Larsens Kyllingegryde med paprika

 

 (6-8 personer)

 

Ingredienser

900 gram kyllingebryst skåret i (mundrette) tern
2 squash (tag en squash og flæk den på langs. De to halvdele flækkes endnu en gang – herefter skæres de i skiver)
2 hakkede løg
5 fed hvidløg
3 peberfrugter i tern
1-1½ spsk. paprika
½ spsk. chiliflager eller en hel chili i tynde skiver
1 stor og 1 lille dåse tomatkoncentrat
2 dåser hakkede tomater
8 skiver tørstegt bacon – brækkes i mindre stykker (jeg bruger en pakke færdigstegt bacon fra Tulip)
Salt og peber
2 spsk. Meyers Gastrik (hvis du har)
½ liter madlavningsfløde
2-3 dl. vand
Olivenolie

Kyllingegryde med paprika

Svits grøntsagerne i olivenolie i en gryde, til de begynder at tage farve. Tilsæt tomatkoncentrat og lad den svitse med et par minutter, mens du rører lidt rundt i gryden. Krydr med salt, peber, chiliflager og paprika. Kom kyllingen og bacon i og rør rundt. Lad den lige svitse et minuts tid, før du hælder de hakkede tomater i. Tilsæt madlavningsfløde, vand og evt. Gastrik. Rør rundt. Læg låg på gryden og skru ned. Lad retten simre i en times tid. Du kan evt. jævne den, hvis du synes.

Jeg serverer denne sammenkogte ret med enten fuldkornsspaghetti, ris eller kartofler samt broccoliblanding (fra dybfrost).

Det er en god kraftig vinterret, og for at “tage det fede” fylder jeg godt med grøntsager på tallerkenen. Retten er fryseegnet, og det er også derfor, at jeg laver denne størrelse portion, for når man er alene, så er det rart at have mad i fryseren lige til at tage op.

Kyllingegryde med paprika

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Comments are closed