Tag dig i agt for online svindlere – første del

Jeg stødte på en meget meget dygtig svindler i slutningen af august. Vi holdt kontakt i cirka fire intense uger, hvor vi skrev sammen mange timer hver dag og talte i telefon, så ofte det var muligt. Han var utrolig sød, interessant, begavet, omsorgsfuld … og ja, altså utrolig dygtig til at manipulere, og selvfølgelig var han det, for jeg fandt siden hen ud af, at han havde arbejdet som online svindler i mere end otte år😡 Det kan simpelthen ikke siges ofte nok – PAS PÅ!

 

Du må da være utroligt naiv

Tag dig i agt for online svindlere
Rigtig mange vil hævde, at de aldrig selv kunne blive narret af en svindler, men det kan vi alle! Det har intet at gøre med hverken intelligens, uddannelse eller social status. Det kan ramme os alle. Det sker dagligt både i erhvervslivet (behøver jeg nævne Stein Bagger?) og blandt ganske almindelige borgere, både i Danmark og i resten af verden. Rigtig mange er flove og skamfulde over at være blevet snydt og bedraget, men der er intet at skamme sig over. For at blive overbevist om dette, så er man nødt til at sætte sig ind i, hvordan disse svindlere arbejder, og det har jeg gjort.

Man er ikke ubegavet eller naiv, hvis man er så uheldig at falde i kløerne på en svindler. Det er derimod ubegavet og naivt at tro, at man er smart nok til at undgå det.

Svindlerne lever af dette her

Tag dig i agt for online svindlere
Det er en vanvittig “industri” og ingen gør sig begreb om, hvor mange penge disse svindlere får hevet ud af folks lommer. Alene i USA – og tallene er selvfølgelig udelukkende ud fra det, man har kendskab til (rigtig mange anmelder ikke at de er blevet svindlet) – har Internet Crime Complaint Center (også kaldet IC3)  i 2016 opgjort romance svindel til knapt 220 millioner dollars. Det er immervæk en sjat penge! Det er en hel industri, og svindlerne tager bl.a. kursus i at lære at tale engelsk med forskellige landes accent, de lærer hvilke typer mænd, kvinder falder for, og dermed også hvilke fotos de skal stjæle på de sociale medier, hvilke uddannelser og jobs der er særligt attraktive, den familiemæssige baggrund m.m. De er også begyndt at gruppere sig og samarbejde rundt omkring i verden o.m.a. Lyder det vildt? Lyder det klamt? Det kan jeg garantere dig for, at det er! Man har næsten ikke fantasi til at fatte det. Men det sker altså, hver eneste dag, hvert eneste minut, over hele kloden. De svindlere der indrømmer det og står frem påstår, at de gør det for at kunne forsørge deres familier. Ofte er der tale om svindlere i afrikanske lande bl.a. Nigeria. Der er bare den hage ved det, at de ikke kan lade være med at blære sig offentligt med, hvor meget de tjener, samt hvad de bruger pengene på, og det er altså ikke mad, skole, husleje og den slags, kan jeg oplyse om😡 De bruger pengene på luksus som iPads, telefoner, MacBooks, dyrt tøj og meget andet. Så ingen medlidenhed til nogle af dem!

Stort fokus på svindlere i Danmark

Herhjemme hører vi fra tid til anden om folk, der svindler med skattekroner, sort arbejde og den slags. Vi hører også om de mere ekstreme svindlere, og så sent som i slutningen af oktober blev en efterlyst svindler, Thomas Andersen/Mads Andersen/Korea-Tom anholdt i Hamborg, sigtet for ikke mindre end 166 forhold. Han har svindlet og bedraget hele sit voksne liv, uden hensynstagen til hvem han har udnyttet. Han har svindlet hjemløse, forretningsdrivende, kærester, en kærestes halvstore søn, hans egne adoptivforældre, venner og bekendte og sågar sin egen datter har han forsøgt sig med. Alle de som er stået frem og har fortalt om deres kendskab til denne mand, har betegnet ham som uhyre charmerende, veltalende, venlig og hjælpsom. Han har taget røven så grundigt på mange mennesker, at det er mig en gåde, at han har kunne slippe afsted med det i så mange år. Han har dog været i fængsel et par gange, men det har på ingen måde afholdt ham fra at fortsætte, når han kom ud.

Radio 24/7 har lavet en virkelig god podcast “Man kan aldrig vide” om Thomas Andersen. Den er anbefalelsesværdig!

I september måned, præcis mens jeg selv var involveret i en svindler, havde filmen “En fremmed flytter ind” premiere. Filmen bygger på Politikkens og podcastproducenten Third Ear’s podcast “I et forhold med” – om Amanda der møder storsvindleren Casper Rieper-Holm via Facebook. Hun aner intet om hans baggrund, da hun forelsker sig i ham, og de flytter sammen. Det er, ligesom alle de andre historier, helt vanvittigt, og man tænker, at det må være løgn. Manden snyder og bedrager alt og alle omkring sig. Husker du historien, da håndboldklubben Slagelse FH tilbage i 2009 var tæt på at gå konkurs? En “amerikansk millardærsøn” tilbød at redde klubben. Gæt hvem det var? Korrekt! Det var nemlig Casper Rieper-Holm.

Både mænd og kvinder svindler

Det er ikke kun mænd, der snyder og bedrager. De fleste erindrer nok historien om Anna Castberg, der blev direktør for Arken – Museum for moderne kunst tilbage i 1994. Hun blev udnævnt til direktør på baggrund af hendes fine eksamenspapirer fra prestigefyldte universiteter. Eksamenspapirer der viste sig at være piv falske.

Tag dig i agt for online svindlere
I maj måned i år var den norske Marie Madeleine Steen for retten i Oslo  tiltalt for syv grove tilfælde af bedrageri. Hun har hærget både i Danmark og Sverige (er blevet udvist af begge lande), og igen har Third Ear lavet en eminent og yderst spændende podcast om “Kvinden med den tunge kuffert“. Den norske kvinde rejser landet tyndt med sin tunge kuffert, og hun indlogerer sig på refugier og hos præster, hvor hun svindler og bedrager indtil jorden brænder under hende, og hun må rejse videre. Jeg skal ikke afsløre det sidste afsnit i podcasten, men her bliver det bare rigtig tydeligt, hvor dygtig hun er, og endnu en gang manifesteret, at vi alle kan blive manipuleret!

Jeg skrev en roman

Med baggrund i min egen oplevelse, samt en masse research omkring disse online svindlere, har jeg på rekordtid skrevet en mere end 300 siders roman. Det var vigtigt for Tag dig i agt for online svindlere
mig at få min egen oplevelse ud af systemet, selvom jeg var en af de heldige. Jeg endte hverken med et knust hjerte eller en lænset bankkonto, men efter at have oplevet sådan en svindler fra første parket, så ved jeg også, at det kunne være sket, hvis jeg havde været bare en anelse mindre skeptisk! Uden at afsløre for meget, så handler romanen om en kvinde, der falder for en romance scammer, og læseren følger hvordan han manipulerer med hende. Hvordan det tager til dag for dag, og hvor hvor dygtig han er til det, han laver. Historien handler om håbet om at finde den eneste ene, om tillid, ærlighed, frustration og svigt. Den handler i høj grad også om, at man skal stole på sin mavefornemmelse, at man skal møde andre mennesker med åbent sind, men samtidig aldrig stole hundrede procent på nogen. Desværre! Bogen udkommer til næste år – nærmere info omkring udgivelsen bringer jeg her på bloggen😉

 

Du kan læse meget mere om, hvad jeg selv har oplevet i forhold til disse online svindlere i “Tag dig i agt for online svindlere – anden del” 

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

One Comment:

  1. Pingback: Ny roman på vej ... -

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *