Skal/skal ikke…

Det har krævet lange og store overvejelser at nå hertil, hvor jeg åbner op for alt det, som har været skjult – både for mig selv og for omverdenen – hele mit liv har været fyldt med skyld og skam. Jeg har altid gået rundt med en kæmpe stor skyldfølelse over, at alt det dårlige der er sket, det har været min skyld. Der har været rigtig meget af “det-snakker-vi-ikke-om” du ved! Det har været en lang skriveproces denne her – det er ikke noget man nedfælder på en enkelt dag!

Psykisk stress har fyldt det meste af mit liv … det og så en form for angst. Sådan har jeg ikke lyst til at leve mit liv mere, for nu ved jeg, at jeg ikke har gjort noget galt … et barn er ikke ansvarlig for dets forældres trivsel. Min mor undlod sjældent at fortælle, hvor dårligt hun syntes, at jeg behandlede hende, eller at jeg bare ikke var, som en datter burde være i hendes øjne. Den har jeg båret med mig altid. Den har tynget alt for meget i min rygsæk … den har indimellem tvunget mig i knæ … men jeg har gudskelov altid formået at rejse mig op igen, og det er sikkert takket være noget af det, som jeg har arvet fra min far. En form for sejhed og en vilje til at overleve.

Jeg stillede aldrig spørgsmål som barn eller voksen … jeg accepterede bare tingene, fordi jeg troede, at det skulle være sådan … at det var sådan i alle familier. I dag har jeg spurgt mig selv tusindevis af gange om, hvorfor jeg  aldrig stillede spørgsmålstegn ved nogen ting? Jeg tror, at svaret skal findes i, at jeg som barn var meget sensitiv … jeg kunne helt sikkert fornemme, at der var visse ting, jeg ikke skulle sige, og visse ting jeg ikke skulle spørge om … og jeg var bange for, at nogen skulle blive “gal” på mig … den frygt har jeg også båret med mig hele livet … “for guds skyld ikke gøre eller sige noget, der kunne udløse vrede fra andre” … der var ikke så meget rebel i mig dengang, at jeg trodsede det usagte.

Som voksen har jeg heller ikke spurgt ind til noget, og det skyldes helt klart mine fortrængninger af stort set alt der foregik under min opvækst. Jeg har været ekstremt dygtig til at fortrænge … jeg anede vitterlig ikke ret meget af, hvad der var foregået. Jeg syntes godt nok, det var lidt underligt, men det var først da forskellige erindringer begyndte at poppe op hist og pist, at jeg begyndte at undre mig for alvor … og tvivle på mig selv … jeg tænkte rigtig mange gange “det kan simpelthen ikke passe – det må være noget du har drømt”! Det er rigtig skidt at tvivle på sig selv, og ikke anerkende at det der er sket, det er rent faktisk sket!

Der findes mange bøger og dokumentarprogrammer på TV omkring svigt af børn. Senest har der været “De brændte børn” på TV2, og jeg har desværre kunne nikke genkendende til mange af følelserne hos de medvirkende, oplevelsen af angst og svigt. Nogle gange har jeg måtte skrue væk fra programmet, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme det, og jeg kunne mærke, at jeg blev rigtig for alvor ked af det … det gik for tæt på. Heldigvis har jeg de sidste 10 måneder haft den mest fantastiske person at betro mig til – min psykolog. Han har formået at få gravet alt skidtet frem … vi har endevendt “møgbunken” igen og igen … jeg har fået lov at være vred, rasende, bitter og ikke mindst ked af det. Han har ikke været forudindtaget … han har ikke dømt mig … han har på alle måder anerkendt min historie og oplevelser, hvilket altid har været et issue for mig. Mine følelser er aldrig blevet anerkendt … jeg har altid fået at vide, at der var andre, der havde det værre end mig, at jeg skulle lade være at pive, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg skulle opføre mig ordentlig osv. osv. … Jeg har endelig langt om længe besluttet, at hverken jeg selv eller andre, skal få lov til at negligere det, jeg har oplevet mere.

Your story

Jeg deler ikke mine oplevelser for at få medlidenhed eller opmærksomhed. Jeg gør det af flere årsager. Jeg er blevet opfordret til det flere gange, og jeg gør det for min egen skyld … for at få det helt ud af systemet. Men jeg gør det nok allermest fordi, jeg håber på, at sidder der bare én derude, der kan få taget sig sammen til at få ryddet op i tide … bare én der finder modet til det … for tro mig, det kræver rigtig meget mod … så har det været det hele værd at offentliggøre min historie! Desværre så har tingenes tilstand jo ikke ændret sig voldsomt siden, dengang jeg var barn. Der sker stadig de forfærdelige ting – og der er stadig børn … rigtig mange børn … der vokser op i hjem der burde være forbudt for børn. Der er stadig mange voksne der lukker øjnene for det de ser, fordi de ikke vil blande sig. Det skal der simpelthen ændres på … vi kan ikke være det bekendt! Oplever man mistrivsel hos børn, så har man en moralsk pligt til at gøre nogen opmærksom på det …og man har ifølge loven også pligt til det!

Når man har gennemgået terapi, og på en eller anden led er kommet “ud på den anden side”  så føler man stolthed over, at man fik det gjort … man føler glæde over, at der var et menneske – en der ikke har aktier i ens liv – en der lyttede, viste rummelighed og anerkendelse, og sidst men ikke mindst, en der kunne give kvalificeret hjælp … og man føler at en enorm tyngende byrde er fjernet fra ens skuldre! 

Jeg er i dag nået dertil, hvor psykologen har gjort det, han kan gøre for mig. Jeg er stadig bitter på min mor, bitter over alt det hun har ødelagt for mig. Jeg kommer aldrig til at tilgive hende … aldrig … men jeg har fået en forståelse for, at hun ikke var rask i hovedet. Det er bare ikke “undskyldning” nok i min verden. Gør det mig til et dårligt menneske? Måske. Jeg har tilgivet andre mennesker undervejs i mit liv, men de har heller aldrig nogensinde haft den status, som min mor havde for mig. Jeg kan ikke tilgive hende, men jeg må forlige mig med, at det er sådan her, det er … og jeg er heldigvis indrettet sådan, at der er ikke noget, der skal få mig ned med nakken. Jeg har så meget godt i mit liv nu … personer, oplevelser, glæde og taknemmelighed og det er de ting, jeg har fokus på … også fremadrettet. Jeg har sluttet fred med mig selv, og det vel i bund og grund det allervigtigste 🙂

Min historie kan du finde her

quote-1

4 Comments:

  1. Tak for dit smukke skriv. Jeg tror vi er mange der kan kende til nogle af de følelser du beskriver – det kræver dog at vi tør komme i kontakt med dem. God søndag ?

    • Tak Charlotte 🙂 Der er desværre alt for mange, der bærer for tung en rygsæk, men jeg er lykkelig for, at jeg har fået tømt det meste af min. Jeg føler en lethed indeni, og livet skal nydes i fulde drag. Rigtig god søndag til dig også 🙂

  2. Hvor er du modig og stærk. At du poster dette indlæg bevidner begge dele.
    Jeg er så glad på dine vegne over at du har fået lokaliseret og fået sat ord på dine oplevelser.
    Og at du har haft mod og ressourcer til at arbejde med dem. Og nu også tør dele dem med andre. Det er en stor dag i dag. Tillykke.

    • Tusinde tak søde Dorthe, det er rigtig sødt skrevet 🙂 Det har været svært at beslutte … jeg kunne have valgt at skrive til skrivebordsskuffen, men hvad ville det nytte? Jeg gider ikke være bange mere … gider ikke bruge tid på, hvad andre folk vil tænke … så jo du har helt ret, det ER en stor dag i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *