. Pigerne skulle udnyttes produktivt. Malkningen og det videre arbejde med mælken, var deres opgave. Også pasning af småkreaturer og udearbejdet sorterede under kvinderne. Karlene havde markarbejdet (pløje, harve og høste), og om vinteren det hårde slid med at tærske kornet med plejl.

Karlene og pigerne boede på gårdene (man blev som regel sendt ud og tjene ved konfirmationsalderen og mange gange før da. Det var ikke usædvanligt med hyrdedrenge i 7 års alderen). Pigens kammer var altid i stuehuset ved bryggerset. Nogle steder lå det op til bageovnen, og kunne hente lidt varme herfra, for i selve kammeret kunne der ikke fyres. Der var snævert og småt, men langt  ”hyggeligere” end karlekammeret, der lå i udhuset op til stalden. Det var som regelt et skummelt og ildelugtende kammer, hvor der ofte var besøg af rotter og mus. På grund af kamrenes meget begrænsede plads måtte tjenestefolkene, når der var flere samme sted, sove sammen i sengene. Lillepigen hos storpigen og tjenestedrengen hos karlen. Det var ikke altid lige behageligt.

 

Markeder og torvedage

Udover det hårde slid i hverdagen, bekymringer, katastrofer m.m. var der også de sjove og spændende markeder og torvedage. Torvet var det mere dagligdags indkøbssted, hvor bønderne drog til byen for at forsyne byboerne med dagligvarer og udveksle nyheder. Torvehandelen var præget af restriktioner og mange forbud, for at beskytte håndværkere og forretningsfolk i deres levebrød. Markederne var anderledes frie og brogede i deres sammensætning af handelsfolkene og dermed også vareudbudet. Købmænd, bønder, kræmmere og håndværkere måtte handle frit. Markederne tiltrak handelsfolk fra hele landet og også fra udlandet. For bonden indebar markedet en vigtig kontakt med omverdenen, som han ellers ikke ville have fået. Man kunne høre nyt om familie og venner i andre sogne, træffe aftaler om fæstemål af tjenestefolk og endog planlægge ægteskab. I almanakken fandt man bl.a. en fortegnelse over markederne i årets løb. Denne bog var, udover biblen og en salmebog, oftest den eneste bog man ejede. Den blev ofte og ivrigt studeret med tanke på de forestående markeder. Antallet af markeder steg betragteligt fra 1600-tallet og ind i 1800-tallet. I 1625 var der omkring 100 markeder, mens der i almanakken for 1864 blev nævnt over 1200 rundt omkring i landet.

Det var én af årets store begivenheder at komme med til markedet. Der var dog nogle der måtte blive hjemme på gården og passe dyrene og ildstedet. Til de der måtte blive hjemme, vankede der altid en markedsgave, når markedsgæsterne vendte hjem. Det kunne f.eks. være et silkebånd til håret, et honningkagehjerte, et kistebillede eller et eller andet stykke Nürnbergkram til nogle få skilling.


Ungdom – frieri & bryllup

Landsbyen unge samledes i ungdomslav (karle- og pigelav). Karle- og pigelavene samarbejdede om årets fester, men den vigtigste opgave for lavene var, at de unge kvinder og mænd havde mulighed for at møde hinanden. Ungdomslavene stod for uddeling af  ”gadelam” ! Hver karl fik tildelt en pige, et såkaldt gadelam. Resten af året skulle disse to så danne par. Når der skulle være gilde samlede karlene ind, og kvinderne tilberedte og serverede de madvarer, der blev fremskaffet. Gadelammene sørgede også for, at både karlene og deres heste blev pyntet, når de skulle afsted til gilde. Uddeling af gadelam var en meget betydningsfuld begivenhed, hvor der godt kunne være lidt drilleri, ved at sætte to sammen der helst ville være fri, men man kunne også sørge for at sætte dem sammen, der hellere end gerne ville. De unge mennesker blev på denne måde kendte med hinanden, og i flere tilfælde førte det også til ægteskab.

I det gamle bondesamfund var det almindeligt, at en karl fik lov til at sove sammen med en pige (på tro og love selvfølgelig !!!), men ungdomslavet sørgede som regel for at alt gik yderst anstændigt for sig. Lejlighed gør imidlertid tyve, og under hoveriarbejdet, hvor piger og karle arbejdede sammen i stort antal, var der ofte krat eller skov i nærheden !

Hvis der var sympati mellem de unge, var det næste skridt et frieri. Men hvordan kunne han være sikker på, at hun ville have ham til ægtemand ? Her var der en fast fremgangsmåde ! Det var de såkaldte kærestegaver, der må betragtes som et maskeret frieri. Modtog man kærestegaverne betød det, at man kunne forvente et ja til et formelt frieri.

Kærestegaverne kunne være af forskellig art, men som oftest et stykke husflidsarbejde såsom skætteredskaber, manglefjæle til tøjglatning eller banketærskler til tøjvask. Som regel var det karlen selv der lavede kærestegaven, og nogle kærestegaver var mere kunstfærdigt lavet end andre. Modtog pigen kærestegaven, kunne hun lægge tryk på sin velvilje ved at give en gave til karlen f.eks. vanter, tørklæde, muffediser eller lignende. Nu måtte manden så til det officielle frieri, der skulle rettes til pigens forældre, helst gennem en mellemmand, en  ”talsmand”  eller  ”bejlemand”, der kunne fremkomme med en anmodning og aftale vilkårene. At gå lige til sagen var ikke god skik.  ”Talsmanden” måtte fremhæve frierens egenskaber og midler, pigens far svarede på samme måde for hendes vedkommende. Hvis man blev enige og gav hinanden jaord, da skulle der så aftales fæstegaver, morgengave og medgiftens størrelse. Så blev der drukket fæsteøl. Derefter aflagde fædrene besøg hos præsten for at bestille tillysning. Det var almindeligt at de to unge flyttede sammen i deres nye hjem, når tillysningen havde fundet sted. Den kirkelige vielse kunne vente, til det vigtigste arbejde på deres nye ejendom var overstået.

For gårdmanden og de højere kredse, var børn født uden for ægteskab, noget man helst undgik, men for husmændene og daglejernes vedkommende betragtedes det næsten som en selvfølge. Der var dog stor forskel fra sogn til sogn. Nogle sogne var mere ”løsagtige” i deres moral, mens man i andre sogne stort set ikke havde ”uægte” børn. I Vendsyssel, den sydlige del af Fyn og København er de steder i landet, hvor der fødtes flest børn udenfor ægteskab.

 

Graviditet  &  Børn

Landbruget i det gamle bondesamfund kunne beskæftige mange hænder og mætte mange munde, så børnene var velkomne. Graviditeten var en vanskelig og ” farlig” tid, for mange ting kunne true fostret. Den gravide kvinde måtte tage sig i agt for at kigge igennem en revne, for at barnet ikke skulle blive skeløjet, hun måtte ikke drikke af en skåret kop, for så ville barnet blive født med hareskår og sådan var der så mange ”farer”.

En nyfødt pige blev den første nat anbragt i den kurv, der blev brugt til uld efter kartningen, og en nyfødt dreng blev lagt i et sædeløb (den kurv bonden brugte til såkorn). Efter den første nat kunne barnet så få lov til at ligge i sin vugge. Man betragtede tiden i vuggen som farlig indtil barnet var døbt. Der blev lagt stål i den nyfødtes vugge, for at beskytte den lille mod troldtøj. Man frygtede at de underjordiske skulle ombytte barnet med et af deres egne, en såkaldt skifting. Spædbarnsdødeligheden var stor i 1800-tallet. Hvis et spædbarn skrantede blev præsten tilkaldt for at foretage en hjemmedåb. Det blev betragtet som en stor ulykke, hvis et barn døde uden at være døbt. I den tid hvor kvinden lå i barselsseng, bragte venner og naboer  ”barselsmad” til huset. Hertil havde man ”barselspotter”, store lerkrukker med hanke, som var velegnede til at rumme grød, suppe eller gule ærter. Ikke alene familien i barselshuset nød godt af den mad, de fik bragt, men også de mange besøgende der kom på visit. Også til barselsgildet blev der bragt mad fra dem, der var indbudt til festen. Det var den slags sammenskudsgilde, der gjorde det lettere at holde gilde med mange gæster.

Barnedåben fandt gerne sted så hurtigt som muligt efter fødslen. Man tog til kirke med barnet i ”kristentøjet”, der udover det sædvanlige tøj, bestod af en hue, en trøje og en såkaldt ”kristenpose” af silke. Turen til og fra kirke skulle helst gå rask, for at barnet i fremtiden kunne blive hurtig til sit arbejde.

Det var almindeligt at det første barn i huset fik navn efter bedsteforældrene. Som regel var det mandens far eller mor, barnet blev opkaldt efter. Man lagde ikke så stor vægt på selve datoen for fødslen (gebursdagen) dengang. Det kom sig af, at man ikke som nu havde brug for at huske fødselsdagen. Der var ikke så mange papirer dengang, der skulle udfyldes med navn, fødselsdag og fødselsår. I stedet hæftede man sig ved ugedagen i forbindelse med en eller anden mærkedag. Der var nemlig andre måder at vise en person opmærksomhed på. Man bemærkede sig personens navnedag, der var langt nærmere knyttet til én end fødselsdagen. I den gamle almanak havde hver ugedag sit navn efter en eller anden helgen: Peder, Anna, Poul, Karen o.s.v. og det var fast skik, så vidt muligt at give børnene samme navn, som dagen for deres fødsel havde. 

 

Skolen

I 1814 blev det vedtaget ved lov, at alle børn havde undervisningspligt (men ikke mødepligt). Det var op til forældrene. Hvis de mente, at kunne undervise børnene selv så var det i orden. Loven forbød prygl i skolerne, hvad de fleste nok ikke havde regnet med, da det jo var helt almindeligt, at tugte børnene. Mange havde ligefrem den opfattelse, at kvaliteten af et barns opdragelse kunne måles udfra den mængde prygl det fik.

Selvom det var forbudt læreren at slå på eleverne, så var det et ganske almindeligt anvendt middel i undervisningen (helt op til begyndelsen af 1960’erne faktisk). For mange børn betød det modvilje mod skolen og indimellem direkte had til læreren. Den tungeste byrde lå på de svageste, fattigfolks børn der måtte arbejde ved siden af skolegangen. For dem begyndte dagen ved 3-4 tiden om morgenen. De havde flere timers arbejde bag sig, når de mødte i skolen, og det kunne være svært for dem, at holde sig vågne i timerne. De havde også arbejde efter skoletid, og det levnede ikke meget tid til hjemmeforberedelse. Det gav så anledning til endnu flere klø af læreren. For disse børn var forsømmelser fra skolen store, og når det blev opdaget, var det lærerens opgave at bringe tingene på plads – med prygl ! Men der var da heldigvis også skoler hvor tonen var en anden, og børnene fik langt mere udbytte af undervisningen. I byerne gik man i skole hver dag, hvorimod man på landet gik i skole hver anden dag. Efter konfirmationen kom de fleste ud at tjene på en gård, og så var det slut med skolegangen.

 

Børnedødeligheden

De fleste dødsfald fandt sted i vintermånederne, især hen imod slutningen af denne årstid (februar, marts og april), mens få døde om sommeren. Overlevede man disse første af årets måneder, var sandsynligheden for at leve større.  Den høje dødelighed og lave gennemsnitsalder i begyndelsen af 1800-tallet, skyldes i høj grad de mange småbørn der døde. Hvert fjerde eller femte barn overlevede ikke det første leveår, og yderligere omkring 10% af børnene døde inden deres 10. leveår. Man måtte omkring år 1800 regne med, at hvert 3. barn ikke nåede voksenalderen.

En væsentlig årsag til den store børnedødelighed var de tilbagevendende epidemier af børnesygdomme. Man kunne intet stille op over for mæslinger, skarlagensfeber, kighoste og andre lignende sygdomme. Helt galt blev det, når den ene epidemi fulgte den anden, og ramte børn der allerede var svækkede. Ofte var bronkitis en følge af andre sygdomme (p.g.a. de dårlige boligforhold) og der var stor dødelighed af netop denne sygdom.

I 1802 begyndte man at vaccinere mod kopper, og i 1810 blev det obligatorisk for børn. Epidemier truede også de voksne, selvom børnene var de mest udsatte. I kirkebøgerne for konfirmerede kan man se, at der i hvert fald tilbage i 1824 er en trykt kolonne, hvor der skal anføres hvornår man er vaccineret og af hvem og for konfirmerede drenges vedkommende, kan man se adskillige der er vaccinerede i 1810.

Tyfus hjemsøgte også bysamfundene med mellemrum. Pest og kolera blev man forskånet for, men særlig koleraen var man på vagt over for. I årene omkring 1830 blev den østlige del af landet, særlig Lolland-Falster og dele af Sjælland ramt af en udbredt epidemi  ”koldfeber”  d.v.s. malaria. Ca. 10% af de angrebne personer døde. Koldfeberen kom igen, men i mildere grad. Fra tiden omkring 1850 var der hyppige angreb i Ørslev Sogn ved Slagelse. Koldfeberen kom især i forsommeren og varede som regel 8-12 timer. Symptomerne var ondt i kroppen, hovedpine, senere stærk feber, kraftige opkastninger og diarré. Efter nogen tid forsvandt feberen, man var meget afkræftet, for så den følgende dag være helt rask igen.

Almindelige dødsårsager var i øvrigt lungebetændelse, tuberkulose (også kaldet brystsvaghed eller brystsyge) og ca. 1 ud af 100 fødsler resulterede i moderens død.

 

Aftægtsfolk

Aftægtsfolk var gamle dages  ”pensionister”. Af og til bliver deres liv på deres gamle ejendom sammen med børn og børnebørn fremstillet i et noget andet lys, end det rent faktisk var. Selvfølgelig kunne de gamle forældre leve i fred og fordragelighed med de næste generationer, og man kunne have stor nytte af hinanden, unge som gamle. Men selvmordsstatistikkerne fra forrige århundrede fortæller også, at det kunne være det stik modsatte. Husmænd og arbejdere havde langt den største selvmordsprocent, og derefter kom aftægtsfolk. En tidligere herredsfoged og prokurator C.J.Wolff giver i bogen To samfundsonder en forklaring på de mange selvmord blandt aftægtsfolk: det var skjulte mord. Som hovedregel tydede intet på, at de pågældende havde grund til selvmord, hvorimod andre havde interesse i deres død og let kunne skjule et mord. Heldigvis gik det også godt for mange familier, at leve sammen under ét tag.

Inden ældre mennesker gik på aftægt og overlod gården til yngre folk, oftest var det deres egne børn, blev der som regel oprettet en aftægtskontrakt. De gamle betingede sig herigennem, at kunne bo på gården så længe de levede. Enten havde de fælles husholdning med de unge, eller også fik de indrettet en aftægtsstue med skorsten, så de selv kunne lave mad. Som betaling for at overtage ejendommen, påtog de unge sig ofte at underholde de gamle resten af deres tid. Det kunne udover husrum bestå af ydelser af forskellig art, der som regel bestod af naturalier, som nøje kunne være fastsat i en tinglyst aftægtskontrakt. Ofte var det sådan, at aftægtsfolkene beholdt en skæppe jord (ca. 682 m2) eller to (hvor de så kunne så deres eget korn), og nogle af kreaturerne, som så skulle passes og fodres med resten af gårdens besætning. Derudover var der næsten altid den bestemmelse i aftægtskontrakten, at den nye mand skulle sørge for en hæderlig begravelse for aftægtsfolkene. Indimellem kunne disse aftægtsvilkår, være tyngende for de nye gårdfolk. Af naturalier kunne den årlige ”betaling” f.eks. bestå af følgende: 1 tønde rug, 1 tønde byg og 1 tønde malt, foruden 1 kalv, tre får og en gås (inkl. foder). Man var meget nøjeregnende og kontrakten kunne endda angive om aftægtsfolkene havde ret til at få skiftet sengehalmen en eller to gange om året.

Aftægtsforholdet byggede som regel på, at aftægtsfolkene i nogen grad hjalp til med arbejdet på deres gamle sted. Hvor det var slægtninge, der havde overtaget gården, var det vel en rimelig ordning i begge parters interesse. En bedstemor havde næsten altid travlt med håndarbejde. Hvis hun var for svagelig til at træde rokken, kunne hun få tiden til at gå med at bruge en håndtern eller binde en hose. Det var god gammel skik, at stuens luneste plads i krogen ved bilæggerovnen, var forbeholdt den ældste i huset.

De gamle havde ingen andre udveje for at blive forsørget. Der var ingen plejehjem eller folkepension. Kunne de ikke klare sig selv, kom de på fattiggården, eller blev liciteret ud til dem, der ville tage dem for laveste betaling. De der havde lyst bød hinanden ned til det mindst mulige, men så blev pleje og pasning også derefter.

Tit og ofte havde gamle ingen anden udvej end at tage imod folks velgørenhed eller ved at tigge. Førhen var det normalt, at man betænkte de fattige ved festlige lejligheder, når der var mad nok. Så mødte staklerne op ved gårdene og fik levningerne. Men mange aftægtsfolk holdt hellere ud med de nye gårdbesiddere frem for at leve af nåde og barmhjertighed.

 

Den sidste rejse

Når et menneske døde, gik en af de pårørende op i kirketårnet og ringede med klokken. Det stammer helt tilbage fra gammel tid, at man ved klokkeringning jagede onde ånder væk og banede vejen for den dødes sjæl. I et lille samfund var alle da straks klar over, hvem der havde udåndet. I dødsværelset blev vinduer og døre åbnet på hvid gab, så sjælen kunne flyve ud. Den dødes mund og øjne skulle være lukkede. Den døde måtte ikke kunne se på nogen for ikke at trække dem med i døden. Munden måtte ikke være åben, for så risikerede man, at den døde slugte hele slægtens liv og lykke. Den døde blev lagt på strå, eller som det hed nogen steder, på langhalm på langbordet i stuen. Man sang en salme, og derefter blev der serveret smørebrød og kaffe. I storstuen skulle vinduerne stå åbne i 3 dage, det var den tid man regnede med at sjælen kunne nå at vende tilbage i. Tre dage før begravelsen skulle liget klædes på, af nogle af de nærmeste naboer, og derefter blev der serveret kaffe og brændevin. Dagen før begravelsen blev nabolagets kvinder og mænd budt til kistelæg. Kvinderne samledes om den døde, mens mændene gravede graven og ringede over den. Derpå blev der atter drukket og spist. Næste dag fandt selve begravelsen sted, og efter den fulgte et gilde, hvor ingen mødte uindbudt. Til begravelsesgildet hørte al den mad og drikke, som var sædvane ved et almindeligt gilde. Mod slutningen af 1800-tallet blev man i flere egne af landet enige om at stryge de mange gilder i forbindelse med et dødsfald og i stedet for kun byde på kaffe og smørebrød efter begravelsen.


Brand
 

Livet og hverdagen var præget af overtro på den ene side og kirken på den anden side. Der var dog ting som ingen af disse havde indflydelse på. Det folk frygtede mest var ildebrand. Der blev taget mange forholdsregler i dagligdagen for at forebygge. De var ikke alle rationelle, men et af de gode forslag til forebyggelse var ildgitre som en løjtnant Saxtorp fik patent på i 1860. Gitrene blev anbragt langs tagskægget på huset, og skulle under en brand opfange det brændende tagmateriale når taget skred.  Opfindelsen med ildgitret fik ingen praktisk betydning. Beklageligt nok, for under afprøvning af ildgitret, viste det sig at være særdeles effektivt. Først i 1889 skete der noget effektivt, til forebyggelse af, at folk blev spærret inde af det brændende nedstyrtede tag. Det blev simpelthen påbudt ved lov, at der over alle udgange på stråtækte huse skulle bruges galvaniseret jerntråd som sy- eller bindemateriale. I ældre tid har det sket mere end èn gang, at gårdens folk har reddet livet under en brand, ved simpelthen at kravle ind i den store bageovn og søge beskyttelse bag dens tykke murværk.

Folk troede at ildebrand var skæbnebestemt og bonden satte sin lid til Gud i bøn og sommetider inskriptioner over indgangsdør og på skorstenshammer. Men der var også nogle gamle husråd, der havde bestået deres prøve, som man satte sin lid til. F.eks. gav det beskyttelse at indmure gamle stenalderredskaber i væg eller arne eller grave dem ned i gulvet. Bonden kaldte flinteredskaberne for tordensten. Når han fandt dem på sin mark, havde han ingen fornemmelse af, at det var forfædrenes gamle redskaber, men han kunne se, at de ikke var som andre sten. Han mente, at det var nedfald fra tordenvejr, deraf navnet.

Allerede i begyndelsen af 1700-tallet tog man nogle, set med vores øjne, meget fornuftige brandforanstaltninger. Nogle steder foretog man hvert år et omhyggeligt syn af ildstederne. Man straffede med bøde, hvis nogen nægtede brandsyn af ildstedet i deres hus. Alle ulovlige og tvivlsomme ildsteder gjorde man ubrugelige. Man prøvede så vidt muligt at forbyde piberygning i stald og lade. Børn måtte ikke sendes af sted efter ild fra et hus til et andet, ligesom man ikke måtte bære på et brændende stykke træ på gaden, medmindre det var tildækket. Dette var vedtaget ved lov i Århus Amt i 1705.

I 1800-tallet forslog den gammeldags brandsprøjte ikke meget, når ilden først havde fået rigtig fat. Den bestod af et stort trækar med en påsat pumpe. Der skulle fire mand til at løfte den op på en vogn, og derfor skulle først de fire mænd, heste og vogne samles, før sprøjten kunne rykke ud. Loven krævede, at enhver ejendom havde en brandhage, en stige og to brandspande hængende. Én gang om året holdt man brandøvelse i landsbyen for at efterprøve brandmateriellet. Brandspandene var syet af læder og foret med tjæret lærred. Når en sådan spand var tørret ind og kommet lidt ud af facon, kunne den ofte kun indeholde to og en halv liter vand. Tilmed gik den ofte fra hånd til hånd mellem de mange mennesker, der dannede brandkæde fra brønd til brandsted.

Vejene i Danmark

De danske veje blev væsentlig forbedret fra 1770-1870, men det gik ikke lige hurtigt overalt. I gammel tid måtte bønderne udføre vejarbejde som tvungent hoveri. Det bestod i at man én gang om året fyldte hullerne i vejen op og fjernede forhindringer. Man rensede grøfterne på begge sider af vejen, og kastede  ”affald”  og våd jord op midt på vejen, hvor der i forvejen var fuldt af skarn, så vejen blev faktisk endnu dårligere, og regnvandet kunne ikke løbe fra. Ovenpå jord, affald og skarn spredte bønderne nogle læs sand, som blev hentet langvejs fra, og sandet blev æltet med skarnet, og efter nogle få dage, var vejen ligeså dårlig som før ! I pauserne mellem de årlige  ”vejforbedringer” groede vejene til i pløre og affald (det kunne såmænd være døde kreaturer og heste). I 1760’erne kom den franske vejingenør Jean Marmillod til Danmark for at lede anlæggelsen af de første moderne veje (chausséerne). Ansvaret for chaussérne var ikke bøndernes alene. De skulle køre materiale til byggepladserne, men selve anlægsarbejdet blev udført af lønnede arbejdere ( i begyndelsen var det soldater). Fundamentet bestod af store sten, hvoraf mange blev hentet fra oldtidens stendysser. Herover bredte man et lag mindre sten og endelig en jævn belægning af grus. Vejene (hjulsporene) havde hidtil snoet sig igennem landskabet, udenom bakker og andre forhindringer, men de nye veje skar sig igennem landskabet, jævne og lige som linealer. Langs grøfterne plantede man vejtræer. Med mellemrum blev der opsat spærrebomme, hvor man måtte standse og betale afgift til vejenes vedligeholdelse.

Datidens danskere

Danskerne var i 1800-tallet noget mindre i højden, end man er nu til dags. I det første årti fremgår det af lægdsruller, at værnepligtiges gennemsnitshøjde (d.v.s. bondestanden alene) var 64 tommer svarende til ca. 166-167 cm. På sessionerne havde man i de foregående år kun haft 5 ud af 249 værnepligtige, der målte over 180 cm. Folkene på Mors hørte til de højeste i landet. Gennemsnitshøjden for mænd var ca. 165 cm og mellem 155-160 cm for kvinder. Legemsbygningen var gennemgående mindre end i vore dage. Både mænd og kvinder var smallere over skuldre og bryst. Man udvikledes senere og for pigernes vedkommende indtrådte menstruationen først i 15-16 års alderen. Til gengæld satte alderen hurtigere sine spor. Arbejdsslid og gigt kom hurtigt til at præge udseendet, og den sammenrimpede og indfaldne mund var tegn på tandløshed. Børnefødslerne satte også hurtigt deres præg på kvindernes figur. Når man havde passeret de 50 år meldte alderdommens skrøbeligheder sig uvægerligt hos enhver uanset social placering.

 

Hvad skete der i Danmark i 1800-tallet ?

1801  Slaget på Københavns Red.

1807  Englænderne angriber Danmark og København bombarderes

1810  Den første sparekasse oprettes. Obligatorisk vaccinering af børn mod kopper.

1813  Statsbankerot

1814  Den 29.7. vedtages to love om almueskolevæsenet (hhv. på landet  og i købstæderne). Alle børn blev undervisningspligtige fra de var syv år til deres konfirmation. Det var undervisningspligt og ikke skolepligt man indførte. På landet gik man i skole hveranden dag og i byen hver dag.

1818    Nationalbanken oprettes. Et kraftigt prisfald på landbrugsvarer sætter ind.

1827   Regelmæssig dampskibsfart mellem København og nogle jyske byer.  

1843  Tivoli åbner.

1845  Brødre og søstre fik lige arveret.

1848  Enevælden afskaffes. Treårs-krigen starter.

1849  Grundloven underskrives af Frederik den 7.

1851  Treårs-krigen slutter.

1853  Kolera-epidemi i København.

1855  Den første brugbare symaskine.

1857  Ugifte kvinder blev myndige ved deres fyldte 25. år.

1864  Slaget ved Dybbøl.

1875  Lavkonjuktur, prisfald og arbejdsløshed. Kvinder fik lov til at studere ved universitetet.

1880  Højkonjuktur sætter ind. Gifte kvinder fik råderet over egne tjente penge.

1881  Første telefoner. Første centralvarmeanlæg i Danmark.

 

De økonomiske forhold

Når man nu har beskæftiget sig med vores forfædres liv og dagligdag, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad de egentlig tjente   ved deres arbejde, og hvad kostede de forskellige ting. Jeg spurgte mig for bl.a. på Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv og fik det svar, at det er næsten umuligt at omregne datidens indkomst til vor tids købekraft. For det første havde de en anden møntenhed indtil 1. januar 1875. En rigsdaler bestående af 96 skilling blev sat til lig 2 kroner (hver af 100 øre). Den dag indførtes kronemøntfod. Indtil da brugte man Rigsdaler, mark og skilling. I den forbindelse er det nok nødvendigt at forklare følgende:

1 Rigsdaler = 6 mark

1 Mark = 16 skilling

På arkivet fik jeg fortalt, at der var nogle, der havde prøvet at regne på hvad disse møntenheder svarer til vores kroner i dag. Man omregnede simpelthen til kalorier !

Hvor mange kalorier skal et menneske indtage om dagen for at opretholde livet, og hvor mange timer skal dette menneske arbejde, for at tjene til det daglige kalorieindtag ? Som man nok kan forstå, så er det ikke helt enkelt. Når man f.eks. får at vide at en flaske snaps i år 1900 kostede så og så meget (eller lidt efter vor tids økonomi), så kan man grine ad det, og synes at en flaske snaps var afsindig billig. Om en flaske snaps var billig for landarbejderfamilien afhang ikke kun af familiens disponible husholdningsbudget, men også af, hvad andre varer kostede. Hvis andre varer (nødvendighedsvarer) på forhånd lagde stort beslag på en stor del af husholdningsbudgettet, kan det faktiske dispositionsbeløb have været uforståeligt lille set ud fra vor tid. Derfor kan den billige snaps godt være opfattet som meget dyr på det tidspunkt.

Da det ikke rigtig kan lade sig gøre at omregne direkte til vor tids penge, så er følgende priser og lønninger i rigsdaler, mark og skilling.

 

I 1790’erne da  PEDER JOHANSEN (Fisker-Jørgens far) var dreng var dagslønnen for en arbejdsmand i København 24 skilling om sommeren og 20 skilling om vinteren. I Ribe var daglønnen 24-32 skilling om sommeren og 20-24 skilling om vinteren.

En tønde smør kostede 32-35 rigsdaler.  Prisen på et pund groft rugbrød var i København 1½-2 skilling. Et pund flæsk kostede mellem 6 og 10 skilling, mens et pund oksekød kostede 4½-8 skilling. En pot brændevin kostede f.eks. 16-20 skilling, mens en pot øl kostede 1-2 skilling alt efter kvalitet og bygpris.

Tusinde mursten kostede 7½ rigsdaler og 1000 almindelige tagsten 16 rigsdaler.

Et pund talglys kostede 15 skilling, et pund vokslys 52-56 skilling og en alen vadmel kostede 12-18 skilling (man regnede med ca. 7 alen til en klædning).

I 1830’erne da ”Bedstemor” JOHANNE’s far var en lille dreng var den almindelige arbejdsmandsløn i Odense 32 skilling sommer og vinter i hele perioden, dog fik nogle 40 skilling om sommeren i 1834-36.

Et pund groft rugbrød kostede i København mellem 2½ og 3 ¾ skilling. Et pund oksekød kostede mellem 6-10 skilling. Ost kostede 4-7 skilling for et pund. For en pot brændevin gav man 10-16 skilling. En stud kostede mellem 35 og 60 rigsdaler og en gris mellem 10 og 26 rigsdaler. En tønde kartofler kostede 1-2 rigsdaler. Tobak kostede 18-34 skilling pr. pund og grøn sæbe 10-12 skilling for et pund.

I 1860’erne da ”Bedstemor” JOHANNE og ”Bedstefar” JØRGEN blev født var den almindelige dagsløn for en arbejdsmand i Odense 56 skilling pr. vinterdag og 64 skilling på en sommerdag. I 1860 fik en arbejdsmand i København det samme som en tilsvarende i Odense.

Et pund rugbrød kostede 2-4 skilling, mens smør kostede 26-28 skilling pr. pund. Sukker (stødt melis) kostede 26 skilling pundet, svesker 16 skilling pr. pund og kaffe kostede 30-45 skilling pr. pund.

Talglys kostede 28 skilling pundet, bøgebrænde 6-7 rigsdaler pr. læs og tørv kostede 5-6 skilling for et læs. Et pund tobak kostede 25-32 skilling. 1000 søm kostede 3-3½ rigsdaler og 1000 mursten 9½ til 11½ rigsdaler.

Som førnævnt blev møntfoden til kroner og øre i 1875, derfor er de næste oplysninger angivet i denne nye møntfod.

 

I 1890’erne da ”Bedstemor” JOHANNE og ”Bedstefar” JØRGEN var nygifte og skulle etablere sig med indtil 5 børn var priserne således:

Gennemsnitslønnen for en faglært arbejder i byen steg fra 1890-1899 fra 30 til 42 øre i timen, mens den ufaglærte arbejder i byen steg fra 21 til 31 øre i timen.

Et pund rugbrød kostede 6-7 øre, for et pund smør gav man 80 øre til 1 kr. Flæskekød kostede 45-55 øre pundet og en snes æg kostede mellem 1 kr. og 1.10 kr. Kaffe kostede mellem 1.10 kr. og 1.20 kr. for et pund. 

1000 mursten kostede 20-30 kr., petroleum 15-20 øre for en pot, en æske tændstikker kostede 11-12 øre og grøn sæbe 15-20 øre pundet.

Fra 1900-1909  steg gennemsnitslønnen for en faglært arbejder i byen fra 43 til 50 øre i timen, mens den ufaglærte mandlige arbejder samme sted steg fra 32-40 øre i timen.

To pund hvedebrød kostede 32 øre og to pund rugbrød 15 øre. Købte man et pund dansk hvedemel måtte man betale 11 øre og for tilsvarende amerikansk hvedemel 14 øre. Et pund havregryn kostede 20 øre. En liter mælk kostede 14-17 øre og en flaske øl (af nuværende størrelse) kostede 11 øre, en liter brændevin 40-70 øre. Flæskekød kostede ca. 50 øre pundet og oksekød lidt mindre. Et pund pibetobak kostede 1-2 kr. og et pund brun sæbe 20 øre. Et jakkesæt kostede 30-70 kr.

En hest gav man i 1900 ca. 600 kr. for og i 1909 ca. 700 kr. En ko var i samme periode steget fra ca. 185 kr. til ca. 230 kr.

1000 mursten kostede 19-25 kr. og 1000 søm 11-16 kr.

Fra 1910-1919 steg et 4 kg.’s rugbrød fra ca. 60 øre til 90 øre i krigsårene (1. Verdenskrig 1914-1918) for derefter at falde til 60 øre igen i 1919. Et kg havregryn steg fra 24 øre til 85 øre, et kg smør fra 2-3 kroner. En  liter  mælk  kostede i 1910 14 øre og i 1919 ca. 40 øre. Oksekød kostede i 1910 ca. 1 kr. pr. kg og i 1919 op mod 5 kr. pr. kg. En almindelig pilsner steg i samme periode fra 11- 27 øre.

Gennemsnitstimelønnen var for faglærte arbejdere i byerne i 1910 52 øre og i 1913 57 øre. Under inflationen, under og umiddelbart efter første verdenskrig, steg den kraftigt,  og i 1919 var landsgennemsnittet for faglærte arbejderes timeløn 1,70 kr. Ufaglærte mandlige arbejdere tjente i 1913 i gennemsnit 45 øre i timen, men i 1919 var den steget til 1.41 kr. og for ufaglærte kvindelige arbejdere til 85 øre i timen. Første verdenskrig medførte en voldsom prisstigning på landbrugsprodukter. En hest som i 1910 kostede  ca. 700-800 kr. steg til ca. 2.600 kr. i 1918 (da priserne kulminerede). En ko der i 1910 kostede ca. 300 kr. steg til 750 kr. i 1919.

Fra 1920-1929 steg og faldt lønnen i byerne. I 1920 var den faglærtes timeløn 2.23 kr. Den faldt med 60 øre i 1923, men steg så til 1.53 kr. i timen i 1929. Kvindelige ufaglærte arbejdere i byerne faldt fra 1.20 kr. i 1920 til 83 øre i 1929.

Et fire kg.’s rugbrød kostede ca. 91 øre ( i 1925 havde prisen været oppe på 1.45 kr.). Priserne på bl.a. franskbrød, smør og mælk faldt fra 1920-1929.

Jeg håber, at det har givet et lille indblik i datidens økonomi. Selvom vi ikke ved hvor meget de betalte i skat, hvor stor husleje man betalte o.s.v. så kan det alligevel give et lille indblik i familiernes økonomi.

 

 

ORDFORKLARING

Betler 

Tigger

Husmand
Betegnelsen omfattede i almindelighed beboe-

re af huse med eller uden jord, der lå på en
landsbys offentlige jord, de såkaldte gadehuse
mens huse, som lå på bøndernes private jord

kaldtes inderstehuse. Huse med større jordtil-
liggende benævnes ofte som gårdsæder. I løbet
af 1700-tallet voksede antallet af huse på Sjæl-
land, så der var flere husmænd end gård-
mænd. Til de fleste huse lå der en lille have.
Gadehusene var som regel fæstehuse under
en godsejer, mange husmænd gjorde en hov-
dag om ugen for at bo i dem, efterhånden blev
det dog mere sædvanligt, at de betalte huspenge
i stedet for. Husmændene ernærede sig for det
meste som landarbejdere, en del – ca. 16-20% 

– havde et håndværk ved siden af, andre var
fiskere, vognmænd eller lignende. Adskillige
husmænd måtte lejlighedsvis ernære sig ved
tiggeri. Størstedelen af husmændene havde
lidt kreaturer, en ko, nogle får og lidt høns og

gæs; disse græssede om sommeren på lands-
byens fælleder.

Indsidder
Boede ikke i et selvstændigt hus, men i en
stue hos en gårdmand eller en husmand.
Indsiddere bestod for en del af unge gifte
ægtepar, som havde taget fast tjeneste
hos en gårdmand og nu boede fast i en stue
hos ham. Den største part var gamle eller
skrøbelige mennesker, der ofte betegnedes
som ”stakler”.

Kassebarn
Barn der anonymt blev afleveret på Frederiks

Hospitalet (Fødselsstiftelsen) i København
(lagt i en dertil indrettet kasse). For mange
af disse børns vedkommende har deres mødre
været fra den ”pæne” del af befolkningen,
og et uægte barn var derfor ikke velkomment.
Denne ordning med kassebørnene sikrede
børnene en fremtid, for de blev sendt ud til
familier på landet, og deres mødre undgik
skammen. Disse børn er temmelig sikkert
også født i dølgsmål (i al hemmelighed).  

Mikkelsdag
1. september. Dato hvor tjenestefolk
skiftede arbejdsplads
                                                                                                                                              

Slegfredsbarn
Barn af forældre der levede papirløst
sammen. Disse børn var godt nok ”uægte”
men blev alligevel accepterede i samfundet.
Slegfred betyder frille, og en frille var en
elskerinde. Hvis et par havde levet sammen
i et papirløst forhold i 3 år blev de betragtet
som et ægtepar

Valborgsdag
1. maj. Dato hvor tjenestefolk skiftede
arbejdsplads
.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
4

Comments are closed